Henning Jensen lægger borgmesterkæden 1. maj

29/03/2011 11:39

Nick Allentoft

På Næstved Byråds møde den 22. marts 2011 - dagen efter borgmesterens 65 års fødselsdag - fortalte Henning Jensen sine byrådskolleger, at han har valgt at trække sig som borgmester i Næstved Kommune per 1. maj 2011.

Se Henning Jensens tale til byrådet her

Henning Jensen, der er socialdemokrat, blev valgt første gang som borgmester den 16. juni 1988. Han var dog allerede i 1974 blevet valgt ind i Næstved Byråd, kun 28 år gammel.

Henning Jensen er blandt de borgmestre i Danmark, der har den længste anciennitet. Han har ved hvert kommunalvalg været den største lokale stemmesluger.

”Efter mere end 22 år som borgmester i Næstved er det nu tid til, at nye kræfter tager over og sætter sig i spidsen for kommunen i de kommende år. Jeg ser tilbage på min politiske karriere i Næstved med stor glæde. Der har været mange udfordringer og nødvendige omstillinger. Jeg er rigtig glad for de store forbedringer af kulturinstitutionerne, vi har gennemført og også glad for de mange gode boligområder og botilbud, vi kan tilbyde i Næstved Kommune” siger Henning Jensen og fortsætter:

”I 2004 tog jeg initiativ til etableringen af den nye Næstved Kommune. Det var meget tilfredsstillende, at vi her på Sydsjælland frivilligt kunne finde sammen i en stor sammenlægning af fem kommuner, som hverken krævede statslig mægling eller skabte store lokale fejder. Næstved Kommune er blevet en smuk, harmonisk og sammenhængende kommune med by og land i balance”.

Udover et bankende hjerte for Næstved Kommune, så har det internationale arbejdet længe haft Henning Jensens store interesse. Via sin plads i KLs bestyrelse og formandskab tog han, i samarbejde med Odenses borgmester Anker Boye, initiativ til etablering af Internationalt udvalg i KL, hvor han fungerede som formand i perioden 1998 - 2010.

Henning Jensen var medlem af KLs bestyrelse i perioden 1994 – 2010. De sidste 12 år var han en del af KLs formandskab.

Efter 1. maj fortsætter Henning Jensen som menigt medlem af Næstved Byråd valgperioden ud, ligesom han fortsætter som næstformand i Internationalt udvalg i KL og som medlem af EU’s Regionsudvalg.

Mest Læste

Annonce