Mad uden alder: Hanne og Mark lægger an til brunkål med flæsk.

Unge og gamle laver mad sammen: Nye fællesskaber opstår

Gamle opskrifter og madfortællinger fik nyt liv, da 14 ældre og unge mødtes til 'Mad uden alder' i Meyers Madhus i København. Madfællesskabet fortsætter.

- Jeg har altid været en køkkenskriver. Jeg gik i min mors skørter og så, hvordan hun lavede mad. Lige fra jeg var 5 år gammel. Og jeg laver mad derhjemme hver dag.

84-årige Torben er tidligere folkeskolelærer og pædagog. Og så er han glad for mad – særligt for forloren hare: - Det lavede min mor i gamle dage, og det kunne jeg smaddergodt lide. Jeg kunne ikke huske min mors opskrift, så jeg har smugkigget i Frøken Jensens Kogebog, smiler han.

Opskriften på forloren hare og fortællingen fra sin barndom gav Torben videre til 30-årige Ruth, da de i forledenvar til ’Mad uden alder’ i Meyers Madhus i København.

Ældre delte opskrifter og madfortællinger
Syv ældre og syv unge var inviteret i køkkenet med kokken Jonas fra Fars Køkkenskole. To og to lavede de ikke bare forloren hare, men også andre mormor-klassikere som karbonader, brunkål med stegt flæsk, fløderødbeder og æblekage.

Torben og de seks andre ældre køkkenskrivere havde på forhånd sendt deres yndlingsopskrifter, som de gerne ville give videre til de unge. På den måde handlede dagen også om at dele madfortællinger.

Ingen lugt af voksdug
SUS havde taget initiativ til 'Mad uden alder' og afviklede dagen sammen med en række samarbejdspartnere.

- Vi spurgte os selv, hvordan det kan være, at så mange ældre sidder alene og spiser, mens madfællesskaber for unge blomstrer. Det gav os ideen til at invitere unge og ældre til madfællesskab, der ikke ’lugter af voksdug’, og som kan berige begge parter og bygge bro mellem generationer, fortæller chefkonsulent Sussi Maack fra SUS og tilføjer:

- Den ældre generation har madfortællinger og opskrifter, som risikerer at gå tabt. Og en viden om og holdning til mad og råvarer, som yngre generationer kan lære en masse af.

Fra generation til generation
'Mad uden alder' blev rundet af med fællesspisning, og rundt om bordet var der stor opbakning til ideen om at bringe generationerne sammen om at lave mad.

- Mine bedsteforældre lever ikke længere – jeg har kun mødt min farmor, og hun døde, da jeg var syv år. Jeg kan huske, at jeg har lavet jordbærgrød med hende, men derudover har jeg ikke haft en ældre generation, der har lavet mad sammen med mig. Så det var en mulighed for at få overleveret nogle opskrifter og traditioner fra en anden generation, siger 29-årige Nina, som til daglig arbejder med økologi og madspild på Herlev Hospital.

Næste gang: kagebord
Alle 14 unge og ældre havde lyst til at fortsætte madfællesskabet.

- Så det gør vi – og vi glæder os!, siger Sussi Maack. - Næste gang laver vi det store sønderjyske kagebord. Og vi breder madfællesskabet endnu længere ud, ved at de 14 deltagere fra første runde af 'Mad uden alder' inviterer hver en ny gæst med.

Mad uden alder er i blevet til i samarbejde med Social+, Madkulturen, Fars Køkkenskole, Cykling uden alder, Purpose Makers og Meyers Madhus, som stillede køkken til rådighed.

SUS har udviklet konceptet madborgerskab og arbejder med det i flere sammenhænge, p.t. også i Vallensbæk Kommune.

Kontakt
Sussi Maack, chefkonsulent
tlf. 2680 1268, sma@sus.dk
 

Emneord: Fødevarer, Madlavning, Mad uden alder, SUS, Madfællesskaber, 5 år med DenOffentlige
Socialt Udviklingscenter SUS på DenOffentlige.dk Socialt Udviklingscenter SUS er i verden for at forbedre den. I tæt samspil med borgere og professionelle udvikler vi nye, stærke sociale løsninger. Vores mål er at forbedre livskvaliteten for ...
Aktivitet: Artikler: 77 | Events: 35 | Kompetenceområder: 7

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også