Minister øger åbenheden i fire offentlige selskaber: Uhørt siger KL

Politik

11/10/2018 23:53

Nick Allentoft

Staten har undtaget selskaber fra offentlighedsloven, men det gælder ikke længere for it-selskabet Kombit. KL forventer højere priser.

Regeringen fjerner det kommunale it-selskab Kombit fra listen over selskaber, der er undtaget for aktindsigt i offentlighedsloven. 

Det skriver Politiken. 

Baggrunden for ændringen er en sag, hvor it-selskabet DXC Technology og underleverandøren Smartmatic i starten af året vandt et udbud om et nyt elektronisk valgsystem. 

Her viste det sig, at Smartmatic gav urigtige oplysninger til Folketinget. Selskabet var slet ikke ejet af et selskab i London, men i stedet i Curaçao. Det hører de Nederlandske Antiller. 

Udbuddet blev vundet via Kombit, der er ejet af Kommunernes Landsforening. 

Kombit står blandt andet for at lave udbud, så virksomheder kan byde ind på kommunale it-opgaver.

På baggrund af sagen med Smartmatic vil økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) have større åbenhed.

- Først og fremmest har jeg et generelt synspunkt om, at offentlighed i forvaltningen er en god ting. Hele den her sag har dannet baggrund for, at jeg har haft lejlighed til at se nærmere på, hvad der vejer for og imod i Kombits tilfælde. 

- Offentlighed vejer tungere end de forretningsmæssige hensyn. Derfor dropper vi nu Kombits undtagelser i offentlighedsloven, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille til Politiken. 

Ministeren vil nu annullere den bekendtgørelse, der siger, at Kombit er undtaget offentlighedsloven.

Med i puljen kommer også tre ejendomsselskaber, som ligger under Kombit. 

Dermed dropper Simon Emil Ammitzbøll-Bille fredningen for fire af fem selskaber, der ligger under økonomi- og indenrigsministerens ressortområde. 

Da den nye offentlighedslov blev vedtaget i 2013, blev mere end 50 offentligt ejede virksomheder undtaget for loven.

 

 

Kommuner frygter dyrere it-regning Det vil føre til højere udgifter i landets kommuner, at regeringen fjerner det kommunale it-selskab Kombit fra listen over virksomheder, der er undtaget af offentlighedsloven. 

Sådan lyder det fra Jacob Bundsgaard (S), formand for Kommunernes Landsforening (KL), der repræsenterer de 98 kommuner i Danmark. 

- Jeg mener, at det er helt uhørt. Det vil gøre it-systemer i Danmark dyrere. 

- Hvis vi skal sikre, at det offentlige får de rigtige priser, så kan det ikke nytte noget, at man skal lægge alle kort på bordet, siger han. 

Kombit er ejet af KL og har til opgave at indkøbe it-systemer på vegne af landets kommuner.

Ifølge Politiken har økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) fjernet Kombit fra den liste over helt eller delvist offentlige virksomheder, der er undtaget af offentlighedsloven. 

Der vil derfor fremover kunne søges om aktindsigt hos Kombit, og man vil dermed kunne få et indblik i virksomhedens forretningsgange. 

Kombit står blandt andet for at lave udbud, så virksomheder kan byde ind på kommunale it-opgaver. 

It-virksomheden KMD, der indtil 2008 var ejet af kommunerne, har tidligere haft monopol på en lang række af kommunernes it-systemer. 

Kombit har som opgave at bryde KMD's monopol og få andre spillere ind på markedet. 

KMD er i dag ejet af den amerikanske kapitalfond Advent International, og Jacob Bundsgaard frygter, at undtagelsen fra offentlighedsloven vil blive udnyttet.

- Jeg har ingen tiltro til, at en virksomhed med en stor amerikansk kapitalfond i ryggen ikke vil gå efter at få så dyre priser som muligt, siger han. 

Hos Dansk Industri mener direktør Lars Frelle-Petersen heller ikke, at det er optimalt at tillade aktindsigt hos Kombit. 

- Kombit er sat i verden for at skabe konkurrence på et marked, som hidtil har været underlagt et monopol. For at skabe de bedst mulige vilkår for det mener vi, at Kombit skal fritages.

- Kombit skal have mulighed at lægge sine forretningsplaner, uden at alle kan kigge dem over skuldrene, siger han. 

Omvendt mener Danske Erhverv, at Kombit ikke skal være undtaget. 

Organisationen peger på, at det er positivt med fuld gennemsigtighed, når kommunerne køber it-systemer. 

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce