Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti har indgået aftale om udmøntning af satspuljen for 2017-2020 på beskæftigelsesområdet.
Læs mere om de mia-store satspuljer
Med satspuljerne kan politikere og ministre hvert år fordele millioner og atter millioner til konkrete projektet.
Aftalen er først endelig, når der er bekræftet en samlet satspuljeaftale som led i de centrale finanslovsforhandlinger.
Der afsættes 262,5 mio. kr. i perioden 2017-2019 til at afklare de ca. 27.000 kontanthjælpsmodtagere, der har været længst i systemet. Med initiativet skal der tages udgangspunkt i det hele menneske og sættes målrettet og intensivt ind over for langvarigt ledige kontanthjælpsmodtagere, herunder langtidssyge, med henblik på at afhjælpe deres situation. Borgere, der også efter afklaringen er i målgruppen for kontanthjælp, skal tilbydes en helhedsorienteret og håndholdt indsats til at komme i job. Der vil endvidere være fokus på at imødegå udfordringer i forhold til marginalisering som følge af social kontrol. Kultur og religion skal ikke være en hindring for at tage et arbejde. Yderligere afsættes der 39,1 mio. kr. i perioden 2017-2020 til at give langvarige kontanthjælpsmodtagere social støtte i forbindelse med overgang til job. Det er også aftalt at afsætte samlet 77,5 mio. kr. i perioden 2017-2020 til initiativer målrettet borgere med handicap, hvor 38,8 mio. kr. er afsat til at etablere virksomhedsrettede forløb for ledige personer med handicap, og 38,7 mio. kr. er afsat til at videreføre handicappuljen. Aftalepartierne har også prioriteret indsatsen i ressourceforløb og har afsat 16 mio. kr. i 2017-2018 til en styrket håndholdt indsats til borgere i ressourceforløb. Derudover er det aftalt at afsætte 29,6 mio. kr. i perioden 2017-2020 til den faglige, selvejende institution CABI, som leverer viden til jobcentre og virksomheder om det rummelige arbejdsmarked, samt 9 mio. til et særskilt projekt målrettet veteraner, som CABI skal stå i spidsen for, hvor formålet er at skabe kontakt mellem veteraner og virksomheder. Endelig afsættes der midler til erstatningsudgifter til veteraner, der er diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), samt en række øvrige initiativer: Kampagne til at fremme fædres brug af orlov. Jobportal til borgere, der kan arbejde få timer ugentligt. En styrkelse af Netværkslokomotivets indsatser målrettet voksne med svage læse-, skrive- og matematikfærdigheder. En forlængelse af ordningen ’Nej til behandling’. Mere viden om socialøkonomiske virksomheder. Voldsforebyggelsespakker. Udbredelse og videreførelse af viden om innovative og effektive metoder. Med aftalen etableres følgende puljer, der kan søges af organisationer mv.: Handicappuljen: Der kan søges støtte til private og kommunale projekter, der fremmer integration og fastholdelse af personer med handicap på arbejdsmarkedet. Der afsættes 17,1 mio. kr. i 2017, 7,2 mio. kr. i 2018, 7,1 mio. kr. i 2019 og 7,3 mio. kr. i 2020. Pulje til udbredelse af viden om innovative og effektive metoder: Der kan søges midler til at udbrede og videreføre de gode erfaringer fra innovative og virksomme projekter. Det kan fx være projekter om empowerment, inddragelse af boligforeninger og jobgarantier mv. Der afsættes 7,0 mio. kr. i 2017 og 3,0 mio. kr. i 2018.