Vi lærte det på den hårde måde: I mange år havde vi udviklet nye produkter isoleret, bag lukkede hegn. Med succes. Vi havde opfundet både kassettebåndet og cd’en. Men pludselig blev vi overhalet. Vi var simpelthen ikke innovative nok, og tingene gik meget hurtigere i Østen, skriver direktør Ulrik Rokkedal Therkildsen fra Philips Healthcare Danmark.

Krise satte gang i Philips: Vi lærte det på den hårde måde

Philips lærte på den hårde måde, at innovation er overlevelse. I dag er virksomheden blandt de globalt førende på innovative ambitiøse partnerskaber inden for offentlig privat innovation. Læs her et wake up call til de danske beslutningstagere, der har holdt skåltalerne, men mangler at følge op for alvor.

I Philips er vi glade for at få muligheden for at tage OPI-stafetten op, da netop innovation er kernen i vores forretning. For os handler innovation om at tænke langsigtet, om at have mod og visioner, men også om at innovation er noget, der skal efterspørges. Innovation betyder også at vanetænkning og siloer skal nedbrydes.

OPI-stafetten

OPI-stafetten skal udvikle og udbrede viden om, holdninger til, udfordringer for og de mange muligheder i Offentlig-Privat Innovationssamarbejde.

Hvordan kan det offentlige og erhvervslivet sammen udvikle nye løsninger, som har potentiale til at give skatteborgerne mere for deres penge, og virksomheder muligheder for at skabe ny vækst og arbejdspladser? 

Det er OPI-Lab - Laboratorium for offentlig-privat innovation og velfærdsteknologi - der igangsætter stafetten på DenOffentlige.dk. 

Vi lærte det på den hårde måde: I mange år havde vi udviklet nye produkter isoleret, bag lukkede hegn. Med succes. Vi havde opfundet både kassettebåndet og cd’en. Men pludselig blev vi overhalet. Vi var simpelthen ikke innovative nok, og tingene gik meget hurtigere i Østen.

Philips tog konsekvensen af den udvikling for en del år siden: Vi rev hegnet ned omkring R&D centret i Eindhoven og inviterede andre virksomheder, start-ups, universiteter etc. til at lave innovation i fællesskab. Sammen. Samtidig begyndte vi at flytte innovation og R&D-centre ud til de markeder, der rykkede mest, og hvor rammerne for udviklingen af fremtidens produkter og ikke mindst løsninger var bedst.

Transformede virksomheden

Det ikke bare ændrede Philips grundlæggende måde at arbejde på og innovative styrke. Det transformerede også Philips fra at være en virksomhed fokuseret på forbrugerprodukter til i dag at have healthcare som sit største forretningsområde.

Og netop healthcare er i den grad også et meget stort ’forretningsområde’ for Danmark. Der vil således over de kommende år blive investeret mere end 40 mia. kr. i healthcare – bl.a. 16 nye sygehusbyggerier. Og Danmark vil - på linje med resten af kloden - opleve et voldsomt stigende pres på de offentlige sundhedsudgifter.

Vi vil se flere ældre, flere (multi)kronikere, flere kræfttilfælde. Samtidig bliver der færre til at betale, og der vil opstå flaskehalse med hensyn til at skaffe det nødvendige personale – noget vi allerede ser i dag i visse yderområder.

Udviklingen skal ske bedre og hurtigere end nogensinde før

Svaret på den monumentale udfordring er at udvikle og drive bedre løsninger. Hvilket vil sige: Øget kvalitet, hurtigere diagnosticering, smartere arbejdsgange, mere sammenhængende patientforløb, øget digitalisering, mere udlægning i eget hjem osv. – og alt sammen helst for færre ressourcer. Og løsningerne skal udvikles bedre og hurtigere end nogensinde før.

Læs mere om OPI

Følg vores store tema med fokus på offentlig-privat-innovationssamarbejde, OPI. Klik her.

I Danmark har Philips allerede flere OPI-projekter i gang med Syddansk Sundhedsinnovation i Region Syddanmark. Her vil vi i fællesskab udvikle nye og innovative løsninger til de kommende supersygehuse, men samtidig arbejde i et innovationsmiljø med lokale start-ups, så der kan skabes arbejdspladser i regionen.

Det sker, fordi vi i Philips ser meget store synergieffekter af den offentlig-private innovation. Vi kan på den ene side som virksomhed tilbyde know-how, tunge udviklingsafdelinger og innovationskraft. Mens vores partnere – i dette tilfælde hospitalerne – kan tilbyde en enorm fagspecifik viden, idéer samt et klinisk miljø, hvori løsningerne kan udvikles og testes. Samtidig kan små lokale start-ups være med til at booste innovationsprocessen.

Fornyelsen ligger i driften

Den virkelige innovation kommer imidlertid først, når man samarbejder på længere sigt og ikke blot i udviklingsfasen. Det er i selve driften på hospitalerne, at de virkelige innovative gevinster kan hentes.

OPI-projekter er fine og gavnlige. Men hvis hospitaler efterfølgende udelukkende efterspørger allerede eksisterende produkter til lavest mulige pris, ja så har man ikke flyttet sig langt nok.

Danmark får ganske simpelt ikke morgendagens hospitaler ved at udstyre dem med gårsdagens teknologi. Billige produkter er sjældent de mest innovative – og i det fleste tilfælde heller ikke den billigste løsning.

De virkelige innovative produkter er ofte dyrere i anskaffelsespris, men vil i langt de fleste tilfælde være den billigste løsning på lang sigt – og samtidig være med til at give bedre patientbehandling og understøtte den kliniske forskning.

Stockholm tør

Hvis man vil have innovation skal man efterspørge innovation. I praksis betyder det øget brug af funktionsudbud og partnerskabsmodeller. Et aktuelt eksempel er Philips nyligt indgåede samarbejdsaftale med Nya Karolinska Sjukhuset i Solna (NKS), Sverige.

Her har vi indgået en op til 20-årig samarbejdsaftale, baseret på et funktionsudbud. Philips indkøber, installerer og servicerer alt billeddiagnostisk udstyr til det nye hospital. Og uddanner medarbejderne i brug af udstyret. Det vil heller ikke blot være vores eget udstyr, vi leverer. Vi kommer til at levere udstyr fra samtlige leverandører.

Men den innovative hjørnesten i samarbejdet er i virkeligheden, at parterne løbende skal drive innovation i fællesskab. Det indebærer bl.a., at Philips opretter og bemander et R&D center i forbindelse med hospitalsbyggeriet. Udover de umiddelbare innovative og driftsmæssige gevinster, skal samarbejdet sikre, at nye og mere effektive behandlingsformer kommer hurtigere på markedet og dermed kommer en langt større skare af patienter til gode.

Det banebrydende samarbejde er ikke en fiks ide. Det er et led i en overordnet vision i Stockholmsregionen om at komme tilbage i toppen af i verdenseliten inden for life science.

Erfaringer fra offentlige-private samarbejdsprojekter fra hele kloden viser, at Stockholm har fat i noget af det rigtige.

Det afgørende for innovation er dialogen mellem parterne, og at man ikke låser sig fast på et produkt fra starten, men finder frem til en løsning i stærkt, forpligtende samarbejde.  

Det lyder alt sammen meget godt. Men hvor er så de store partnerskaber og samarbejder, hvor den virkelig nyskabende innovation finder sted – og vel at mærke i stor skala? Hvor er modet til at tage samarbejdet med videre fra innovationscentrene og ind i driften på hospitalerne?

Danmark er på vej

Det er begyndt at ske noget. Også i Danmark. Det gælder eksempelvis Philips’ glimrende samarbejde med Region Syddanmark, der viser, at man kan tiltrække selv globale virksomheder som Philips og Microsoft, hvis rammerne er til stede. Og det gælder vores samarbejde med Region Hovedstaden om udvikling af ”Sansefødestuen” på Nordsjællands Hospital i Hillerød sammen med hospitalets personale og virksomheden Wavecare - som denne blogstafet iøvrigt indledes med en scene fra i Margrethe Vestagers indlæg.

Men vi skal meget videre. Vi skal tage de gode erfaringer med fra de forskellige OPI-projekter og skalere dem op og gøre dem eksportérbare. Vi skal i fællesskab skabe den innovation, der er nødvendig for at møde de udfordringer, som er globale, og som Danmark har mulighed for at skabe løsninger til. Så bliver det ikke blot til gavn for de danske patienter og personalet på sygehuset, men i lige så høj grad for vores eksport og for skabelsen af danske job.

Konkurrencen er intens

Det er vigtigt at huske på, at vi i Danmark ikke er de eneste, der rykker. Vi er i konkurrence med en lang række regioner og lande – og mange steder går udviklingen ekstremt hurtigt, så det er et kapløb, vi deltager i.

Philips har netop påbegyndt byggeriet af et R&D-center i Singapore, der blandt andet kommer til at indeholde et tele health center, hvor hospitaler på afstand kan monitorere og behandle patienter udlagt i eget hjem. Philips leverer ikke blot produkter, men er integrator i hele infrastruktur-processen.

Som leverandør til sundhedssystemet lægger vi derfor vores ressourcer der, hvor rammerne er til det. Vi vil i dén grad gerne tage ansvar. Både for et stærkt samarbejde og for det outcome, der leveres i driften i sundhedsvæsenet. Og for at skabe den ægte innovation, der er nødvendig for at bibeholde et sundhedssystem i verdensklasse - og samtidig gøre innovationen eksportérbar efterfølgende.

 
Emneord: OPI, OPI-stafetten, Offentlig Privat Innovation, OPS, Philips, Eksportstrategi, Velfærdseksport, Velfærdsteknologi, Ulrik Rokkedal Therkildsen
OPI-stafetten på DenOffentlige.dk OPI-stafetten skal udvikle og udbrede viden om, holdninger til, udfordringer for og de mange muligheder i Offentlig-Privat Innovationssamarbejde....
Aktivitet: Artikler: 15 | Events: 1 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også