ATP’s bestyrelse får mulighed for at øge andelen af ATP’s mere risikobetonede investeringer med op til 25 procent af det garantibidrag, som medlemmerne indbetaler. Det vil bidrage til at øge afkastet og fremtidssikre danskernes pensioner. Foto: Beskæftigelsesministeriet

Ny lovændring: Skal fremtidssikre danskernes pensioner

Lovgivning

26/01/2021 10:46

Theis

Regeringen har netop sendt en ændring af ATP-loven i høring, som skal forbedre ATP’s muligheder for at sikre realværdien af medlemmernes livslange pension i fremtiden.

ATP er en kollektiv pensionsordning, som spiller en særlig vigtig rolle for de ca. 40 pct. af pensionisterne, der ikke har andet end folkepension og udgør dermed en del af den økonomiske grundtryghed for mange.

De nuværende rammer har gjort det vanskeligt at sikre realværdien af ATP-pensionen fuldt ud, hvilket eksperter også har påpeget. Det skyldes bl.a., at danskerne lever længere, renterne har været lave længe og forventes at være det fremover.

Med den reviderede lov øges ATP’s investeringsmæssige råderum med det formål at tilstræbe bedre realværdisikring af pensionerne. Det sker ved at ATP’s bestyrelse får mulighed for at øge andelen af ATP’s mere risikobetonede investeringer med op til 25 pct. af det garantibidrag, som medlemmerne indbetaler. Samtidig vil ATP investere en større del af afdækningsporteføljen med en større risiko i tillæg til den nuværende renteafdækning. Begge dele skal som nævnt bidrage til at øge afkastet til medlemmerne, der fortsat er garanteret livslang udbetaling, som de er i dag.

Den større investeringsrisiko forventes gradvist indfaset, og den vil især få virkning for yngre medlemmer med lang tid til pensionering. Det er først og fremmest dem, som rammes af de lave renter og det lavere forventede afkast.

Ændringerne sker efter ønske fra ATP’s bestyrelse, som vurderer, at det over en årrække vil give en bedre forrentning af medlemmernes bidrag i takt med løn- og prisudviklingen i samfundet.

Beskæftigelses – og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

"ATP udgør en kerne i vores pensionssystem og skal sikre økonomisk grundtryghed for medlemmerne. Med udsigt til, at det kan blive svært fremover, er jeg glad for, at bestyrelsen har taget ansvar og foreslået de her ændringer. De vil også skabe større mulighed for, at ATP kan fortsætte med at foretage ansvarlige investeringer i aktiver, som fremmer den grønne omstilling eller understøtter samfundsudviklingen bredere." 

Mest Læste

Annonce

13/10/2024

Er din bolig opført før 1984? Så har du nu chancen for at få et gratis hustjek til en værdi af 3.000 kroner. Se nedenfor, hvordan du gør.