Katja Dahlberg

Ny kommunikationschef til Køge Kommune

Ledelse

06/01/2015 10:57

Suleman Haider

Katja Dahlberg er fra den 1. februar 2015 Køge Kommunes nye kommunikationschef og får dermed ansvaret for at fortsætte arbejdet med at udvikle en professionel kommunikation både internt og eksternt.

Katja Dahlberg har ti års erfaring med kommunikation på såvel strategisk som operationelt niveau både for kommuner, regioner, ministerier og organisationer. Hun har blandt andet været rådgiver og personlig taleskriver for flere ministre i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet og været konsulent hos Advice A/S og Operate A/S, hvor hun har arbejdet med kampagner, kommunikationsstrategier, digitale løsninger og PR. Senest kommer Katja Dahlberg fra en stilling som senior kommunikationsrådgiver og souschef hos Koda, hvor hun har arbejdet med at professionalisere den samlede kommunikationsindsats.

Direktør, Lene Østergaard Lunde, ser meget frem til samarbejdet med Katja Dahlberg:

- Vores nye kommunikationschef har den faglighed, erfaring, strategiske tænkning, personlighed og drive, der skal til for sammen med organisationen at fortsætte udviklingen af en professionel kommunikation både i forhold til borgere, virksomheder, samarbejdspartnere og i forhold til de indre linjer. Jeg er sikker på, vi har fundet den rette person til Sjællands måske mest spændende stilling som kommunikationschef.

I det daglige bliver Katja Dahlberg chef for Køge Kommunes Kommunikationsafdeling, som udover kommunikationschefen har fire medarbejdere. Afdelingen arbejder med strategi, udvikling og rådgivning til organisationen. Samtidig har afdelingen ansvaret for kommunens overordnede kommunikationsstrategi, presse fra borgmester og Byråd, krisekommunikation, designlinje, overordnet indhold på koege.dk og intranet samt kommunens nye side på Facebook. 

- For mig er det en drøm at bliv ansat som kommunikationschef i en kommune, der står midt i en så rivende udvikling, som Køge gør det. Samtidig er Køge en kommune, der længe har arbejdet meget professionelt med kommunikation. En bedre gave kan jeg ikke få, udtaler Katja Dahlberg.

Uddannelsesmæssigt har Katja Dahlberg en baggrund som cand.mag. i dansk og filosofi fra Københavns Universitet. Katja Dahlberg er 37 år, gift, har to børn på henholdsvis 2 og 5 år og bor på Amager. I sin fritid dyrker Katja bl.a. motion og læser litteratur – både den klassiske og den nye. Undervejs har Katja Dahlberg også fundet tid til at være medforfatter på bogen ”Ukrudt” – en kogebog om nordiske urter.

I alt havde 46 søgt den ledige stilling som kommunikationschef.

 

Mest Læste

Annonce