Maja Gammelgaard er Aabenraa Kommunes socialchef fra 1. marts. Privatfoto

Maja bliver Aabenraa Kommunes socialchef efter organisationsændring

Kommunalt

28/01/2021 10:58

Theis

Lokalkendte Maja Gammelgaard vil fra 1. marts være Aabenraa Kommunes socialchef, som er en nyoprettet stilling efter en mindre reorganisering i Social & Sundhed.

Aabenraa Kommune har siden årsskiftet søgt efter en socialchef, og valget er faldet på 38-årige Maja Gammelgaard, der kommer fra en stilling i Dansk Flygtningehjælp som programansvarlig for nationale programmer.

"Jeg er utrolig glad for, at valget er faldet på mig, da jeg synes, det er et virkelig spændende job. Det passer lige til mig, at den pragmatiske tilgang i forvaltningen er, ”hvad vi gør”, og ikke, ”hvad vi kalder det”. For det skal have værdi for medarbejderne og ikke mindst borgerne," siger Maja Gammelgaard, der til dagligt bor i Haderslev med sin partner og deres tilsammen fire børn i alderen 10-16 år.

Den kommende 38-årige socialchef kommer med en uddannelsesmæssig baggrund som blandt socialrådgiver og diplom i ledelse samt innovation i pædagogik og didaktik. Ud over sin nuværende stilling i Dansk Flygtningehjælp har hun tidligere arbejdet som socialrådgiver i Haderslev og Aabenraa kommuner, projektleder ved Social- og Sundhedsskolen Syd samt daglig leder og koordinator i Vejen Kommune.

"Jeg har en stor dedikation til mit arbejde, og jeg ser frem til at komme ind i en organisation, hvor man har lavet en omorganisering, hvor jeg kan være med til at sætte mit præg sammen med medarbejderne. Der skal være fremdrift og nytænkning, hvilket kræver en involvering af alle," siger Maja Gammelgaard, der er født og opvokset i Genner.

Nyoprettet stilling

Stillingen som socialchef er en nyoprettet stilling i Aabenraa Kommunes forvaltning Social & Sundhed, efter at der er kommet en ny afdelingsstruktur med afdelingerne Senior, Visitation & Understøttelse, Sundhed samt Social.

"Coronaudfordringen er blevet håndteret fantastisk flot, men det har også vist os, at vi har haft behov for en justeret struktur i organisationen. Derfor er jeg utrolig glad for, at Maja bliver socialchef," siger social- og sundhedsdirektør i Aabenraa Kommune, Karen Storgaard Larsen, og uddyber:

"Som socialchef skal Maja være med til at sætte kurs og retning på vores socialområde, hvilket hun er den rette til med sin indsigt og erfaring. Med sin nysgerrighed og interesse for dette særlige arbejdsområde, vil hun være med til at udvikle vores socialområde til gavn for de borgere, som har behov for hjælp fra Social & Sundhed."

Socialområdet består af indsatsområdet Udsatte samt de fire enheder; Center for Job & Uddannelse (CJU), Hjernecenter Syd, Autismecenter Syd samt Bo & Aktivitet.

Mest Læste

Annonce