Laboratorietesten viste spændende resultater.
Bekymringen for pesticidrester på frugt og grønt fylder mere og mere i forbrugernes øjne, og mange tager i dag bevidste valg på baggrund af netop dette, når de går i supermarkedet.
Nu viser forskningen et nyt forskningsprojekt, at en ny vaskemetode kan fjerne langt størstedelen af resterne, samtidig med at holdbarheden forlænges.
Studiet kommer fra University of British Columbia i Canada, og viser en mulig løsning på det stigende forbrugerproblem.
Det fortæller Scientas.
Ifølge studiet, der blev ledet af forsker Tianxi Yang, kan en særlig opløsning fjerne mellem 86 og 96 procent af pesticidrester fra frugt under laboratorieforhold.
Resultaterne er opnået ved at teste midlet på æbler, hvor tre almindeligt anvendte pesticider blev påført i realistiske koncentrationer på omkring 10 milligram pr. liter.
Til sammenligning fjerner almindelig skylning med vand, natron eller stivelse typisk under halvdelen af resterne.
Metoden bygger på en kombination af stivelsespartikler, jern og garvesyre (tanniner), en plantebaseret forbindelse, som også findes naturligt i blandt andet te og vin.
Når jern og garvesyre kombineres, dannes små, svampelignende strukturer, som binder pesticiderne og gør det muligt at fjerne dem fra frugtens overflade.
Studiet peger samtidig på en anden effekt. Efter vask kan frugten få en tynd, spiselig belægning, som fungerer som en slags beskyttende hinde.
I forsøgene blev æbler langsommere brune og mistede mindre væske, mens druer holdt sig faste i op til 15 dage ved stuetemperatur.
Ifølge forskerne skyldes det, at belægningen fungerer som en “åndbar” overflade, der reducerer udtørring og hæmmer bakterievækst.
Forskerne fremhæver selv, at formålet har været at udvikle en løsning, der både er effektiv og praktisk: “Vores mål var at udvikle en enkel, sikker og billig metode, som både forbedrer fødevaresikkerheden og kvaliteten,” siger Tianxi Yang i forbindelse med studiet.
Selv om pesticidniveauer i EU er reguleret og kontrolleret, er det veldokumenteret, at der stadig kan findes rester på frugt og grønt. Forbrugere, der spiser store mængder af samme type frugt, eksempelvis bær, kan derfor være mere eksponerede end gennemsnittet.
Forskerne arbejder nu på at tilpasse metoden til praktisk brug, både i fødevareindustrien og i hjemmet. Perspektivet er blandt andet produkter, som kan tilsættes vand ved almindelig frugtvask.
Det er dog vigtigt at understrege, at resultaterne stammer fra kontrollerede forsøg. Der er endnu ikke tale om en løsning, som er bredt implementeret i handel eller husholdninger.