Løkke møder Trump i dag: Samhandel for over 100 milliarder er på spil

Besøget hos Trump skal sikre gode relationer til USA samt tilføre nuancer, hvor de to er uenige, siger Løkke. Danmark sælger for godt 120 mia årligt til USA og importerer for over 60.

Lars Løkke Rasmussen (V) indledte natten til torsdag dansk tid sit besøg i Washington D.C. med en middag med fremtrædende republikanske og demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus. 

Her understregede han, at hovedformålet med besøget i USA er at vedligeholde og forstærke de tætte bånd mellem Danmark og USA.

Besøget kulminerer torsdag, hvor statsministeren møder den nye præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus.


Lars Løkke Rasmussen besøgte sidste år hans forgænger, Barack Obama.

- Jeg er glad for at være tilbage her i Washington, og jeg er glad for at få mulighed for at besøge den amerikanske præsident, 70 dage efter at han er blevet indsat.

- Jeg synes, det siger ret meget om, at vi har en god relation. Jeg kommer her som den fjerde europæiske leder.

Før Løkke har den britiske premierminister, Theresa May, og den tyske kansler, Angela Merkel, blandt andet været på visit hos Trump. 

At Løkkes besøg falder så kort efter, at Donald Trump blev indsat som præsident i januar, ser statsministeren som en fordel.

- Det er en ny præsident, der er ved at orientere sig rundt i verden. Og derfor synes jeg, det er vigtigt at kunne komme her og forhåbentlig tilbyde nogle nuancer også på nogle af de spørgsmål, som vi ikke ser helt ens på. 

Lars Løkke Rasmussen og Donald Trump skal blandt andet drøfte den USA- ledede internationale koalitions fremtidige indsats over for Islamisk Stat, som Donald Trump vil udslette.

Blandt andre emner er frihandel og grøn omstilling - to emner de ser forskelligt på.

Mens Donald Trump vil opsige frihandelsaftaler, vil Lars Løkke gerne opmuntre Trump til at indgå en frihandelsaftale med EU.

På klimaområdet, hvor Danmark markerer sig stærkt, har præsidenten netop skrottet klimaforbedringer indført af Obama.

Over for den nu tidligere forretningsmand er Lars Løkke Rasmussens strategi at argumentere for, at bæredygtighed kan være en god forretning.

- Danmark er et lysende eksempel på, at den grønne omstilling godt kan gå hånd i hånd med økonomisk vækst. Siden jeg var en ung mand i firserne har vi haft en vækst i Danmark på 80 procent uden, at vi har haft nogen stigning i vores samlede energiforbrug. 

Trump har lagt pres på Natos medlemslande for at få dem til betale mere til den fælles kasse. 

Heller ikke Danmark lever op til Natos målsætning om, at hvert medlem bidrager med to procent af landets bnp. Danmark brugte i 2016 1,14 procent.

- Det er jo sådan set et synspunkt, vi deler, siger Lars Løkke Rasmussen, der lægger op til et substantielt løft til forsvaret i det nye forsvarsforlig. 

- Men jeg tror også, at Donald Trump er forretningsmand nok til at vide, at man skal ikke kun se på input men også på output. Og der leverer Danmark rigtig flot.

Løkke peger her på Danmarks deltagelse i skarpe aktioner i blandt andet Afghanistan, den aktuelle indsats mod Islamisk Stat og at også danske soldater har sat livet til undervejs.

- Så USA kan regne med os.

Løkke ser frem til en god samtale med Trump torsdag, hvor Trump har bedt om at få en samtale alene med Lars Løkke Rasmussen, inden embedsmændene lukkes ind i Det Ovale Værelse.

 

FAKTA: Danmark tjener godt på USA
Når statsminister Lars Løkke Rasmussen mødes med USA's Donald Trump, vil han blandt andet kunne fremhæve Danmarks handelsinteresser med USA. 
 
Her kan du se, hvilke forbindelser dansk og amerikansk erhvervsliv har: 
 
* Danmark eksporterede varer og tjenester til USA til en værdi af 119 milliarder kroner i 2016.
 
* Importen udgjorde 61 milliarder kroner i 2016.
 
* Eksporten og importen til og fra USA udgjorde dermed henholdsvis 11 procent og 6 procent af Danmarks samlede eksport og import.
 
* Den største eksportvare til USA var i 2016 kemikalier og kemiske produkter, som med 28 milliarder kroner udgjorde 23,3 procent af den samlede eksport til USA. 
 
* Siden 2007 er antallet af amerikanske overnatninger på blandt andet danske hoteller, campingpladser og feriecentre næsten fordoblet fra 358.000 overnatninger i 2007 til 632.000 i 2016. 
 
Kilder: Danmarks Statistik

 

Danske statsministre i Det Ovale Værelse
Få et overblik over tidligere møder mellem danske statsministre og amerikanske præsidenter i Washington her:
 
30. marts 2017: Lars Løkke Rasmussen skal for første gang mødes med præsident Donald Trump i Det Hvide Hus.
 
Maj 2016: Lars Løkke Rasmussen mødes med præsident Barack Obama i Det Hvide Hus ved en statsmiddag med andre nordiske statsministre.
 
September 2013: Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mødes med Barack Obama i Det Hvide Hus.
 
Februar 2012: Helle Thorning-Schmidt møder for første gang præsident Barack Obama i Det Hvide Hus.
 
December 2009: Barack Obama besøger Danmark i forbindelse med COP15 klimatopmødet i København.
 
Oktober 2009: Barack Obama besøger København i forbindelse med den 13. IOC-kongres, hvor OL-værten for 2016 udpeges. Han er med for at promovere sin hjemby Chicago, som dog ikke får værtskabet.
 
2002-2008: Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) besøger adskillige gange præsident George W. Bush. De to havde et tæt forhold og besøgte hinanden hele otte gange.
 
Juli 1997: Præsident Bill Clinton besøger Danmark under Poul Nyrup Rasmussens (S) regeringsperiode. I en tale for omkring 80.000 mennesker på Nytorv i København roser Bill Clinton blandt andet Danmarks militære indsats i Bosnien.

 

Emneord: USA, Donald Trump, Lars Løkke Rasmussen, Statsministeren, 300317
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også