Som distanceleder skal du lade være med et tro, at du selv kan påtage dig alle opgaverne. Det er rigtig vigtigt, at du tør overlade initiativet til de medarbejdere, der selv tager initiativer og er motiveret for at påtage sig en given opgave og så stole på, at de kan løse den,” siger Michael Uhrenholt fra fagforeningen Lederne.

Ledelse under coronakrisen: Værn om dig selv og giv plads til fleksibilitet

Ledelse

23/03/2020 07:15

Kristian V. Jensen

”Husk at værne om dig selv og giv plads til fleksibilitet hos dine medarbejdere!” Sådan lyder det vigtigste budskab i håndtering af distanceledelse i disse corona-tider fra Michael Uhrenholt, der er teamleder og ledelsesrådgiver i fagforeningen Lederne, der organiserer 115.000 ledere fra det danske erhvervsliv. Og han ved, hvad han taler om, for efter han er kommet hjem fra en skiferie, sidder han selv i karantæne i et sommerhus i Nordsjælland, hvorfra han leder sit team.

I en tid, hvor mange arbejdspladser er lukket ned på grund af coronakrisen, og tusindvis af medarbejdere arbejder hjemmefra, befinder vi os i en situation, der kræver noget ekstraordinært af den enkelte medarbejder. Og det kræver ikke mindst noget helt ekstraordinært af deres ledere. For hvordan leder man en medarbejdergruppe i den situation?

”7 gode råd til distanceledelse”

Michael Uhrenholt, der selv er teamchef og ledelsesrådgiver i fagforeningen Lederne, kender situationen på egen krop. Han sidder selv i selvvalgt karantæne i et sommerhus i Smidstrup i Nordsjælland, efter han for halvanden uge siden kom hjem fra skiferie. Og her bliver han og hans rejsefæller, indtil ”vores familier vil have os hjem igen,” siger han til POV DenOffentlige.

Allerede kort efter sin hjemkomst samlede han  ”7 gode råd til distanceledelse”, som han delte på Ledernes hjemmeside, men som han siger: ”Der løber vand i åen hele tiden, og man lærer hurtigt af sine erfaringer.”

Virtuelt morgenmøde tre gange om ugen

”Som distanceleder skal du lade være med et tro, at du selv kan påtage dig alle opgaverne. Det er rigtig vigtigt, at du tør overlade initiativet til de medarbejdere, der selv tager initiativer og er motiveret for at påtage sig en given opgave og så stole på, at de kan løse den,” siger Michael Uhrenholt, der tre gange om ugen holder et virtuelt morgenmøde med hele sin medarbejdergruppe.

”Til hvert møde udsender jeg en mini-agenda. Det er ikke, fordi jeg skal styre hele mødet, men det er for at være sikker på, at hvis jeg har noget vigtigt på hjertet, så er det kommunikeret ud til gruppen.”

Hav tiltro til dine medarbejdere

”Jeg understreger også, at de kan bruge mig ved at ringe eller skrive i det omfang, der er brug for det. Men det er lige så vigtigt, at medarbejderne bruger hinanden som kolleger, lige som de ville have gjort i en normal situation, hvor man sidder dør om dør eller i et fælleskontor på arbejdspladsen. Det er vigtigt at sige til dine medarbejdere, at du har fuld tiltro til, at de bruger hinanden i forhold til, hvem de nu synes vil være den bedste bidragsyder i forbindelse med det, de har gang i. Det eneste, jeg beder om, er at få en orientering om, hvad der foregår.”

Transparens og fælles overblik er sindssygt vigtigt

”For at skabe transparens i vores arbejde samler jeg i et fælles dokument alle vores indsatsområder, hvad den enkelte sidder og arbejder på, og hvilke ting der skal løses inden for det næste stykke tid. Her er der ikke noget, der er prioriteret eller sat op i en tidsramme, men det betyder, at alle ved, hvad deres kolleger har gang i, så de har mulighed for at byde ind, hvis de har noget at bidrage med. Den form for transparens og fælles overblik er sindssygt vigtigt og er noget, jeg ville have uddybet mere, hvis jeg havde skrevet mine ”7 punkter” i dag.”  

Både lederen og medarbejderen skal passe på sig selv

”Det kan blive farligt for os som ledere, hvis vi binder os til at skulle være det eneste forbindelsesled mellem medarbejderne. Så ender man nemt i en situation, hvor man har alt for mange bolde i luften på en gang. Og som leder skal man huske, at man skal passe på sig selv, lige som det er vigtigt, at medarbejderne har det godt.  

”Udover vores fælles virtuelle møder har jeg også en-til-en-samtaler med medarbejderne. Det giver en tættere kommunikation og er en løs snak om, hvor de er henne med deres opgaver, og hvordan de i det hele taget har det. Mange af os er jo lidt utrygge, fordi vi ikke ved, hvor længe det her varer ved, og hvad der sker på den lange bane. Og det kan være voldsomt udfordrende for de medarbejdere, som skal håndtere at have små børn hjemme, samtidig med at de passer deres arbejde.

Derfor et mit vigtigste budskab til lederne: Husk at værne om dig selv. Og giv samtidig plads til, at der skal være fleksibilitet i hverdagen for de medarbejdere, der har børn og især små børn,” understreger Michael Uhrenholt.

Foto: Pressefoto

Mest Læste

Annonce