Flygtningekrisen tester EU's værdier

EU’s medlemsstater virker lige så uforberedte som i 2015, hvis antallet af folk, der søger til Europa igen skulle begynde at stige. Det afgørende er dog, at vi ikke vakler i vores værdier – og at vi holder fast i at hjælpe mennesker på flugt. 

Hen over sommeren har vi endnu engang set en intens politisk debat om at lukke grænser og lave lejre og centre både i og udenfor EU til flygtninge og migranter. Det har ikke været værdigt og er med til at underminere nogen af de grundlæggende værdier og rettigheder, som det europæiske fællesskab er bygget på.

Mest synligt og uværdigt har det været, når medlemslandene har skubbet skibe, der har reddet flygtninge og migranter fra at drukne, rundt på Middelhavet fra havn til havn i strid med helt grundlæggende konventioner og principper. Det eneste reelle resultat er, at flygtninge og migranter bliver tabere i et spil, de ikke har nogen indflydelse på. 

Dem vi lukker døren for, er ikke kun migranter, der bevæger sig ad irregulære ruter, som det ofte høres i debatten. Ca. 30% af de 67.000 som indtil videre er kommet til Europa i 2018 via irregulære migrationsruter kommer fra flygtningeproducerende lande og har høj sandsynlighed for at få asyl og blive anerkendt som flygtninge. Vi bryder derfor med Flygtningekonventionens helt grundlæggende principper, hvis vi skubber dem tilbage til situationer eller områder, hvor de risikerer yderligere overgreb og usikkerhed. Vi bryder med de grundlæggende værdier, principper og rettigheder som det europæiske fællesskab er bygget på, og som alle EU lande har kæmpet for. Det er den største krise, vi ser i Europa. Det er netop i vanskelige og stormombruste tider, at vores værdier skal vise sit værd. 

Antallet af mennesker, der kommer til EU via Middelhavet, er ellers faldet markant – hele 95 procent siden efteråret 2015. Det betyder desværre ikke, at færre mennesker er på flugt. Tværtimod er der flere flygtninge og fordrevne end nogensinde før siden anden verdenskrig.

68.5 millioner mennesker har måtte forlade deres hus og hjem på grund af krig, konflikt og overgreb. Langt de fleste befinder sig i nærområderne og i nogle af verdens fattigste lande. Kun en lille andel søger mod Europa. Men EU-landene anstrenger sig stadig mere for at holde dem ude. Resultatet er, at det bliver stadigt farligere at begive sig afsted. 

I øjeblikket er andelen af flygtninge og migranter, der mister livet i deres forsøg på at krydse Middelhavet rekordhøj. 1 ud af 10 omkommer - og dertil kommer de, der på lige så tragisk vis dør i ørkenen, før de når Middelhavet. Migranter og flygtninge bliver på brutal vis udsat for farer i den algeriske ørken. Kvinder fra Eritrea, der forsøger at flygte, bliver fanget på grænsen til Sudan af militser og grænsepoliti og udsat for seksuelle overgreb. En grænsebevogtning som EU tidligere har været med til at finansiere.

Kriminelle bander, der også direkte eller indirekte har fået finansiering fra EU-lande, styrer de centre i Libyen, hvor mennesker bliver holdt til fange under forfærdelige forhold. Det er antallet af overgreb på mennesker – og ikke antallet af mennesker, der ankommer til EU - som udgør en krise. 

Det er derfor på tide, at europæiske politikere, medier og meningsdannere stopper med at bruge krisesproget og bærer brænde til bålet - fortællingen om, at situationen er ude af kontrol. Krisefortællingen puster kun til kortsigtede og forkerte løsninger, frygt og fremmedfjendskhed, som er på fremmarch på tværs af Europa. 

Min største bekymring er, at nogle lande lægger mere energi i at kæmpe for at holde flygtninge ude af deres egne lande, end de gør i at bekæmpe årsagerne til at folk flygter. Disse prioriteter skal ændres. Det vigtigste mål er ikke, at færre flygtninge kan finde beskyttelse i Europa. Det vigtigste mål er færre flygtninge i verden.

Et af de fundamentale principper i menneskerettighederne og flygtningekonventionen er retten til at søge asyl. De indebærer ikke en ret til at få asyl, men en konkret vurdering af ens krav til international beskyttelse og respekt for éns grundlæggende menneskerettigheder under og efter proceduren. Vi skal huske på, at disse konventioner blev skrevet efter anden verdenskrig, da vi på den mest tragiske måde lærte, hvad der skete, da døren blev lukket for de jødiske flygtninge. At søge asyl er og bliver ikke ulovligt - og derfor skal der fokuseres på at sikre, at folk har adgang til at søge asyl både udenfor og indenfor EU, frem for at forhindre dem eller skræmme dem fra at gøre det.

I EU-Kommissionens seneste papir om de såkaldte disembarkment platforms; altså idéen om opsamlingssteder udenfor Europa, hvor asylbehandlingen kan foregå, blev princippet om retten til at søge asyl samt ordentlig behandling understreget. Det var godt at se. Men selv om EU-Kommissionen står fast på grundlæggende principper, så trækker en lang række EU lande – og de førte politikker – i den stik modsatte retning. EU-budgettet fra 2021 til 2027 forventer at bruge flere penge på at kontrollere EU's grænser end på udvikling i Afrika. Det er den helt forkerte vej at gå, da det netop ikke vil bekæmpe årsagerne til, at folk forlader deres hjem. Desuden ved vi, at mere fokus på grænsekontrol i transitlande har negativ indflydelse på regional mobilitet – såvel som på konflikter, hungersnød og andre farer.

Og selvom EU-forslagene understreger, at vi skal opretholde de grundlæggende rettigheder for mennesker, der kommer og banker på vores dør, ser vi tydeligt i de lande, vi arbejder i, at det ikke sker, når teori bliver til praksis. Det gælder også inden for EU’s egne grænser - i de såkaldte hotspots i bl.a. Grækenland og Italien. Dansk Flygtningehjælp lavede sidste år en rapport, der viste, at der foregår grundlæggende menneskerettighedskrænkelser, hvoraf mange skyldes overfyldte modtagelsesfaciliteter uden helt grundlæggende beskyttelse af sårbare mennesker, kvinder og børn. Det er ikke i værdigt. Det er ikke rimeligt.                                                                                                                                          

I EU bør vi først og fremmest sikre, at vi behandler mennesker ordentligt, og at asylsystemerne i EU er effektive og retfærdige. Næste skridt er at styrke samarbejdet med lande uden for EU for at sikre det samme. EU bør gå i dialog med andre lande og regioner for at sikre retfærdige og effektive asylsystemer og beskyttelse af flygtninge og migranter og tilbyde massiv støtte, finansiering og hjælp til genbosætning til de lande, der kan løfte opgaven. Heri findes de langsigtede og holdbare løsninger. De nuværende kortsigtede tilgange, der er drevet af det dominerende mål om at reducere ankomster til EU, risikerer at forværre problemerne og gør EU meget politisk sårbar og afhængig af lande, der ikke ligefrem er kendt for at holde menneskerettighedsfanen højest.

Hvis vi forventer, at lande i verdens fattigere regioner, der huser langt flere flygtninge, fortsat skal gøre det, er Europa nødt til at vise, at vi selv overholder vores forpligtelser og lever op til vores grundlæggende værdier. Det er og bliver uacceptabelt, hvis EU ikke vil påtage sig sin del af ansvaret. Den alvorligste krise findes for de mennesker, der oplever krænkelser og overgreb. Lad os holde fokus på at hjælpe dem. Og lad os stå fast på grundlæggende principper om værdighed og rettigheder, mens vi gør det.