London har fået sin første muslimske borgmester

08/05/2016 18:41

Nick Allentoft

Opvæksten i et boligkompleks i London har lært byens nye borgmester, Sadiq Khan, at alle skal have muligheder.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Alle i London skal have chancen, lød budskabet fra byens nyvalgte borgmester, da han lørdag officielt overtog posten som den britiske storbys politiske leder.

For sådan var det for Sadiq Khan - søn af en pakistansk buschauffør og tilhørende et stort muslimsk mindretal i Storbritannien. 

- Godmorgen, mit navn er Sadiq Khan. Jeg er Londons borgmester, sagde han ved sin indsættelse i Southwark Cathedral. 

Den 45-årige Labour-politiker fortalte, hvordan han som dreng i et boligbyggeri uden for London aldrig havde drømt om, at han en dag skulle stå som byens borgmester. 

Han havde aldrig fundet vej til den post, hvis ikke byen havde givet ham en "hjælpende hånd". 

- Min brændende ambition for byen - som også skal være ledetråd i mit embede - er at sikre, at alle i London får de muligheder, som jeg selv fik. Jeg lover altid at gøre alt, jeg kan, for at forbedre byen. Jeg vil være borgmester for hele London, siger Khan. 

Sejren er et pænt plaster på såret for Labour, der har oplevet tilbagegang over det meste af Storbritannien ved lokal- og regionalvalgene torsdag.

I valgkampens slutspurt indledte Zac Goldsmith, hvad Labour har betegnet som en smædekampagne mod Sadiq Khan for at bevare borgmesterposten på konservative hænder efter Boris Johnson afsked.

Goldsmith forsøgte at koble Khan til ekstremistiske grupper. Derudover har han undervejs boret i Khans religion, blandt andet fordi Sadiq Khan har optrådt i debatter med radikale muslimer.

Sadiq Khans sejr betyder, at London bliver den første vesteuropæiske hovedstad med en muslimsk borgmester.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.