TDC taber igen sag om trecifret millionbeløb med Skat

13/09/2018 08:32

Nick Allentoft

En sag med spor tilbage til slutningen af 80'erne er endt med nederlag til TDC i Højesteret.

TDC får ikke tilbagebetalt 362 millioner kroner fra Skat i en sag om ulovligt opkrævet arbejdsmarkedsbidrag, da kravet er forældet. 

Det fremgår af en afgørelse fra Højesteret, der dermed stadfæster afgørelsen fra Østre Landsret sidste år. 

TDC har kørt sagen på, at Skat skulle tilbagebetale ulovligt opkrævet ambi-afgift - arbejdsmarkedsbidrag. Pengene blev betalt i perioden fra 1988 til 1991.

Både TDC og Skat har under sagen været enige om, at teleselskabet har krav på de 362 millioner kroner.

Men samtidig har der været enighed om, at kravet var rejst for sent i forhold til de danske regler. 

TDC har dog ment, at sagen ikke var forældet på grund af EU-regler, men det afviser Højesteret. 

Mest Læste

Annonce