Foto: Dorte og Flemming Sørensen

Elgkalve i Nordjylland

Bæredygtighed

24/05/2017 08:23

Nick Allentoft

En af de fem elge, som er udsat i Lille Vildmose i juni sidste år, er nu set med en kalv.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De folk, som holder opsyn med området, havde observeret, at en elgko opholdt sig på det samme sted i tre dage, hvilket er usædvanligt. De nærmede sig derfor stedet og så koen med den nyfødte kalv. De har forventninger om, at en af de andre elgkøer også har fået en kalv, fordi den også har opført sig på samme måde i flere dage.

- Det er meget glædeligt, at elgene allerede formerer sig. Det er et klart tegn på, at de trives og finder den føde, de skal bruge for at leve i Lille Vildmose, siger driftsleder Jacob Skriver fra Aage V. Jensen Naturfond. Og han fortsætter:

- Når en elgko har kælvet, vil hun gemme sig og beskytte sin kalv. Derfor er det med største forsigtighed, at vores opsynsfolk undersøger, om der er kommet elgkalve i mosen.
Der vil sandsynligvis gå nogen tid, før det vil være muligt for besøgende at se elgkalvene i mosen. Men på et tidspunkt vil de også dukke op og begejstre de folk, som tilfældigvis er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Jacob Skriver understreger, at det er vigtigt at holde respektfuld afstand til både elge og kalve, hvis publikum skulle få øje på en kalv, så de kan få ro til at leve naturligt. Vær opmærksom på, at elgkoen er meget beskyttende over for kalven.

Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen glæder sig over familieforøgelsen i Lille Vildmose:

- Jeg er rigtig stolt over, at det, som vi har været med til at skabe rammerne for i Lille Vildmose, er lykkedes. Tænk, at vi allerede nu her 1½ år efter elgenes ankomst til mosen, kan glæde os over en familieforøgelse. Jeg er sikker på, at det blot vil gøre attraktionsværdien i mosen endnu højere, og få endnu flere besøgende til at lægge vejen forbi den naturperle, som Lille Vildmose i sandhed er, slutter Hans Henrik Henriksen.

Ud over de fem elge, som blev udsat i Mellemområdet i juni 2016, ankom der yderligere fem elge i januar i år. De trives godt og har indtil videre gået i et mindre hegn. De er lige blevet sundhedstjekket og fået GPS-sendere på. De er under fortsat tilvænning til mosen og forventes at kunne blive lukket ud i Mellemområdet på et tidspunkt i juni.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.