Lokaldemokratiet er truet af statsstyring

Ledelse

26/09/2013 15:00

Mogens Hegnsvad

Der er snart kommunalvalg, og i valgåret er der rejst en national debat om lokaldemokratiets temperatur og vilkår. Jeg vil frem til valget trække temaer frem fra debatten. Også som oplæg til i 2014 at arbejde med løsninger.

På mandag afholdes i FORUM (debatforum for bedre ledelse og styring af den offentlige sektor, ligger i nær relation til Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse på CBS) et møde om politisk lederskab af kommunerne. Mødet er tænkt som en start på et videre udviklingsarbejde om politisk ledelse og styring af kommunerne. FORUM vil i 1. halvår af 2014 afholde en konference, der kan være bidrag til udvikling af det lokale demokrati. På CBS afholdes der d. 6. november et fyraftensmøde med samme overskrift.

Jeg vil i mine blogindlæg her på DenOffentlige.dk trække temaer frem fra den debat, der finder sted aktuelt om lokaldemokratiet. Mine næste indlæg kommer i næste uge, med uddrag fra de indlæg og den debat, der sker på mødet mandag i FORUM.

Temaerne i spil

Hvilke temaer er i spil? Valgåret har haft bidrag fra mange sider. Kommunalpolitikerne selv har også kastet sig ud i landsdebatten, og temaerne er især gået på arbejdsvilkårene, på borgmesterens måske for store magt, og embedsværkets magt. Samt det evige tema, om staten eller kommunerne skal styre (mest).

Under Økonomi- og Indenrigsministeriet har et "rejsehold" arbejdet og sammenfattet 18 anbefalinger. Jeg vil sige meget udmærkede anbefalinger, men meget kendt stof i en lidt kedelig ministeriel udformning. Og uden at sådant udvalg kan driste sig ud over de eksisterende rammer. I forvejen var efterbearbejdningen af Farum-kommissionen hurtigt overstået. Ligesom de hensigter, der har været om ændringer af styreformer, er lagt på hylden. "Rejseudvalget" har i sine 18 anbefalinger fokus på arbejdsmåden i byrådet, mere strategisk politik ledelse og borgerinddragelsen - samt valg- og anden deltagelse fra unge og nydanskere. 

Hvis jeg her i dette første blogindlæg skal samle de temaer op, der nok har mest  opmærksomhed i øjeblikket, ser jeg disse punkter :

  1. Har vi problemer med valgdeltagelsen, der var lavest i mands minde 2009?
  2. Mange vil gerne se kommunalpolitikerne som udviklere af politik og strategier. Men giver statens stærkere rolle de senere år plads til dette? Eller må kommunalpolitikerne mere opfattes som de, der må implementere de nationale politikker?
  3. Hvad er det vigtigste for det lokaldemokratiske lederskab? Økonomisk/bureaukratisk ledelse, lokalsamfundsledelse eller strategisk ledelse?
  4. Ledelse af velfærdssamfundet. Mere borger og mindre bruger ?
  5. Kan borgerinddragelsen gøres bedre? Også i denne sammenhæng kan stilles spørgsmåltegn ved, om staten giver nok plads til at øget borgerinddragelse giver nogen mening.
  6. Arbejdsvilkår. Herunder forholdet mellem borgmester og byråd. Menige byrådsmedlemmer klager over papirmængden, og at borgmester og embedsværk er for stærke og har vidensmonopol.

Strategisk ledelse

Jeg vil kun i dette indlæg trække ønskerne om mere strategisk ledelse frem. Her støder fronterne i praksis voldsomt sammen. Finansministeriets departementschef opfatter budgetloven som et paradigmeskifte i forvaltningspolitikken, og den linje levner ikke plads til nogen lokal strategisk ledelse. Samtidig udtrykker Økonomi- og Indenrigsministeren (i relation til ovennævnte rejseudvalg), at der nok lægges for meget vægt på alene økonomisk ledelse, og ønsker sig strategi og lokal udvikling af politik.

De to ministerier (og ministre ?) for økonomi har hver deres forvaltningspolitik, og det lammer i praksis en udvikling af en linje for styring og ledelse. Bemærk i øvrigt, at jeg ikke i temalisten ovenfor nævner det som vigtigt tema (som politikerne opfatter det), at politisk ledelse af den offentlige sektor indebærer ledelse af de ansatte. Det, som startede med at handle om tillid, blev til opgør med de fagprofessionelles indflydelse - og motivation måske? Byrådene har overladt dette emne til KL, og Indenrigsministeren har overladt det til paradigmeskiftet ovre i Finansministeriet.

Jeg vender tilbage til alle temaerne i den kommende måned.

 

Mest Læste

Annonce