Ifølge aktørerne selv bliver OK15 ikke en gentagelse af lærerkonflikten i foråret 2013 med lockout af landets folkeskolelærere, lukkede skoler og demonstrationer.

OK'15: Ingen tror på overenskomst-slagsmål i et valgår

Velfærd

15/12/2014 08:33

Nick Allentoft

Sygeplejersker, politibetjente og folkeskolelærere skal have nye overenskomster til næste år. Men det bliver ikke lærerkonflikten i 2013 om igen, mener aktørerne selv. Se tidsplan her.

Sygeplejersker, sundheds- og socialassistenter, pædagoger, folkeskolelærere og politibetjente skal have nye overenskomster i 2015. Samlet skal der forhandles løn, arbejdstid og pension for en million offentlige ansatte i kommuner, regioner og staten.

Men det bliver ikke en gentagelse af lærerkonflikten i foråret 2013 med lockout af landets folkeskolelærere, lukkede skoler og demonstrationer. En konflikt, som endte med et regeringsindgreb og en ændring af lærernes arbejdstidsregler.

Mikkel Mailand, arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, tror ikke, at arbejdsgiverne kaster sig ind i de helt store sværdslag denne gang.

- Der er ikke noget, der tyder på en konflikt, som vi så det i 2013 med lærerkonflikten. Dels er det et valgår, vi går ind i, dels vil arbejdsgiverne understrege, som de sagde dengang, at det var en ekstraordinær situation, siger han.

                  Læs også: Topleder København: Opgaverne skal løses tæt på borgerne

Forbundsformand for Fag og Arbejde (FOA) Dennis Kristensen ser heller ikke en stor konflikt for sig.

- Selv om KL vandt over lærerne, så ser det ikke ud til, at de sidder og slikker sig om munden og er parate til en ny omgang. Det har lidt mere karakter af, at det var en hård omgang, og man nu i stedet slikker sårene og venter, siger Dennis Kristensen.

Michael Ziegler, der er chefforhandler for KL og konservativ borgmester i Høje-Taastrup, stod i spidsen for forhandlingerne i 2013.

- Den sidste overenskomstforhandling var lidt konfliktfyldt. Vi håber, at forhandlingerne denne gang bliver meget kedeligere. Men da kommunerne er i forandring, skal vi forhandle os frem til nogle reformer af de nuværende overenskomster, siger han.

              Læs også: 30 års krise i det offentlige bureaukrati

Kommunerne går først og fremmest efter at få færre overenskomster. I dag er der omkring 100 overenskomster på det kommunale område. Hos FOA er man ikke uvillig til at se på det ønske, hvis det bindes sammen med uddannelse af ufaglærte.

Kommunerne og de ansatte udveksler krav til de nye overenskomster mandag.

 

FAKTA: Ny overenskomst til en million offentlige ansatte Når den sidste nytårsraket er skudt af, sætter arbejdsgiverne for det offentlige og de ansattes organisationer sig ned for at forhandle nye overenskomster hjem til omkring en million ansatte i kommuner, regioner og i staten. 

Inden da har parterne udvekslet krav til nye overenskomster, da de gamle udløber 1. april 2015.

* Mandag udveksler kommunerne, KL, og fagbevægelsen krav til næste års overenskomster.

* På KL's kravliste er blandt andet et ønske om færre og bredere overenskomster. I dag er der mere end 100 overenskomster på det kommunale arbejdsgiverområde.

* I dag er 80 procent af det kommunale personale ansat efter de 20 største overenskomster.

* Ifølge KL kan færre overenskomster betyde mulighed for flere fuldtidsansættelser.

* 18. december udveksles krav mellem Centralorganisationernes Fællesudvalg, som er forhandlere for de statsansatte, og finansministeren (Moderniseringsstyrelsen).

* I januar og februar næste år forhandles der om nye overenskomster for de offentlige ansatte.

* Det forventes, at staten får overenskomsterne på plads i februar.

* Herefter følger aftaler i kommuner og regioner.

* Overenskomsterne skal være fornyet, inden de udløber 1. april 2015.

Kilder: Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet, KL.

/ritzau/

 

Mest Læste

Annonce