Foto: Ilona Gondesen

Minister afviser kommuners ønske om flygtningelandsbyer

Politik

04/11/2015 08:37

Nick Allentoft

KL og Dansk Flygtningehjælp foreslår flygtningelandsbyer til de mange flygtninge, men minister afviser.

Flygtninge strømmer til Danmark, og det skaber et kæmpe pres på kommunerne, der ikke ved, hvordan de skal huse de mange flygtninge.

Løsningen på problemet kunne være at oprette landsbyer til flygtninge, mener borgmester i Vesthimmerland Kommune, Knud Kristensen (K).

Det skriver TV2.dk

Men det afviser social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V)

- Vi hører kreative forslag som landsbyer. Det tror jeg ikke er løsningen, siger ministeren til TV 2.

Både Kommunernes Landsforening (KL) og Dansk Flygtningehjælp synes ellers begge, at det kunne være en mulig løsning. De efterlyser flere penge til kommunerne.

Men kommunerne har allerede fået "ekstraordinært mange penge" til at løse opgaven, mener Karen Ellemann. Hun anerkender dog, at det er en stor opgave.

- Selvfølgelig er der fulgt penge med opgaven. Kommunerne har en stor opgave. Det er der ikke nogen, der betvivler. Det har landet generelt set med det kæmpe flygtningepres, siger Karen Ellemann til TV2.

Onsdag skal hun og integrationsminister Inger Støjberg (V) mødes med 50 frivillige organisationer for at diskutere den frivillige indsats over for flygtninge. 

40 millioner kroner fra satspuljen blev sidste uge øremærket til at styrke indsatsen i civilsamfundet, og her skal man ifølge Karen Ellemann også finde nøglen til vellykket integration.

- Integrationen skal lykkes denne her gang. Det har vi ikke gode eksempler på historisk, men vi skal lykkes denne her gang. Vi er sammen om integrationen. Det er et vigtigt budskab, siger Karen Ellemann.

Under mødet onsdag skal tilskudsmodtagerne redegøre for, hvordan de kan omsætte pengene til vellykket integration.

- Civilsamfundets stemme kan være den katalysator, der får integration til at lykkes. Ja, opgaven er svær, men den lykkes kun, hvis vi erkender, at vi er sammen om det her land, siger Karen Ellemann til TV2.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce