Jeg vil tage folkeskolereformen som et godt eksempel. Ikke fordi Antorini er værre end de andre ministre, tværtimod, hun stod stærkt ud, havde en baggrund og havde forberedt sig, og styr på sin egen forberedelse samt ytringer inden det hele gik i gang. Hun har altså de allerbedste forudsætninger for at skabe en god reform og en god proces omkring den. Der er da også proces omkring folkeskolereformen, men den virker ekskluderende på de der ikke "køber hele pakken".
Læs også: Canadisk ekspert: Skolekonflikt er ødelæggende
For der er meget i reformplanerne som ikke virker overbevisende. Det kniber gevaldigt med at skaffe forskningsbelæg for heldagsskolen og at øge timetallet. Det kan da godt være man i reformer ofte må gribe til løsninger der ikke er forskningsbelæg for, men skal der så ikke være en slags kompensation herfor i form af at kalde flere praktikere ind, med forskellige synspunkter vel at mærke, og at styrke den offentlige debats nuancer. Et symptom på sprækkerne i processen er de svar Antorini og andre officielle giver på kritiske debatindlæg i pressen, de får sig nogle ordentlige bøllebank.
Ofrene for bøllebank
Værre bliver det, når ofrene for bøllebank er de medarbejdere der siden skal gennemføre reformen. Her spiller man højt spil fra regeringens side.
Der er mange eksempler på, at selv de bedste intentioner kommer til kort, når offentlige reformer gennemføres i en konfliktende form. Lad være at der kan være et vist offentligt uenighedsniveau om selve de overenskomstmæssige detaljer (omend de er vigtige, er det ikke detaljerne der skiller).
Men det hele foregår i en stemning af, at lærerne skal indse at de er dovne og slet ikke dygtige nok. Gad vide hvad de "voksne" politikere ville sige, hvis lærerne selv udøvede den slags (mis)tillidsledelse over for eleverne, vore kære børn, nej det vil dog være at tage regeringen på ordet på en måde det nok ikke var tænkt. Jelved er nu ofte den kloge ugle der ikke kan se kejserens klæder, og det var elegant at hun udtalte sig med et stød i solar plexus, men samtidig selv kastede redningskransen ud da hun sagde "at det kun var for sjov".
Forstår Slotsholmen praksis?
En "normalisering" er det udtryk de offentlige arbejdsgivere har brugt om hvilken arbejdstidsaftale de vil have. Det bliver dog svært at forstå den normalisering, når der samtidig siges at egentlig skal der slet ingen aftale være, det er noget ledelsen beslutter og meddeler den enkelte lærer.
Det afdækker et andet problem regeringen har. Den er - uden at jeg rigtig kan forstå hvorfor - blevet meget afhængige af embedsapparatet, de der står allernærmest på Slotsholmen. Og der er altså en del ting om praksis i den offentlige sektor som Slotsholmen ikke forstår, ok, de har ringe tid til også at skaffe sig så meget viden, men de klogeste allierer sig dog med nogle andre der har viden de ikke selv har.
Taler vi praktisk driftsledelse, kan man ikke aftale alting mellem leder og den enkelte medarbejder, det vil blive upraktisk og uoverskueligt, og en form for aftaler må der til. Måske nok meget mere lokalt end før, hvilket da også en tredjedel af landets kommuner de senere år har fundet løsninger på, de har indgået aftaler med den lokale lærerforening. Aftaleformerne kan være forskellige fra faggruppe til faggruppe, og det har da rigtignok irriteret mange ledere og politikere, at lærerne ønsker at fastholde flest mulige centrale regler. Men nogle kompromiser, nogle gradvise måder at udvikle aftaleformerne, vil(le) være muligt. Arbejdstidskampen vil - hvis ikke nogen får den godt landet i sidste øjeblik - kaste skygger over folkeskolen 10 år frem, prisen bliver høj for at opnå nok nogle marginale gevinster (idet jeg forudsætter at lærerne også har villet give noget i et kompromis).
