Foto: Shutterstock

Internationale eksperter: Danmark har et "unikt system"

Bæredygtighed

21/01/2021 10:21

Theis

Miljøminister Lea Wermelin gør status over de tre tiltag hun iværksatte på baggrund af kritik af sprøjtemiddelområdet i perioden 2011-2018 fra Rigsrevisionen. Fejl og mangler i Miljøstyrelsen er blevet udbedret, og internationale eksperter har set på det danske system. Flere tiltag igangsættes for at gøre beskyttelsen af vores grundvand endnu bedre.

I december 2019 afgav Rigsrevisionen beretning til Statsrevisorerne om sikring af grundvandet mod pesticider. Beretningen konkluderede blandt andet, at det faglige grundlag for Miljøstyrelsens vurdering af dispensationer og overvågning af grundvand for rester af sprøjtemidler har været kritisabel, og at Miljøstyrelsens forvaltnings- og administrationspraksis på området var mangelfuld.

Miljøminister Lea Wermelin iværksatte derfor tre tiltag for at rydde op efter Rigsrevisionens kritik:

En grundig gennemgang af Miljøstyrelsens forvaltnings- og administrationspraksis på sprøjtemiddelområdet, som Kammeradvokaten har gennemført. Et internationalt gennemsyn af overvågnings-, godkendelses- og kontrolområdet. Og en midlertidig procedure med eksterne kvalitetstjek af Miljøstyrelsens vurderinger af dispensationsansøgninger, indtil det internationale gennemsyn var gennemført.

"Vi skal trygt kunne drikke vores vand direkte fra hanen. Derfor skal der være styr på beskyttelsen af grundvandet, og jeg ser med stor alvor på den kritik, som Rigsrevisionen gav forvaltningen på området over en lang årrække. Jeg har været optaget af at rette op på problemerne, og Miljøstyrelsen har efter Kammeradvokatens grundige gennemgang af sprøjtemiddelområdet rettet op på fejl og mangler," siger miljøminister Lea Wermelin.

Anbefalinger fra internationale eksperter
På toppen af Kammeradvokatens undersøgelse har Miljøministeren bedt internationale eksperter om at vurdere den faglige kvalitet af det danske godkendelses- og overvågningssystem og kontrol set-up på sprøjtemiddelområdet.

De internationale eksperter konkluderer blandt andet, at Danmark har et unikt system for godkendelse af sprøjtemidler, hvor der modsat andre EU-lande testes for udvaskning af sprøjtemidler til grundvand i varslingssystemet. De konkluderer også, at de danske afgørelser om dispensationer træffes på et godt fagligt grundlag. Eksperterne kommer med en række forslag og anbefalinger til forbedringer, som der nu vil blive fulgt op på.

"Opgaven med at sikre tryghed om vores drikkevand slutter ikke her. Nu følger vi op på anbefalingerne fra de internationale eksperter, så vi kan gøre beskyttelsen af vores grundvand endnu bedre," siger miljøminister Lea Wermelin.

Mest Læste

Annonce