Kommunaldirektør gør op med brugen af retningslinier for alting

Ikke nok med at man som kommunalt ansat er underlagt en myriade af bureaukratiske krav fra lovgiver og andre myndigheders side. Vi har også travlt med selv at finde på alle mulige retningslinjer for vores gøren og laden i hverdagen. Det gælder, som jeg oplever det, på alle niveauer. Lige fra det øverste cheflag til yngste ansatte. Vi er tilsyneladende vilde med retningslinjer. Blot den mindste usikkerhed i dagligdagen – ja, så er svaret endnu en retningslinje.

Det er ærgerligt. For hvor bliver ledelsesrummet og vores innovative løsningsvilje så af?    Retningslinjer kan være nødvendige, ja – men alt for mange retningslinjer er efter min mening dræbende. Ikke mindst i ledelseslagene, hvor man i høj grad kan sætte sit præg på tingene. Det er helt klart min forventning, at lederene udviser mod og selvindsigt overfor, hvordan de bedst virker som ledere i de mange komplekse sitautioner, de kommer i.   Retningslinjer risikerer at blive forvekslet med en sikkerhedsformel på korrekt ledelse. En sådan formel findes ikke. Det er en falsk tryghed for lederen. Mennesker er forskellige, ingen situationer er ens, og det er netop ledelsesfagets kerneopgave at vurdere og mærke, hvad der vil være den bedste måde at håndtere en given sitaution. At bede om flere retningslinjer, når der opstår tvivl, er at fjerne ledelsesrummet og overgå til at administrere mennesker. Og administration af mennekser står i min verden i direkte modsætning til at udvise lederskab. Ledelse uden retningsliner er et åbent ledelsesrum, hvor der er plads til at finde individuelle løsninger indenfor gældenede lovgivning mm.

Ansvaret ligger hos lederen. I det ledelsesrum kan alle ledere opleve tvivl om, hvad der er bedst at gøre. Nogle kunne få den tanke, at det ville være let og praktisk at erstatte tvivlen med endnu en retningslinje, der anviser hvad der er korrekt at gøre. Tjek.  Men tvivl er vigtig og der ér tvivl i lederskab. Tvivl er et udtryk for refleksion over ledelsesopgaven – det er fint og hverken kan eller skal sættes på formel.   I Helsingør Kommune forventer jeg mod af lederne. Mod til at træffe deres egne beslutninger baseret på deres ledelseserfaring, tvivl, refleksion og professionel vurdering. De har frihed til at handle, udtænke  innovative løsninger – og dele tankerne med deres medarbejdere og bistå dem med at sætte os fri af retningslinjernes tyranni i hverdagen.    I virkeligheden forventer jeg også af lederne, at de er menneskekendere. De skal kunne lede både på individniveau og fællesskabsniveau og have en stærk intuition ifht den enkelte medarbejders spillerum.

Jagten på flere retningslinjer er jagten på nulfejlskultur. En kultur, som vi ikke dyrker i Helsingør Kommune. Både ledere og medarbejdere skal turde satse, afprøve og ind imellem fejle – det ligger der en enorm læring i. I Helsingør Kommune har vi frihed til at fejle, lære og blive klogere. Det er en kultur vi er temmelig stolte af.

For mig at se kan retningslinjer, som svar på alle ledelsesdilemmaer, aldrig blive andet end en krykstok.