Nyt græsk ja vender timeglasset på hovedet

Politik

24/07/2015 14:04

Nick Allentoft

Tiden er allerede begyndt at løbe mod en ny deadline, efter at parlamentet i Athen natten til torsdag gav grønt lys til forhandlinger om gigantisk hjælpepakke.

Fortællingen om den græske gældskrise, der i måneder har gjort Europas politikere stakåndede, er også fortællingen om langstrakte natlige forhandlinger.

Onsdag aften var ingen undtagelse i Athen, hvor det blev midt om natten, før et nyt dramatisk kapitel kunne nedfældes med både alfa og omega som græsk lov.

Den nye lovpakke berører blandt andet banker og borgerrettigheder og skal først og fremmest tilfredsstille de internationale kreditorer.

Premierminister Alexis Tsipras lod parlamentet forstå, at det ikke var med sin gode vilje, at han bad parlamentet stemme ja til på ny at stramme livremmen ind på de hårdtprøvede grækere.

- Konservative kræfter i Europa holder fast i deres planer om at sparke Grækenland ud af euroen, sagde han forud for afstemningen i parlamentet ifølge den græske nyhedsportal ekathimerini.com.

- Vi valgte et kompromis, som tvinger os til at indføre et program, vi ikke tror på, og vi vil indføre det, fordi vores valgmuligheder er meget svære, tilføjede han.

Et stort flertal på 230 ud af 300 medlemmer af parlamentet fulgte Tsipras' opfordring og stemte ja til de nye love. 

Dermed kan regeringen begynde forhandlingerne om kriselån for op mod 645 milliarder kroner, der skal holde Grækenland oven vande og inde i euroen.

Den tidligere finansminister Yanis Varoufaki, der stemte nej til en lignende reformpakke for en uge siden, bakkede denne gang op om Tsipras.

Han forklarede efter afstemningen, at han kun stemte ja for at hjælpe regeringen med at købe sig tid hos de internationale kreditorer, der ifølge ham i virkeligheden ønsker at se Grækenland mislykkes med at få vedtaget de spareplaner, som er forudsætningen for at kunne få et eventuelt nyt lån.

36 medlemmer af regeringspartiet Syriza stemte imod forslagene, der derfor måtte vedtages med støtte fra proeuropæiske parter uden for regeringen.

Med vedtagelsen af de nye love i Athen er timeglasset endnu engang vendt om i sidste øjeblik for grækerne, der fortsat må leve med kapitalkontrol, som begrænser hæveautomaterne i landet til at skubbe i gennemsnit 60 euro ud om dagen til den enkelte.

Men en ny nedtælling er allerede startet, for nu begynder de konkrete forhandlinger om en ny treårig græsk støtteordning. 

Eurolandene har bedt EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond om at stå for forhandlingerne.

Trojkaen, som de tre institutioner populært kaldes, har været alt andet end populære i Athen de senere år, og for især premierminister Tsipras har den været en rød klud i ansigtet. 

Nu skal han forhandle med selvsamme trojka, og hvis det som ventet ender med et såkaldt aftalememorandum om et nyt græsk støtteprogram, skal det igen forbi flere af eurolandenes parlamenter, blandt andre den tyske forbundsdag, inden det er helt på plads.

Næste gang, timeglasset løber ud, er 20. august, hvor Grækenland igen skal betale af på sin gigantiske gæld, denne gang 3,2 milliarder euro - 24 milliarder kroner - til Den Europæiske Centralbank.

Håbet er, at støtteordningen er på plads inden da. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce