Krise-kradseri: Top og bund

Valget nærmer sig. Demokratiets fest. I mine yngre dage var jeg en idealistisk deltager, som politisk aktiv og valgtilforordnet. Men på det seneste har tvivlen, sort og grum, gnavet i mig skriver lektor Peter Aagaard. Læs hans samtidsdiagnose, og hvordan det står til med vores samfundstruktur lige før valget.

Kriserne kradser, også i min hovedbund, hvor kulturpessimismens nej-hat er begyndt at gro fast. En forstemmende tvivl er tonet frem: For er det en demokratiets fest, der nærmer sig, eller er det snarere en parodi på samme?

Politiske partier fra Washington til København oplever det. Offentlige organisationer oplever det. Ja, også frivillige organisationer oplever det: Der er ikke længere sammenhæng mellem top og bund. Det har der givetvis ikke været længe.

Men det er først nu i krisernes tid, at det bliver mærkbart.


Så blandt de mange kriser har vi i dag også en generel demokrati- og repræsentationskrise. Top og bund er gledet fra hinanden. Hvis der var tale om et parforhold, så befinder vi os muligvis i forstadiet til det endelige brud.

Elite og leverpostej

Toppen – er dem der identificerer sig som elite. Vi finder dem i organisationernes topledelse og den politiske klasse.

Bunden – er dem der identificerer sig selv som den brede befolkning. Det vil sige lønmodtagere, ’det leverpostejs-smørende folk’, samt de grupper, der føler sig marginaliserede, miskendte og ignorerede på grund af deres identitet, køn, seksualitet, etnicitet eller religion.

På toppen oplever de, at det blæser kraftigt. Konstant er der nye, vanskelige og komplekse krav, de skal forholde sig til. På toppen tænker de, at andre og større kræfter handler, hvis ikke vi selv handler.

Toppen ser bunden som illoyal. De brede masser er i deres følelsers vold, og har i bund og grund opgivet at deltage i det kølige, rationelle udsyn på tingenes tilstand, man mener at have på toppen.

Har vi virkelig betroet dem magten?

På bunden føler de sig forrådt. Toppen har ingen troværdighed. I bundens optik formår toppen ikke at finde duelig svar på de mange kriser - miljøkrise, finanskrise og socialkrise. Medinddragelse er blevet lig med den årlige MUS-samtale, administrative spørgeskemaundersøgelser eller borgermøder uden reelt indhold.

Bunden ser toppen som befolket af flade personer uden troværdighed, uden karisma, uden appel. De har intet egentligt politisk projekt, men taler i generelle, bløde termer, der gør, at man ikke kan beskylde dem for noget eller genkende dem som noget. – Har vi virkelig betroet dem magten? synes bunden at spørge sig selv.

Det demokratiske teater

Både bunden og toppen isolerer sig i stigende grad.  Toppen har opgivet at række ud efter bunden. Bunden har opgivet troen på lederskab knyttet til personer og formelle organisationer. For helheden er blevet for kompleks. Evnen til at overskue det hele rækker ikke længere.

Løftebrudsdiskussioner er derfor kommet for at blive. De er et symptom på en dybere tillids- og styringskrise. Lederskab med bred bundklang er blevet en mangelvare. Offentligheden fragmenterer i stadig mindre del-offentligheder, og folkebevægelserne er som bekendt døde forlængst. Den brede solidaritet, empatien med dem der ikke minder om én selv, er væk.

Klart at toppen kan skabe lederskab med bundklang ved at appellere til udvalgte segmenter gennem en ufleksibel kontraktpolitisk dagsorden. Men det kan næppe favne bredt, - og prisen vil være manglende mulighed for at give et passende svar på nye uventede begivenheder.  

I politik har toppen et forsvar: De fortsat høje stemmeprocenter ved valgene. Lettere dopede på stress-hormon går bunden til stemmeurnerne, og sætter deres kryds på baggrund af umiddelbare sympatier. De kan ikke overskue andet. De er passive deltagere i toppens demokratiske teater.

Men det varer ikke ved. Om en generation er det slut med de høje stemmeprocenter, fordi det er de færreste unge, der bliver socialiseret ind i en politisk deltagelseskultur.

Skønne, spildte kræfter

Borgerskab forstået som aktiv deltagelse er en død sild. Men borgerskaben eksisterer trods alt fortsat. For bunden selv-organiserer – omkring selvtilstrækkelig identitetspolitik, i spontane mobs, protestbevægelser og online-ytringer baseret på mavefornemmelser, - eller i ambitiøse lokal- og selvorganiserede dele-økonomier. Skønne, spildte kræfter, da det sjældent får konsekvenser for den kurs, som toppen udstikker.

I toppen har økonomitænkningen kapret den politiske beslutningsproces og gjort politik til et sprogligt uforståeligt sted, eksklusiv for en lille klan af scient.pol’er.

Den intellektuelle klasse, der kunne formulere nye, bredt favnende idéer isolerer sig i selv-referentielle peer-review systemer.

Medierne, der siden den frie presses begyndelse har indtaget pladsen som brobyggende led mellem top og bund, er også gået i selvsving. Medierne gør Christiansborg-politik til en blanding af teater og reality tv og underkaster sig selv-isolation i forhold til top og bund. Tænk blot på dækningen af Løkke Rasmussens bebudede exit fra dansk politik.

En tilbygning, vi rejser..

Men er et demokrati 2.0 muligt? Næppe som et helt nyt system. Det liberale demokrati har i dag ikke nogen værdig rival. Men så som en tilbygning? Ja, måske, såfremt alle begyndte at fokusere på det brobyggende frem for det selvtilstrækkelige.

Den politiske kultur ville blomstre. Vi ville få medier som dokumentarister af virkelighed fremfor skabere af pseudo-virkelighed, vi ville få intellektuelle som folkeoplysende kreativister, og politikere som brobyggende idealister fremfor blot kalkulerende realister.

Alle kan se problemerne, men ingen kender løsningerne. Ikke engang ophavsmanden til konkurrencestatsbegrebet, professor Ove Kai Pedersen, der på en CBS-konference i november om offentlig lederskab erkendte, at konkurrencestaten har et reelt legitimitetsproblem.

Hvor er vi på vej hen?

I det kulturpessimistiske lys tegner der sig tre mulige scenarier for løsning:

1. Nye medier formår at genetablere en dialog mellem top og bund, brede bevægelser genetableres, - og det liberale demokrati tager endnu en sejrsrunde. Her har vi fået masser af nye medier, men vi har endnu til gode at se en revitaliseret offentlighed.

2. Markedet og kollektiver organiseret fra bunden tager over. Statslige systemer og nationer bryder sammen, fordi selvejende institutioner og deleøkonomier erstatter behovet for staten. Problemet med dette scenarie er blot, at mange deleøkonomier er for de få og ressourcestærke, som uden stat lader Fanden tage de sidste. Inden vi kommer så langt, så har markedet med det klassiske, industrialiserede konsum dog sandsynligvis taget de fleste.

3. Postdemokratiet indfinder sig og toppen regerer på egne veje. Den indfører og veksler mellem fleksible superstandarder, alt fra Lean til bornholmske folkemøder, for i det mindste at vise vilje til at samle folk bag sig i forsøget på at forbedre. Men det er ledelses-teater. For alle ved godt, at magten er andre steder.

Nå, men ja-hatten på igen. Stemmeurnerne venter forude….

 

Emneord: Tillidsrefom, Peter Aagaard, Innovation, Borgerinddragelse, Centralisering, Implementering, Styring, Demokrati
Aagaards blog om politik og ledelse på DenOffentlige.dk Peter Aagaard er lektor på RUC. Han har i flere år forsket i offentlig ledelse og organisation, samt politisk kommunikation. Senest har han skrevet bogen "Politisk kommunikation: Nye tider og nye...
Aktivitet: Artikler: 8 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også