Den store bestikkelsessag: Belastende mails lægges frem

Ledelse

30/11/2016 12:16

Nick Allentoft

Interne mails fra it-leverandøren Atea taler om at "smøre" offentligt ansatte i sag om bestikkelse. Anklager kræver ubetinget fængsel.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Udtrykket "at smøre nogen" er et almindeligt synonym for bestikkelse. Så når udtrykket dukker op i en mail i en retssag om netop bestikkelse, så vækker det en vis opsigt.

Og det gjorde det - dukkede op altså - onsdag formiddag i Retten i Glostrup, hvor tre mænd sidder tiltalt for som offentligt ansatte at have modtaget gaver fra ansatte hos it-leverandøren Atea.

Bestikkelsesskandalen fra Region Sjælland

Bestikkelsesskandalen begyndte i Region Sjælland og spredte sig siden til en række andre offentlige myndigheder. Sagen er kaldt Danmarkshistoriens største, og har tråde til flere andre myndigheder. IT-giganten ATEA spiller en central rolle.

Læs alt om skandalen her. 

- Hvis der er nogen, der skal smøres, så skal det være med andre produkter end Apple, lyder det i den interne mail, som en leder i Atea tilbage i 2007 sendte rundt til en stor gruppe af salgschefer.

Netop Apple-produkter, såsom iPhones og iPads spiller en rolle i sagen. De tre mænd har som ansatte i Københavns Kommune og i DSB flere gange fået disse og andre produkter til spotpris. Hvis ikke gratis.

- Det lever ikke op til den standard, som man kan forvente af offentligt ansatte. Den kultur skal nedbrydes, lyder det fra Bagmandspolitiets specialanklager Jørn Thostrup.

Navnlig en tidligere Atea-medarbejder, H, spiller en betydelig rolle i relation til to af de tre tiltalte i sagen. Manden er beskyttet af navneforbud. Han er nemlig selv sigtet i sagen. I en mail fra H til en kollega i Atea skrev H på et tidspunkt om, at man stod til at tabe en række udbud - og dermed penge - til en konkurrent.

- Vi kan håbe på, at B har mulighed for at påvirke projektgruppens beslutning, men det er meget tvivlsomt, lød det i mailen fra H.

B er en af de tre tiltalte. Han er anklaget for at have modtaget elektronikgaver for mere end 40.000 kroner under sin ansættelse i Københavns Kommune.

Sagen udspringer af en politiaktion, hvor 31 personer i sommer blev sigtet for enten at modtage eller at yde bestikkelse. Aktionen skete på baggrund af en aktion et års tid forinden, hvor seks mænd endte med at blive fængslet.

Der var tale om ansatte i Atea, firmaet 3A-it og forskellige offentlige instanser.

Anklager kræver ubetinget fængsel Anklager Jørn Thostrup kræver ubetingede fængselsdomme, og straffene til de tre bør ligge mellem 40 dage og fire måneder. Det krav har anklageren fremsat i et retslokale i Glostrup onsdag eftermiddag. Her sidder de tre tiltalt for at have ladet sig bestikke med elektronisk udstyr af ansatte i it-leverandøren Atea. De nægter sig skyldige.   De tre modtog som ansatte ved Københavns Kommune og DSB blandt andet iPhones og iPads fra it-leverandøren. Alle tre sad i stillinger, hvor de stod for indkøb af it-udstyr til deres arbejdsplads.   - Jeg har lagt vægt på sagernes alvorlige karakter. Det rækker langt ud over det udbytte, de har opnået. Det har alvorlige samfundsmæssige konsekvenser, hvis bestikkelse vinder udbredelse, lyder det fra Jørn Thostrup.   Den strengeste straf bør gives til en tidligere ansat i Københavns Kommune, som havde stor indflydelse på indkøb af it-udstyr til hele kommunen.  Han er anklaget for otte gange at have modtaget gaver til en samlet værdi over 40.000 kroner. Jørn Thostrup mener, at han bør straffes med fire måneders fængsel.   En anden mand, som har været ansat i DSB, bør straffes med tre måneders fængsel. Han har angiveligt også modtaget en række gaver fra sælgere i Atea, men værdien er noget lavere, under 20.000 kroner.

Det er endnu ikke afgjort, hvornår der falder dom i sagen mod de tre tiltalte. Det bliver formentlig i denne uge.

  OVERBLIK: Offentligt ansatte mistænkt for bestikkelse Den såkaldte Atea-bestikkelsessag er vokset og vokset siden sommeren 2015. Få et overblik her.   * Juni 2015: En række personer med tilknytning til Atea og it-firmaet 3A-it samt flere offentligt ansatte, herunder en ansat i Rigspolitiet, bliver anholdt og sigtet. Efterfølgende bliver seks personer varetægtsfængslet.   * Sagen opstod efter en udbudskrig mellem Atea og 3A-it. Atea orienterede efterfølgende udbyderen, Region Sjælland, om en mistanke om urent trav. Det fik regionen til at melde sagen til politiet.   * Denne del af sagen drejer sig blandt andet om en Formel 1-rejse til Dubai til en værdi på over 400.000 kroner, som angiveligt skulle have fungeret som bestikkelse.   * Efterforskningen af sagen førte efterfølgende til en række nye mistanker mod offentligt ansatte. 31 personer bliver sigtet i sagen for overtrædelse af straffelovens paragraf 144.   * Paragraffen forbyder offentligt ansatte at modtage penge, gaver eller andre fordele. Formålet er at beskytte tilliden til de offentlige myndigheder.   * Dog er det tilladt at modtage såkaldte taknemmelighedsgaver - for eksempel en æske chokolade fra pårørende på et plejehjem - eller mindre gaver ved mærkedage.   * De nye sager er mindre i omfang end sagerne fra sommeren 2015. De nye sager handler blandt andet om modtagelse af gaver i form af elektronisk udstyr, såsom computere og telefoner.   * Af de 31 sigtede er der rejst tiltale mod 12 indtil nu. Anklagemyndigheden har opgivet sagen mod 9, mens der i 10 af sagerne endnu ikke er taget stilling til, om der skal rejses tiltale.   * De sigtede fra den oprindelige sag fra sommeren 2015 - herunder de mænd, der en periode sad fængslet - har endnu ikke fået svar på, om der bliver rejst tiltale mod dem.   /ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.