Forurener du - betaler du!

Bæredygtighed

07/12/2018 14:51

Mette Rahbek

Jorden kalder ikke. For den er ved at være så kvalt, at der ikke er luft nok. Hvis der var, ville den skrige!

Prisen på kød skal stige med 17 kroner/kiloet!

  Udmeldingen kommer fra mit parti, Alternativet - og det var en brat start på den første hverdag i jule -og forbrugsmåneden.    Vi kalder det et klimabidrag. Mange kalder det socialt skævt.    Men klimakrisen ER socialt skæv! Når vi ser på statistikkerne, så er det faktisk de med lavest indkomst, der forurener mindst! Dem, der ikke har råd til dyre biler, lystbåde og fiskekvoter.   Dem, som ikke har råd til at skifte elektronik som andre skifter underbukser, flyver på ferier flere gange årligt eller køber nyt tøj hver anden dag.   Det er faktisk de mest fattige, vores mest udsatte medmennesker, der kæmper kampen for vores allesammens fælles fremtid og velfærd! For når du ikke har penge til at forbruge - ja så forurener du heller ikke så meget. Det gælder OGSÅ dem, der bor i Malawi, selvom nogen prøver at påstå noget andet.    Endnu en gang viser statistikkerne, at det faktisk slet ikke er de fattigste, der spiser mest kød. Tværtimod. Derfor kan jeg godt forstå, at en stigning på kød giver det indtryk, at det rammer de af vores medborgere med de laveste rådighedsbeløb.    Det er også lige netop derfor, at vi skal sikre at den grønne omstilling ikke bliver en social skæv omstilling. Og det kan vi gøre på flere måder. Danmark er et af de mest kødspisende lande i hele verden. Og det er ikke kun kødet der er et problem. Over halvdelen af Danmark er landbrugsareal. Men det er kun ca. 20% af det areal der bliver dyrket, der går til os mennesker. 80% går nemlig til at producere foder! Ja, du læste rigtigt. FODER. Til dyrene! 80%!!    Den lader vi lige stå et øjeblik...    Lad os prøve at omsætte det til kroner og ører. Danskerne spiser i gennemsnit 50 kilo kød hver om året. Ved et klimabidrag på 17 kr/kg er det en fortjeneste på 850 kroner per person om året!    I Alternativet ønsker vi at omsætte nogle af pengene fra klimabidraget til bla. at afskaffe kontanthjælpsloftet og andre velfærdsforringende og stigmatiserende reformer, sænke skatten for de lavest lønnede og fordoble den grønne check.   Bruger vi ovennævnte beregning, vil fortjenesten fra klimabidraget for 1 million danskere beløbe sig til ca. 1 milliard kroner. Nok til at rulle kontanthjælpsloftet tilbage!    Men vi kan gøre meget mere end det!    Jeg mener bla. også at vi bør momsfritage frugt og grønt og ændre befordringsfradraget til at inkludere alle former for transport. Faktisk bør vi kigge på et befordringsfradrag der belønner dem der går/cykler på arbejde højere end de der tager bilen. Hvorfor er det distancen til arbejdet der tæller, og ikke klimabelastningen?  

Selvfølgelig skal vi også belønne de af os, som har en lav indkomst eller simpelthen bare ønsker at leve bæredygtigt. Generelt er det egentlig, hvad jeg virkelig ønsker - en finanslov der belønner alle der gør det nødvendige - både for fællesskabet og miljøet - og som lader forureneren betale. Det er på tide at vi stiller de rigtig store syndere til ansvar - i stedet for at overlade det til dem der har mindst, og sætter det mindste klimaaftryk på vores klode. 

Det er også en af grundende til, at jeg afholder en cykeldemo i Odense imorgen, lørdag 8/12. Èn af knap 150 andre arrangementer verden over - for at sætte fokus på vores klimakrise og minde alle verdens ledere, som lige nu er samlet til COP24 i Polen om, at vi ikke har brug for mere snak. Vi har brug for handling!

http://www.facebook.com/events/2035609089853116/ Duk op! For dine børn og børnebørns skyld.

https://www.dtu.dk/

Mest Læste

Annonce