Maj Green har været vicedirektør i BMF siden 2009. Som leder af Erhverv og Vækst har hun blandt andet stået i spidsen for udarbejdelsen af Gladsaxes vækststrategi, Gladsaxes Erhvervspolitik og udviklingen af Gladsaxes erhvervsservice. Hun er formand for Rådet for Vækst, Styregruppen "Gladsaxeliv", og det fysiske spor i Rådet for Social Balance.
Hun er medlem af virksomhedsnetværket i den strategiske styregruppe for LOOP CITY og kommunens repræsentant i bestyrelsen for den nystiftede forening "Gladsaxe Erhvervsby". Samtidig er hun formand for det kommunale netværk for privat-offentlige bysamarbejder under Realdania, KL og Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.
Brænder for en by i balance
- Jeg brænder for by- og miljøudvikling, men især brænder jeg for at arbejde for en by i balance, både miljømæssigt, socialt og økonomisk. Jeg er meget optaget af at udnytte de potentialer, det lokale kommunestyre rummer. Ingen andre steder end i en kommune er så mange fagligheder og kompetencer samlet på ét sted.
Vi står i de kommende år overfor store opgaver i forhold til klimadagsordenen, forsyningssamarbejderne, byens omdannelse og letbanen. Som by- og miljødirektør vil jeg prioritere højt, at Gladsaxe Kommune bliver kendt som en kommune, der leverer hele vejen rundt. Det tror jeg på, at vi kan, fordi vi har utroligt dygtige og engagerede medarbejdere, som skaber resultater, der understøtter en attraktiv og bæredygtig by, siger Maj Green.
Blandt landets dygtigste til byudvikling
- Jeg er utrolig glad for, at Maj Green bliver vores nye by- og miljødirektør. Maj er en af landets dygtigste når det gælder strategisk byudvikling. Hun er en fantastisk netværker og har allerede skabt store resultater i forhold til at koble by, miljø og velfærd. Derfor glæder jeg mig til at samarbejdet med hende i rollen som direktør, siger Gladsaxes kommunaldirektør Bo Rasmussen.
Maj Green kommer oprindeligt fra KL, hvor hun beskæftigede sig for Teknik- og Miljø, senest som vicekontorchef. Hun tiltræder stillingen 1. september og tager over efter Philip Hartmann, som har valgt at drosle sit arbejdsliv ned for at få mere tid med familien.