OK20: Ny overenskomst for vikarer

FOA og Vikarbureauernes Brancheforening har tirsdag skrevet under på aftale, som giver vikarer på plejeområdet mere i løn og pension.

Ansatte i vikarbureauer på social- og sundhedsområdet har fået ny overenskomst.

Aftalen giver en lønstigning for timelønnede vikarer på i alt 6,8 procent over de næste tre år – samtidig stiger pensionen fra 7,2 procent til 9 procent pr 1. marts 2022.

”Vi er tilfredse med både lønstigningen og stigningen i pensionsindbetalingen. Sidstnævnte er et stort skridt i retningen mod at få pensionsindbetalingen op på højde med den for fastansatte,” siger næstformand i FOA Thomas Enghausen.

”Samtidig får man som månedslønnet vikar bedre mulighed for frihed i forbindelse med barns sygdom,” forsætter han.

Udover de timelønnede vikarer, som er langt den største gruppe blandt FOAs medlemmer inden for overenskomsten med Vikarbureauernes Brancheforening, er der også aftalt lønstigninger for månedslønnede vikarer. Her stiger lønnen 2,5 procent hvert år de næste tre år.

Mandag indgik FOA forlig med Dansk Erhverv om de pædagogiske vikarer. Her forhøjes timelønnen med 2,25 procent pr 1. marts 2020, 2,25 procent 1. marts 2021 og 2,22 pr 1. marts 2022, mens lønnen for månedslønnede stiger med 2,5 procent hvert år de næste tre år.

FOA forhandler videre på fredag på fritvalgsoverenskomsten for ansatte i private plejefirmaer under Dansk Erhverv.

Foto: FOA

Emneord: FOA, Social- og sundhedsområdet, vikarbureauer, Dansk Erhverv

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også