Ø&I Årgang 32 nr. 3: Fokus & Forum

Den affortryllende verden har nået sine grænser. Modernismen og rationalismen kan ikke løse den omfattende klimatiske, kulturelle og politiske krise, vi står lige overfor, hvor både de planetariske og de personlige grænser er nået. Et humanistisk, etisk, åndeligt og æstetisk blik på verden er nødvendigt.

Rovdriften på planetens og menneskers ressourcer har udmagret både planeten og det moderne menneske. Vi brænder de sidste fossile brændstoffer af og samtidigt bliver mor og far udbrændte, fordi alting skal ske på samme tid.

Både sociologen Max Weber og den nyligt afdøde sociolog og samfundstænker Zygmunt Bauman forbandt det grænseoverskridende pres mod planet og personer, som vi ser lige nu. Med modernitetens og rationalitetens evangelium: At vi tror, at vi kan udregne alt og derefter tillade os at gøre alt. At vi tror, at vi har ubegrænsede muligheder for evig progression, udvikling og opadstigen. En indstilling, der i sig selv leder til overskridelse af naturens ydre og vore indre grænser.

Vi kalder det personlig vækst, selvudvikling, forandringsparathed og karriere, når vi på arbejdsmarkedet presser os selv til det yderste i de selvsamme år, hvor vi har vort livs vigtigste opgave: At sætte en ny generation i verden med nærvær, omsorg, fællesskaber og kærlighed.

Ø & I bliver til Samfundslederskab i Skandinavien

Tidsskriftet Samfundslederskab i Skandinavien er en relancering af det 32 år gamle forskertidsskriftet Ø & I - Økonomistyring & Informatik, der nu er blevet digitalt og en del af DenOffentlige.

Samfundslederskab i Skandinavien lægger vægt på empiriske studier af ledelsespraksis og har hele Skandinavien som redaktionelt afsæt.

Læs mere her

Ligesom vi med kemisk fracking tvinger de sidste ressourcer ud af undergrunden, presser vi de sidste ressourcer ud af vores personlige bevidstheds mentale lag – om nødvendigt med angst- og depressionsdæmpende medicin. Almindeligt sårbare bliver mere syge af at være en del af præstationssamfundet, fordi kun toppræstationer tæller. Mængderne af mennesker, som lever i udenforskab som »menneskeligt affald« vokser.

Samtidigt er hele planetens liv truet af vores grænseløse adfærd: Udryddelse af fauna og flora, hensynsløs udnyttelse af milliarder af års oparbejdede fossile ressourcer i jorden, metangas, og CO2 i atmosfæren, enorme affaldsbjerge, der flyder rundt i havene, atomaffald som vi ikke ved, hvor vi skal gøre af og kemisk forurening af såvel den ydre som den indre natur.

Fødevareindustriens kemisk forarbejdede og manipulerede mad truer vores sundhed og gør os fede og fattige. Fertiliteten falder, fordi vores kønsorganer og arveanlæg påvirkes kemisk.

Den ydre og indre fracking er to sider af samme sag og i sin grund et resultat af rationalismen og modernismen, mener to af vor samtids største tænkere.

Rationalismens jernbur

Den polske sociolog Zygmunt Bauman, der døde for nylig 91 år gammel, advarede i bogen Modernitet og Holocaust om, at rationalismen og modernismen ikke er løsningen på det moderne samfunds problemer, men i meget høj grad en del af problemet.

Han gik så vidt som til at mene, at rationalisme-moderniteten kunne føre til fascisme og racehygiejne. Modernismens reduktion af livet til et stykke materie, der kan regnes ud, kædede han sammen med den nyere histories grufulde overgreb på menneskeheden. Den ensidige modernitet og rationalitetens kolonisering af hele verden kunne ikke andet end ende i gaskamrene, sagde han. For når vi har affortryllet mennesket og gjort det til et stykke materie, et dyr vi kan regne ud, vil vi følgelig begynde at vurdere dyrets værdi, forme dyrets værdi, avle på dyrets værdi. Det ender i eugenik, i racehygiejne, og udryddelse af dem, vi ikke finder værdiskabende, fordi de i rationalitetens optik er mindreværdige – og ikke værdige i sig selv.

Også den tyske økonom og sociolog Max Weber, som regnes for sociologiens grundlægger, var optaget af, at modernitetens tro på, at alt kan regnes ud og sættes på formel, skaber en blindhed i forhold til at forstå og værdsætte verden. Ifølge Weber skaber rationalismen et så ensidigt og forarmet livs- og menneskesyn, at vi affortryller verden (Entzauberung der Welt).

Verden er ikke længere magisk, mageløs eller mystisk. Der er ikke længere noget, der er helligt eller værdifuldt i sig selv. Noget, som skal beskyttes og bevares for sin egen skyld. Hvis der ikke er et humanistisk, etisk og poetisk sprog og et åndeligt og æstetisk blik på verden, vil det ende i det, Max Weber kalder »rationalismens jernbur«.

Når verden ikke længere er fortryllende – med mange øjne og mange sprog – sidder vi tilbage i rationalitetens jernbur, hvor mennesker går fra at være mål til at blive et middel for opnåelse af rationalitetens mål.

End of history?

I 1990’erne fik den amerikanske politolog Francis Fukuyama sat en dagsorden om det liberale og kapitalistiske demokratis totale sejr på Jorden. Vi var nået til vejs ende i den ideologiske kamp, og vi var kommet frem til én vinder, én sand samfundsform – det liberale kapitalistiske demokrati. Fukuyamas bestseller og tidens bibel var »The End of History and the Last Man«.

Siden har tingene ændret sig radikalt. Vi står på ingen måde ved historiens og idelogiernes endelige med én fortælling, men derimod med konkurrerende fortællinger med fundamentalt forskellige livs- og menneskesyn, styrings- og magtsyn, værdiog natursyn.

Demokratiet – det liberale, vestlige, markedsdrevne, ligeværdige, magtdelte, folkeoplyste demokrati, bliver presset fra alle sider, indefra såvel som udefra. Udefra bliver det dels presset af en krigerisk og terroristisk totalitær islamisme – fra den anden side presses det liberale demokrati af totalitære styrer som det tyrkiske, russiske og kinesiske. Også fra Europas egne befolkninger lyder råbet på den stærke mand, der kan sætte alle de andre på plads (autokratiet), og i USA har befolkningen ad demokratisk vej – men med falske mediers mellemkomst – bragt den rige mand til magten som et forvarsel på, at også plutokratiet er en reel trussel. Både autokratiet og plutokratiet lurer som et afmægtigt svar på sammenbruddet i den vestlige verdens værdier og værdighed. Selve demokratiet som samlende idé i den vestlige verden er for først gang siden 1945 truet, i takt med, at også EU og FN er i defensiven og mister legitimitet.

Vi er altså ikke ved The End of History, som Fukuyama forudsagde, men måske alligevel ved slutningen på noget. På en del af vores historie og civilisation. Spørgsmålet er, hvad det er, der slutter – og især hvad det er, der begynder.

Europas historie er rig på fascination af alle former for kulturelle undergangsberetninger og dystopier. Oswald Spenglers (1880-1936) store hovedværk om Vestens undergang, Der Untergang des Abendlandes, prægede mellemkrigsårene, og den østrigske forfatter Stefan Zweig (1881-1942) beskrev i bogen »Verden af i går«, hvordan det gamle, borgerlige Europa gik under.

Hovedværker som disse fortæller os, at vi måske allerede i nogle årtier har været vidne til et opbrud, som er ved at undergrave fundamentet for den europæiske civilisation og baner vejen for en kulturel og åndelig forråelse, hvis ikke vi som menneskesamfund tager sagen i egne hænder og siger: Vi kan og vil det anderledes som mennesker.

I 1967 holdt Dr. Martin Luther King sin berømte tale, hvor han satte navn på »The Three Evils of Society« – vort vestlige samfunds tre onder. »Vi oplever nu, at en tresidet sygdom kommer til overfladen, men den har været indlejret i vores politiske liv lige fra begyndelsen. Sygdommen af racisme, overdreven materialisme og militarisme. Det er Vestens tre plager«.

I dag synes Vestens tre plager at være blevet til fire, et firehovedet uhyre, der fører til ubærlig grænseløshed:

Kulturelitens dekadence i urban selvoptagethed og selvreference med leg med krop og køn og et eksorbitant forbrug af alt og alle.

• Magtelitens kynisme og tab ikke bare af etik, værdier, idealer, principper og ideologi, men også af livsforståelse, arbejdserfaring og menneskekundskab – magteliten kender ikke længere forskel på mål og middel, tjener og herre, det fælles bedste eller eget bedste.

• Kapitalismen ansvarsløshed, hvor et svulmende militær og industrielt kompleks på en ureguleret og ukontrolleret markedsscene udvikler sig til en ustyrlig og overlegen rovdyrkapitalisme uden ansigt, der magtfuldkomment tager som den vil, når den vil, hvem og hvor den vil – uden at stå til regnskab for de korte og især langsigtede konsekvenser.

• Store marginaliserede befolkningsgrupper, som bliver stadigt mere forarmede, passiviserede, umyndiggjort og udannede i et tilskuerliv, som i Romerriget blev kaldt brød og skuespil, og som i dag har sin klare pendant i fastfood og skærmen – »det sorte spejl«.

Et nyt kapitel

Vi står altså ikke ved End of History, men ved afslutningen på det kapitel i vores historie, hvor individualisme, materialisme og rationalisme var løsningen. Vi står ved afslutningen på modernitetens kapitel, der reelt startede helt tilbage i reformationens nøgleord 1517 – for præcis 500 år siden.

Efter den lange 500-årige rejse har moderniteten måske udspillet sin rolle. Den er under pres udefra og indefra – oppefra og nedefra. Fordi planetens grænser er nået, fordi menneskers grænser er nået, fordi magteliten og den kulturelle elite ikke længere tjener det fælles bedste og har mistet forbindelsen til folket. Fordi troen på kapitalismen som selvregulerende økonomisk system af gode grunde er svækket efter sammenbruddet i de finansielle markeder i 2007. Fordi befolkningerne tvivler på eliternes evne til at løse problemerne, som de selv har skabt. Og fordi andre kulturer trænger sig på og skaber tvivl om de vestlige demokratiers legitime overherredømme.

I et tilbageblik på de sidste2000 år, kan man med den brede pensel anføre, at vores del af verden har været igennem fire helt forskellige faser af menneskelig erkendelse. I den første fase kredsede ideerne om Gud, det åndelige det overnaturlige og en forståelse af altings indretning. Anden fase handlede om at forstå planeten Jorden, naturen og vores placering i Universet. Tredje fase handlede om at forstå menneskesamfundets dynamik, kollektivet, stammen, racen, gruppen. Fjerde fase, moderniteten, har handlet om individet, den enkelte, det indre menneske. Rejsen er groft sagt gået fra Gud til Planeten gennem Kollektivet til Individet.

Vi er nu på vej ind i en ny fase. Vi ved endnu ikke, hvordan den kommer til at se ud. Om det bliver et sammenbrud, noget helt nyt, som vi ikke kender – eller en ny form for sammenhæng og syntese.

Vi ved ikke, om fremtiden bliver en bevægelse indad, endnu længere ind i det menneskelige sind, den menneskelige bevidsthed og kemi, ind i cellen og atomet, ind i vores nanopartikler. Måske denne bevægelse i kombination med robottiseringen åbner perspektiver, vi endnu slet ikke kan forestille os.

Den anden mulighed er, at vi (måske samtidig) er på vej i en bevægelse udad – en bevægelse, hvor de fire fundamentale relationer, som mennesket har – relationen til en Skaber eller højere idé, relationen til Naturen og jorden, relationen til den Anden, til fællesskabet – og relationen til Mig selv – nu vil blive bragt i balance, så vi kan fortsætte vores eksistens på denne enestående smukke juvel i universet, Jorden.

Vejen videre

I bevægelsen #DetErVoresSamfund tror vi, at vi har et valg, og at alle menneskelige handlinger har betydning. Det er ikke for sent at redde planeten, og det er ikke for sent at skabe et menneskesamfund, der bygger på værdighed, empati og ansvarlighed. Hvis vi sammen kan erkende og reagere på alvoren i situationen, besidder menneskeheden både en fælles fornuft og kreative evner til i fællesskab at ændre verden til det fælles bedste.

Som det første må vi i den kommende æra se vore udfordringer og muligheder i et bredere billede, hvor vi ser og opfatter sammenhænge på tværs af de kasser, vi normalt tænker i: Mellem det materielle og det åndelige, mellem det sande og evidente – og det endnu ukendte og umulige. Mellem det teknologiske og funktionalistiske på den ene side – og det kulturelle og på menneskelige på den anden side. Mellem det faktuelle og objektive på den ene side og det fiktive og følelsesmæssige på den anden. En sådan kompleks forståelses- og forandringsproces stiller store krav til vore sociale og politiske relationer, men hvis vi skal ud af rationalismens jernbur, er den en eksistentiel og også politisk påtrængende nødvendighed. Vi står over for en reel trussel at Verdens uendelige naturgivne, sociale og menneskelige reduceres og går tabt.

Bevægelsen #DetErVoresSamfund er et forsøg på gennem en åben, intensiv politisk debat at mobilisere, inspirere og give håb hen imod et mere bære- og væredygtigt samfund. Lignende bevægelser findes i dag overalt i verden. Alle disse lokale og globale bevægelser kan understøtte hinanden i den fælles kamp, og det vil de gøre, hvis vi finder den organisatoriske nøgle til samspil og samskabelse.

Det er vigtigt, at disse nye demokratiske bevægelser udvikler og gør brug af et nyt ledelsessprog, som vil forny de etiske og æstetiske sociale relationer, og som sætter alternative bærende menneskeværdier i spil, som fornyer og udvider vort syn udover modernitetens og rationalitetens økonomiske nytte- og effektivitetssyn. I virksomhederne er en bevægelse allerede i gang hen imod at fokusere på bæredygtig kundeoplevet kvalitet frem for kvantitet, fokus på faglig og personlig kompetence frem for upersonlig effektivitet. De bærende værdier i det kommende samfunds organisationer og politik vil blive troværdighed, tolerance, storsind og livskvalitet som vækstparadigme.

Vi står over for at skulle gå en anden vej end den rationalismen og moderniteten har foreskrevet os. Den starter med de fortællinger og det etiske og æstetiske sprog, hvormed vi på tværs af kulturer, nationer, racer, fagligheder, religioner og magtcentre kan tale om en ny bæredygtig global virkelighed og om de uendelige samskabende muligheder, der kan føre til den.

En sådan ny verdensorden forudsætter en ny politisk tolerance og en fælles respekt for den overordnede mening med planeten Jordens bevarelse, naturens og menneskelivets værdi og værdighed i sig selv og samfundets forunderlige uklarhed og mangfoldighed.

Jonas Nørgaard, Karen Lumholt, Bjarke Friis, Else Bech, Stig Skov Mortensen, Preben Melander

På vegne af fællesbevægelsen #DetErVoresSamfund

 

Emneord: Økonomistyring & Informatik
Økonomistyring & Informatik på DenOffentlige.dk Efter 32 års udgivelse er forskertidsskriftet Ø&I - Økonomistyring & Informatik - blevet digitalt og en del af DenOffentlige.  I dette arkiv kan du finde forskningsartikler fra årene 2015-...
Aktivitet: Artikler: 42 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også