Et storstilet forsknings- og inklusionsprojekt i Greve tager udgangspunkt i, hvad børnene mener om læring og trivsel. Børnenes svar skal bruges til at skabe en endnu bedre skole, fortæller Maj Buch, som er direktør for børne- og ungeområdet.
”Vi skal lytte til børnene, for de kan lære os voksne en masse om, hvad vi kan gøre, så de kan trives og lære bedst muligt”, siger Maj Buch. ”Vores trivselsmåling i Greve skal hjælpe os med at følge inklusionen og have fuld opmærksomhed på både enkelte børn og hele klassers trivsel og læring.”
De første resultater fra forskningsprojektet i Greve er med til at punktere en myte om, at inkluderede børn forstyrrer trivslen for andre elever.
”I medierne hører vi tit, at inkluderede børn i klasserne får de øvrige børn til at trives og lære dårligere. Det billede kan vi ikke genkende fra undersøgelsen i Greve”, siger professor Lars Qvortrup, Aalborg Universitet, som er ansvarlig for forskningen. Forskningsprojektet gennemføres i samarbejde med Aalborg Universitet og er støttet af Egmont Fonden med 5 mio. kr.
Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fondens Støtte- og bevillingsadministration forventer, at forskningsprojektet kan kaste lys over, hvad der virker i forhold til inklusion af børn med særlige behov.
”Inklusion er en af de store udfordringer i folkeskolen lige nu. Børnene i Greve giver vigtige input til forskningen og udvikling af metoder til inklusion, som kan bruges på folkeskoler i hele landet. Det forventer vi os meget af,” siger Henriette Christiansen.
Forskningsprojektet i Greve Kommune vil de næste to år følge udvalgte børn og klassers hverdag i skole og fritid. Ud over børnene er også lærere, forældre og pædagoger involveret i projektet.
Fakta om projektet
Forskningsprojektet ” Inklusion i børnehøjde” har fokus på at udforske og dokumentere, hvad der virker for at skabe god inklusion. Omdrejningspunktet er børnenes perspektiv og børnenes input til, hvordan der kan skabes gode læringsmiljøer, hvor børn trives og lærer. Forskningsprojektet varer i fire år fra 2013 – 2017 og foregår i et samarbejde mellem Greve Kommune,
Egmont Fonden og Aalborg Universitet.
Over 4000 børn har svaret på Greve kommunes lokale trivselsmåling og forskere har interviewet børn i 30 klasser om, hvad der virker, så de kan trives og lære.
Forskningsresultaterne offentliggøres i første forskningsrapport i maj måned.