Gamle vinduer bliver til væksthuse

Bæredygtighed

29/11/2018 11:30

Kolding Kommune

Oftest ender udtjente vinduer deres liv på genbrugspladsen, men elever på erhvervsskolen Hansenberg sikrer gamle vinduer fra skole i Kolding en bedre skæbne.

Marielundskolen i Kolding bliver i denne tid renoveret med blandt andet nye vinduer. De 27 år gamle vinduer lever ikke op til nutidens høje energikrav, og er skiftet ud med topmoderne trelags termovinduer. Sædvanligvis betyder det, at entreprenøren får besked på at aflevere de gamle vinduer på genbrugspladsen.

Byggetekniker Holger Iversen fra By- og Udviklingsforvaltningen i Kolding Kommune, der står for renoveringen på Marielundskolen, var dog vaks ved havelågen og kontaktede i stedet sin kollega Stella Steen Jensen. Hun står i spidsen for Kommunens satsning på cirkulær økonomi, der blandt andet har fokus på at genbruge materialer i stedet for at smide dem ud. Hun greb på stedet muligheden for at forlænge de 164 vinduers levetid.

- Selv om vinduerne er utidssvarende og ikke kunne isolere skolen tilstrækkeligt mod kulde, kan de sagtens få en ny funktion. Som cirkulær økonomi-kommune vil vi rigtig gerne gå forrest og vise de muligheder, der er for at give gamle materialer nyt liv, fortæller Stella Steen Jensen. Hun kom i kontakt med faglærer Per Madsen fra Hansenberg, der straks sagde ja tak til en tredjedel af vinduerne. De passer nemlig som fod i hose til et tre uger langt uddannelsesforløb for EUD og EUX-elever, der handler om bæredygtigt byggeri.

Vinduer bliver til væksthuse
På Hansenberg, der huser erhvervsuddannelser, fik eleverne en opgave, hvor de skulle designe og udføre et produkt, hvor der skulle indgå genbrugsmaterialer. Eleverne designede både højbede og fire væksthuse.

- De gamle vinduer passer perfekt ind i tankegangen omkring faget bæredygtigt byggeri, hvor vi blandt andet laver produkter med genbrugsmaterialer. Vi har fået et såkaldt ressourcepas fra Kommunens RE:DIRECT-projekt, hvor vi kan hente materialer på genbrugspladsen. Eleverne har været fyr og flamme, er gået all in på opgaven og har fx fundet en dør på genbrugspladsen til væksthusene, fortæller Per Madsen.

Når væksthusene er helt færdigbyggede, skal de placeres i Kommunens terapihave, i en daginstitution og på to skoler, Sanseslottet i Vonsild, Sjølund-Hejls Skole og Kongsbjergskolen i Lunderskov.

Skillevægge i genbrugscenter
Udover Hansenberg har renovationsafdelingen i Kolding Kommune også fået en tredjedel af vinduerne. De skal meget passende bruges i det nye genbrugscenter på Bronzevej som rumdeler i det nye byggeri.

- Det giver rigtig god mening for os at genbruge byggematerialer i vores nye genbrugscenter og på den måde inspirere borgere og virksomheder, der kommer forbi. Hele idéen med det nye genbrugscenter er, at det skal bygges op omkring direkte genbrug, hvor borgerne både kan aflevere og hente materialer og på den måde fremme cirkulær økonomi, forklarer Martin Pedersen Stub, der er projektleder for det nye genbrugscenter.

Den sidste tredjedel af vinduerne indgår i et samarbejde med Hedensted Kommune omkring cirkulær økonomi.

 

 

 

Mest Læste

Annonce

05/10/2024

Jo tidligere kræft opdages, jo større er dine chancer for helbredelse. Kender du de 7 advarselstegn, der kan redde dit liv? Læs med her og bliv klogere på de skjulte symptomer, du ikke må overse.