EU’s toldunion fylder 50 år i 2018. Men hvad er en toldunion, og hvorfor er den nu til diskussion i forbindelse med Brexit?
En toldunion indebærer, at man er enige om én fælles toldsats for varer fra tredjelande, så virksomheder ikke kan underminere samarbejdet ved at importere varerne til et land, hvor toldsatsen er lav, for derefter at lade dem gå frit over grænsen til andre medlemslande, hvor toldsatsen måtte være højere. Det er typisk mere vidtrækkende end en frihandelsaftale, som ikke har fælles toldregler.
Europabevægelsen Blog
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her
Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning
Toldunionen hænger også sammen med, at EU forhandler handelsaftaler på alle landes vegne. Varer bliver kontrolleret og told opkrævet første gang de krydser grænsen til et EU-land. Derefter kan de cirkulere frit. Og det er ikke småting. Hvert sekund døgnet rundt, året rundt, behandles 10 tolddeklarationer ved EU’s ydre grænser. Tænk, hvor mange gange det skulle ganges op, hvis der var toldkontrol ved alle indre EU-grænser. Samtidig er det mange penge. I 2016 opkrævedes der 185 milliarder kroner i toldafgift. De 20 % går til de enkelte medlemslande, resten til EU’s kasse. Det udgør faktisk 14 % af EU’s samlede budget, så det er rigtig mange penge. Tolderne skal også kontrollere, at der ikke smugles våben og narkotika over grænsen, og at der ikke handles med truede dyrearter, som eksempelvis næsehornsknogler eller sjældne fugle.
Derfor kan man ikke tillade, som UK har foreslået, at UK kan opkræve told og toldbehandle på EU’s vegne. Til gengæld ville der i princippet intet være til hinder for, at UK forblev i EU’s toldunion. Faktisk har EU gjort det klart, at man foretrækker det scenarie, da man derved ville undgå den hårde grænse mellem Irland og Nordirland, som uundgåeligt ville skulle genetableres hvis UK forlod toldunionen – med alt hvad der dertil hører af trusler mod fredsaftalen i Nordirland, som i vidt omfang bygger på øget økonomisk integration mellem Irland og Nordirland indenfor rammerne af EU’s indre marked. Det ville imidlertid betyde, at UK fortsat ville være underlagt EU’s fælles handelspolitik, og da UK’s mulighed for fremover at kunne indgå selvstændige frihandelsaftaler med resten af verden er et af hovedformålene med Brexit, er fortsat medlemskab af toldunionen en af den britiske regerings såkaldte ”røde linjer”.
Omvendt kan man godt, som Norge og de andre EØS-lande, være med i det indre marked uden at være med i toldunionen. Det betyder, at der stadig er toldbehandling for norske varer der krydser grænsen til EU. Men Norge har accepteret de grundlæggende principper for det indre marked og de fleste af de regler, der regulerer det, herunder regler om miljøbeskyttelse, forbrugerbeskyttelse og konkurrenceregler. Norge har med andre ord valgt at acceptere de fire friheder – herunder fri bevægelighed for personer – følge regler besluttet af andre og underlægge sig EU-Domstolens fortolkning af dem – hvilket den britiske regering også har identificeret som røde linjer. Briternes røde linjer er imidlertid grundstenene i det indre marked, og derfor kan EU ikke acceptere briternes udspil om et delvist medlemskab af det indre marked, baseret på fri bevægelighed alene for varer.
Derfor minder Brexit-forhandlingerne lidt om den veninde, jeg havde som barn, der godt kunne lide boller, men ikke rosiner. Det var ikke noget kønt syn, når hun var færdig med at spise en rosinbolle. Og vores indre marked og toldunion skal vel ikke efterlades i stumper og stykker fordi et land vælger at forlade EU?