Thomas Jaap kommer fra et job som drifts- og anlægschef i Sønderborg Kommune og tiltræder i sit nye job den 1. april 2016. Her afløser han Bent Peter Larsen, som har valgt at gå på pension.
Thomas Jaap kommer til at spille en væsentlig rolle i at videreudvikle Varde Kommunes målrettede arbejde med visionen ”Vi i Naturen”, hvor erhvervsliv og borgere er aktive medspillere. En anden strategisk opgave bliver at styrke arbejdet med at fremme erhvervsklimaet og bosætningen i hele Varde Kommune.
Visionen i Varde Kommune passer godt til Thomas Jaap som, udover et overbevisende CV, også har stor interesse for friluftslivet og naturen, hvor jagt og sejlads hører til blandt de foretrukne interesser.
FAKTA:
- Thomas Jaap er oprindeligt uddannet bygningsingeniør og har siden suppleret uddannelsen med en HD og en master i ledelse.
- Han har mange års erfaring fra både den private og offentlige sektor. Efter endt uddannelse i 2003 blev han først ansat i COWI. I 2008 skiftede Thomas Jaap til en stilling som kontorchef i Odense Kommunes By og Kulturforvaltning, inden han i 2013 blev drifts- og anlægschef i Sønderborg Kommune.
- Thomas Jaap er bosat i Kolding med sin familie.
- Varde Kommunes fælles vision ”Vi i Naturen” indrammer fortællingen om det gode liv i Varde Kommunes naturskønne omgivelser, hvor der er godt og trygt at slå sig ned for både virksomheder og borgere.
Kommunaldirektør Mogens Pedersen:
-"Med Thomas Jaap får Varde Kommune en dynamisk leder, som vi føler, er det helt rigtige match. Thomas Jaaps drive og erfaring fra både den offentlige og private sektor giver ham gode forudsætninger for at kunne gøre en forskel fra dag et. Udover stærke faglige kvalifikationer har vi har også lagt vægt på Thomas Jaaps gode samarbejdsevner og tilgang til arbejdet, som både erhvervsliv, borgere og medarbejdere i Varde Kommune, kan se frem til at stifte bekendtskab med".
Kommende direktør for Plan, Kultur og Teknik, Thomas Jaap:
-"For mig har Varde Kommune været et oplagt valg. Den vilje til udvikling og nytænkning jeg har oplevet i Varde Kommune er helt unik. Her er der virkelig vilje til at omsætte strategier og visioner til konkret værdi for kommunens borgere og erhvervsliv. Fundamentet er godt, så jeg glæder mig meget til at give mit bidrag til, at Varde Kommune bliver et sted, som hverken tilflyttere, virksomheder eller turister kan komme udenom".