Foto: Shutterstock

Ny rektor for Filmskolen

Ledelse

09/02/2021 10:28

Theis

Kulturminister Joy Mogensen har ansat en ny rektor med stærke rødder i filmbranchen. Fra 1. maj kommer Tine Fischer til at stå i spidsen for Den Danske Filmskole.

Tine Fischer forlader dermed posten som administrerende direktør for Copenhagen Film Festivals, der tæller CPH:DOX, CPH PIX og børnefilmfestivalen Buster. 

Kulturminister Joy Mogensen siger:
”Filmskolen er arnested for dansk film. Her spirer filmtalenterne og fremtidens film, som vi er kendt for i hele verden. Tine Fischer har arbejdet i film og kunst hele sit liv, og med hende ved roret er Filmskolen i stærke og innovative hænder.”

Tine Fischer siger: 
”Det er en kæmpe ære, at kulturministeren og et enigt ansættelsesudvalg har peget på mig som den nye rektor for Den Danske Filmskole. Jeg glæder mig til at møde eleverne, ansatte og lærerne. Og jeg glæder mig til at lytte, forstå og sammen videreudvikle en skole, som lige nu og her står et afgørende vigtigt sted i skolens lange historie. Den Danske Filmskole er ikke bare en hvilken som helst skole, den er kendt som verdens bedste filmskole, den har en stor del af æren for den store succes, som dansk film er og har været, og så er den en afgørende vigtig stemme i at forme fremtidens film- og medielandskab. Skolen har været igennem et svært år, og jeg ankommer med den største ydmyghed og respekt over for det store engagement, eleverne har udvist. De har kæmpet for at bevare en praksisbaseret kunstskole, og den ambition og energi, der ligger i engagementet, glæder jeg mig vanvittigt til at møde og arbejde videre med.”

Stillingen som rektor for Den Danske Filmskole blev opslået i efteråret 2020, og et enigt ansættelsesudvalg med repræsentanter fra Filmskolen og filmbranchen har indstillet Tine Fischer til posten som rektor for Den Danske Filmskole. Fischer tiltræder stillingen d. 1. maj 2021. 

Baggrund om Tine Fischer 
Tine Fischer er direktør for Copenhagen Film Festivals og har bl.a. stået bag stiftelsen af filmfestivalen CPH:DOX, hvor hun har fungeret som kunstnerisk leder og direktør siden 2003.

Tine Fischer har en uddannelsesmæssig baggrund fra filmstudier på Københavns Universitet og London Guildhall University, samt producer- og manuskriptudviklings-programmer hos hhv. EAVE og Torino Filmlab. Fischer har arbejdet i forskellige positioner i film- og mediebranchen på tværs af udvikling, produktion, formidling og talentudvikling. Dertil har Tine Fischer har været løbende engageret i udviklingen af danske kulturinstitutioner og dansk kulturpolitik ved deltagelse i en lang række bestyrelser, udvalg og netværk.

Baggrund om Den Danske Filmskole 
Filmskolen er Danmarks eneste statslige videregående uddannelse inden for film- og tv-produktion. Filmskolen blev grundlagt i 1966 og har historisk set været et centralt omdrejningspunkt for udviklingen af dansk film. Filmskolen tilbyder en eliteuddannelse for vækstlaget i dansk film.

Mest Læste

Annonce