Foto: ecolabel.dk

Ny forkvinde i spidsen for Danmarks Miljømærkenævn

07/04/2021 10:51

Theis

Miljøminister Lea Wermelin har netop udnævnt Anna Lise Mortensen Grandjean som ny forkvinde for Miljømærkenævnet. Anna Lises grønne profil vil styrke arbejdet med at udvikle og udbrede både det nordiske og det europæiske miljømærke. Miljøministeren sender samtidigt en stor tak til den afgående formand.

Anna Lise Mortensen Grandjean er med virkning fra i dag udpeget til forkvinde for Danmarks Miljømærkenævn af Miljøminister Lea Wermelin. Den nye forkvinde kommer med 30 års erfaring som bæredygtighedsdirektør eller tilsvarende i forskellige større virksomheder.

"Vi skal alle sammen forbruge mere grønt og mere bevidst. Miljømærkerne viser den nemme og hurtige vej for forbrugerne. Derfor er jeg rigtig glad for, at Anna Lise har sagt ja til at stå i spidsen for Danmarks Miljømærkenævn. Nævnet har en vigtig rolle med blandt andet at fremme udbredelsen af både det nordiske miljømærke, Svanemærket, og det europæiske miljømærke, EU-Blomsten. Det arbejde vil blive styrket med Anna Lises mangeårige erfaring og grønne profil," siger miljøminister Lea Wermelin. 

I regeringens strategi for grønne offentlige indkøb er miljømærkerne et vigtigt instrument i arbejdet med at gøre statens, regionernes og kommunernes indkøb mere grønne. Regeringen har et mål om, at alle offentlige indkøb skal være miljømærkede i 2030. 

En erfaren kvinde med grøn profil
Anna Lise Mortensen Grandjean er uddannet biolog. I dag driver hun bestyrelses- og konsulentvirksomhed, hvor hun bl.a. hjælper virksomheder med en bæredygtig transformation.  

"Jeg glæder mig meget til at komme i gang med miljømærkearbejdet. EU-Blomsten og Svanemærket er baseret på en livscyklustankegang, der ser produktets miljøprofil ud fra helhedsbetragtning. Det er vigtigt for at omstille til en cirkulær økonomi. Samtidig er miljømærkerne vigtige for danske virksomheder, offentlige indkøbere, og ikke mindst forbrugerne i en travl hverdag," siger Anna Lise Mortensen Grandjean.

Anna Lise Mortensen Grandjean tiltræder posten 6. april 2021.

Mest Læste

Annonce