Dette isbjerg var længe verdens største: Om bare få uger er det væk 

Efter næsten fire årtiers rejse gennem de sydlige verdenshave nærmer historien om et af klodens mest bemærkelsesværdige isbjerge sig sin afslutning. 

Isbjerget A23a, som i en periode var det største registrerede på Jorden, er nu i hastig opløsning efter en lang og usædvanlig tilværelse, der i årevis har fascineret forskere.

Det skriver BBC.

A23a blev dannet i 1986, da et enormt stykke is brækkede løs fra Filchner-ishylden i Antarktis. Med et areal på omkring 4.000 kvadratkilometer var det allerede ved fødslen et gigantisk naturfænomen. Kort efter kælving satte isbjerget sig imidlertid fast på havbunden i Weddellhavet, hvor det i mere end tre årtier lå næsten ubevægeligt.

Først i 2020 begyndte satellitmålinger at vise tegn på bevægelse. Herefter indledte A23a en langsom, men dramatisk rejse nordpå gennem det, forskere ofte omtaler som “Iceberg Alley” – et havområde, hvor antarktiske isbjerge typisk driver med strømmen. 

Undervejs blev isbjerget flere gange fanget i komplekse havstrømme. På et tidspunkt roterede det i måneder omkring en såkaldt Taylor-søjle, en roterende vandsøjle, der kan holde store objekter fast på stedet.

Trods gentagne stop fortsatte isbjerget sin færd mod nord. I begyndelsen af 2025 var det stadig en kolos. Dengang strakte det sig over et område på flere tusinde kvadratkilometer og var fortsat blandt verdens største fritdrivende isbjerge. 

Siden er udviklingen gået hurtigt. I løbet af det seneste år er store stykker gentagne gange brækket af, mens havvand og højere temperaturer gradvist har nedbrudt strukturen.

Varmere havvand har eroderet isens underside, mens smeltevand på overfladen har trængt ned i sprækker og udvidet dem indefra. Den proces, kendt som hydrofraktur, kan få selv massive isformationer til pludselig at kollapse i store fragmenter.

I dag er A23a reduceret til en brøkdel af sin oprindelige størrelse. De seneste satellitbilleder viser et isbjerg, der fortsat fragmenterer, efterhånden som det bevæger sig ind i stadig varmere farvande i det sydlige Atlanterhav. Ifølge forskere kan de sidste rester forsvinde inden for få uger.

Selv om isbjerge naturligt ender med at smelte, har A23a haft en særlig betydning for forskningen. Store drivende isbjerge fungerer som naturlige eksperimenter i havet. Ved at følge deres nedbrydning kan forskere få værdifuld indsigt i, hvordan Antarktis’ ishylder kan reagere i et klima, hvor temperaturerne gradvist stiger.