foto: ftf.dk

Ledere mangler uddannelse i stress og psykisk arbejdsmiljø

Politik

05/03/2015 13:21

Suleman Haider

Stress rammer tusinder af danskere, der sygemeldes. Men meget få chefer ved, hvordan de skal håndtere stress og psykisk arbejdsmiljø, viser flere undersøgelser. FTF vil have politikerne til at indføre et krav om, at alle nye ledere skal gennemføre en uddannelse i psykisk arbejdsmiljø og stress.

Jobbet er en af de største syndere, når det kommer til stress. I de seneste år er tusinder af danskere gået ned med flaget på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø på jobbet. 

I en ny måling foretaget for TV2, mener 43 procent af danskerne, at arbejdsgiverne skal tage større ansvar og eksempelvis afholde stresssamtaler. 

Og danskerne står ikke alene med deres bekymring. Hvis man spørger lederne selv, føler de sig ikke rustet til at håndtere stress.

I en undersøgelse blandt 1.500 ledere i FTF, giver 68 procent af lederne udtryk for, at de kun i nogen eller meget lille grad føler sig rustet til at tackle problemer med medarbejdernes stress.

En anden undersøgelse fra 2013 har tilsvarende vist, at 52 procent af lederne oplever, at de i nogen eller høj grad har behov for mere viden eller flere redskaber i arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø.

”Alle alarmklokker ringer. Flere anmelder psykiske arbejdsskader og bliver langtidssygemeldt, hvilket både skader den enkelte person, virksomheden, arbejdspladsen og samfundet. Vi foreslår derfor, at alle ledere med ansvar for medarbejdere skal på tre dages obligatorisk uddannelse i psykisk arbejdsmiljø,” siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte, fx politifolk, bankansatte, lærere, sygeplejersker og mange andre faggrupper.

Sygefravær skyldes ofte ledelsesforhold

For hele arbejdsmarkedet kan mellem 6 og 15 procent af sygefraværet tilskrives ledelsesforhold, viser analyse fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Når ledelsen ikke er rustet til at håndtere det psykiske arbejdsmiljø forværres problemerne. Ansatte mistrives og bliver sygemeldt, fordi arbejdspladsen og ledelsen ikke håndterer problemer med det psykiske arbejdsmiljø i tide. 

Når det gælder om at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø viser en række undersøgelser, at specielt lederen har en afgørende betydning. Men lederne har vanskeligt ved at håndtere det psykiske arbejdsmiljø, når de ikke har den nødvendige viden om, hvordan man skaber et sikkert og sundt psykisk arbejdsmiljø.  

Derfor foreslår FTF, at politikerne i Folketinget indfører et krav om, at alle nye ledere med personaleansvar inden for det første år gennemfører en solid efteruddannelse om psykisk arbejdsmiljø. Fokus skal være på forebyggelse, fastholdelse og kendskab til såvel risikofaktorer som positive faktorer, der kan fremme et godt psykisk arbejdsmiljø.

Mest Læste

Annonce