Opfordring: Sæt madspild på skoleskemaet

Bæredygtighed

11/10/2017 13:41

Nick Allentoft

Med Nationalt Videncenter om Madspild har særligt skoleområdet fået en vidensbank, som leverer værdifuldt materiale til undervisningen. Brug den, så videncenteret får en fremtid, lyder opfordringen i dette indlæg.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Gennem snart 10 år er fokus på madspild vokset fra næsten intet til noget, som både politikerne, medierne og erhvervslivet flittigt nævner og går op i. Både EU og FN har fået madspild på dagsordenen – og i Danmark bruger supermarkeder fokus på madspild som et konkurrenceparameter, og fødevaresektoren skaber vækst gennem bedre udnyttelse af fødevarerne.

Danske forbrugere er efterhånden godt med. Ifølge den seneste undersøgelse gennemført af Danmarks Statistik for Stop Spild Af Mad går kampen mod madspild i den rigtige retning. 

Op mod halvdelen af danskerne (44,5%) siger, at deres husstand har større fokus på madspild i dag end for 1 år siden. Det er især de yngre danskere (i alderen 16 til 29 år), folk med videregående uddannelser, kvinder samt nordjyder, der ifølge undersøgelsen er optaget af indsatsen mod madspild. 49,9% af danskere har fortsat det samme fokus på madspild i dag som for 1 år siden. Beskedne 2,5% svarer, at de slet ikke har fokus på madspild - og kun 0,3% har mindre fokus på madspild i dag end for 1 år siden.

 

Sulten efter viden

Unge er sultne efter at få større viden om madspild – og flere skoler, gymnasier og videregående uddannelser sætter madspild på skoleskemaet. Den gratis undervisningskampagne til folkeskolernes ældste klasser StopMadspild.dk, som er igangsat af organisationen Stop Spild Af Mad og støttet af Miljøstyrelsen, er downloadet over 4.900 gange. På YouTube, dukker der jævnligt videoer om madspild op, som er fremstillet af dygtige skole- og gymnasieelever.

Den efterhånden omfattende mængde af viden om madspild kan dog være en uigennemskuelig skov af informationer, især da der ofte forekommer data, tal og rapporter, som måler madspild på forskellige måder.

 

Viden om madspild samlet ét sted

Derfor har organisationen Stop Spild Af Mad med støtte fra Metro-Schrøder Fonden i august 2016 lanceret Nationalt Videncenter om Madspild. Videncentret har til formål at samle data, informationer, fakta og initiativer om madspild ét sted.

Nationalt Videncenter om Madspild er Nordens første virtuelle videncenter, hvor studerende, undervisere, journalister, madspildsinteresserede og almindelige borgere kan gå ind på videncentrets hjemmeside madspild.dk og indhente viden og data om madspild samt blive klogere på danske og internationale initiativer indenfor forebyggelse og reduktion af madspild.

I år har organisationen Stop Spild Af Mad og konsulenthuset PlanMiljø fået støtte fra Miljøstyrelsen til at undersøge, hvordan Nationalt Videncenter om Madspild kan blive levedygtig, så videncentrets arbejde i det lange løb ikke skal være afhængig af frivillige ildsjæle. Viden, som skal indsluses i Nationalt Videncenter om Madspild, skal kvalitetssikres, så videncentret kun formidler troværdig viden og fakta om madspild.

Allerede i dag bruger mange journalister, studerende, undervisere og almindelige madspildsinteresserede borgere de mange informationer fra Nationalt Videncenter om Madspild. Derfor opfordrer vi flere skoler, gymnasier og videregående uddannelser til aktivt at bruge de mange informationer fra videncentrets hjemmeside madspild.dk, når madspild er på skemaet.

Børn og unge er fremtidens forbrugere – og får de lært fra en tidlig alder om at behandle maden med respekt, vil dette også påvirke dem til at træffe flere bæredygtige valg i deres voksne liv.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.