Forummødet 15.09. havde til formål at undersøge, hvordan vi i den offentlige sektor risikostyrer. De fremmødte repræsenterede et bredt udsnit af det offentlige, men overvejende de medarbejdere der selv arbejder med at styre eller rettere at mindske risici.
Meget symbolsk var der næsten ingen chefer, og en fælles konstatering på mødet var, at ledelsen typisk ikke tager sig af deres egen virksomheds risici. Der er ikke nogen kultur i offentlig ledelse der tager risici alvorligt. Topchefer og politikere vil så gerne beskæftige sig med fremtiden, og risici opleves som noget der hører fortiden til, noget der nok ligner hvad der er sket engang. Og så er fornemmelsen, at det at tage risici alvorligt forsinker eller hæmmer det vi vil, og helt sikkert koster penge.
Vær med i Ledelsesavisen
I samarbejde med Forum for fremtidens offentlige ledelse & styring udgiver Mediehuset DenOffentlige Ledelsesavisen.
Læs Ledelsesavisen #2 lige her
Ledelsesavisen #3 er her
Ledelsesavisen #4 finder du her.
Læs avisen online her, og vil du bidrage med værdifuld viden og konstruktive historier, så bliv udgiver på DenOffentlige.
En positiv historie var der dog også. Offentlige anlægsprojekter var altid forsinkede og budgetterne overskredet, men nu vi er blevet ret gode til det - kunne rigsrevisor Lone Strøm fortælle.
SKAT fyldte en del på mødet. En tør konstatering var, at bliver man klog af skade - så er de meget kloge i SKAT i dag. Den tidligere skattedirektør Ole Kjær forklaarede den manglende indgriben med, at risiko rapporteringen "ikke lå i faste rammer" - en forbløffende ærlig udtalelse. Rigsrevisoren anførte til forståelsen af den manglende kultur og kompetence til risikostyring, at man må indse at de offentlige opgaver ofte er meget komplekse og ikke kan underlægges standardiseret risikostyring. Det burde jo føre til, at ledelsen må prioritere risikostyring, men "vi lærer ikke af vore erfaringer" - mente rigsrevisoren.
En anden af oplægsholderne, Ulrik Christiansen, der på CBS har lavet phd om risikostyring, sagde at det at rapportere risici som en forudsætning hører sammen med det at tage beslutninger. Og følger der ingen handlinger efter rapporteringerne, kan det hele blive et selvkørende system uden konsekvenser.
"Det afgørende er, hvornår (ledelses)niveauerne taler sammen" - sagde Ulrik Christiansen.
Og man kunne se på nik rundt i forsamlingen, at det er lige der kæden oftest hopper af. Mellemlederne er rigtig gode til at tilpasse sig hvordan rapportering finder sted. Der bruges værktøjer, og mellemlederne tilpasser sig værktøjerne. Men beslutningerne udebliver, måske lyser den røde lampe for tit, da stort og småt blander sig i en pærevælling.
De helt store skandalesager i SKAT blev vendt og drejet på mødet. De udgør eksempler for alle de skavanker der er i offentlig risikostyring.
Her har politikerne også en vigtig rolle, og forvaltningssystemerne indoptager politiske hensyn i en udstrækning som driver loyalitet for langt ud. Nok må man respektere en folketingsbeslutning som skattestoppet for ejendomsbeskatningen, men det bør ikke medføre at hele ejendomsvurderingen omlægges i en hast og på en måde, så viden og kompetence ødelægges og vil tage år at rette op. Og omlægningen af inddrivelse af gæld var et eksempel på, at - uden at man kan påvise at det var et politisk ønske - lovgivning og implementering skete forhastet, sjusket, uden at lytte til early warnings, og så ovenikøbet blev forbundet med et håbløst it-projekt.
En samlet konklusion ligger for. Mens den statslige administration og regering og folketing udviser en nidkær interesse for at sætte mål og delmål i mange niveauer - så fosser pengene ud af statskassen, for nu at bruge et populistisk udtryk.
Risikoledelse bør tildeles en passende plads i en ny buket af styringsværktøjer, som flere og flere efterlyser. Og ledelsen må deltage, for nu at sige det mildt.
