Robert Olsen: Vi er igang med Kofoeds Skole 2.0

Det er som om, de taler til en, når man kører forbi: Kofoeds Skoles ikoniske røde bygninger i den stille ende af Nyrnberggade. Murklodserne gemmer på masser af historie og emmer af vigtige fortællinger.   Set udefra har det karakteristiske domicil i efterhånden mange år på overfladen lignet sig selv og på den måde dannet genkendelig overgang mellem det nye beboelseskvarter mod øst og det gamle Amager-industrikvarter mod vest. Et markant bevis på, hvor stor Kofoeds Skole har vokset sig gennem årene. Der er immervæk langt fra det lille beskedne kælderlokale på Christianshavn, hvor man åbnede i det små i 1928, til de omfangsrige faciliteter, man i dag kan tilbyde stedets mange elever og øvrige besøgende.   Men et er dét, man kan betragte udefra som forbipasserende. Nogen andet er dét, der foregår inde bag murene. Det har i modsætning til de fysiske, ydre rammer været i evig forandring gennem årene, men ikke mange udenforstående har vidst det. For hvad foregår der egentlig på Kofoeds Skole? Mangen en nabo har undret sig gennem tiden.   Men ikke længere. Nu ønsker skolen at åbne sig op. Favne omverdenen. Inddrage lokalområdet. For på samme måde som Amager Øst, som Kofoeds Skole ligger i, er under kraftig vækst og i de senere år har været udsat for en vild byfornyelse, er skolen her i 2018 – 90 år efter dens oprindelige åbning – ikke fuldvoksen. Langt fra.   ”Jeg er virkelig glad for, at vi har fået 50 millioner kroner til at realisere det her projekt, så vi kan skabe noget nyt, for hvis ikke vi havde gjort det, var vi stået stille, og så havde vi ikke haft udviklingspotentiale og en rolle at spille på længere sigt. Det har vi nu”, fortæller forstander Robert Olsen – og fortsætter:  

Lige for tiden bliver der savet. Hamret. Der bygges. Der larmes. Og meget snart er Kofoeds Skole klar til at tage det næste skridt i stedets omfangsrige historie. Et skridt ind i fremtiden. Et kæmpe ansigtsløft på de indre linjer – og for første gang længe også på de ydre.   Det mærker man dog ikke meget til en kold og klam sen eftermiddag i januar, hvor nærværende avis’ udsendte lægger vejen forbi. Håndværkerne er for længst gået på fyraften, det normalt så hyggelig gårdmiljø er helt mennesketomt, små beskedne plastikskilte og malede blå fodspor på asfalten viser, hvor den midlertidige hovedindgang er, og kedelige paller, triste plastikpresenninger og kaotisk byggerod er det første, der møder øjet.   En spøjs kontrast til det, der kommer: En blomstrende og indbydende storbylandsby fuld af liv, butikker, værksteder, stemning og masser af glade mennesker. En grønnere og mere bæredygtig organisation, der åbner op for omverdenen og byder lokalområdet op til dans.   Begge lejre repræsenteret ”Vi har nogle klare visioner, strategier og mål, og på den måde forsøger vi at tage bestik af fremtiden – dels ved at følge med den kæmpe byudvikling, der er i vores lokalområde, og dels ved at vi har øje for den udvikling, der er i samfundet generelt. At det så er hårdt og frustrerende for alle med gang her på skolen – især eleverne – at der bygges om, ja – sådan er det at befinde midt i en omstillingsproces, hvor noget nyt og underledes lurer i horisonten”, siger Robert Olsen med stolthed i stemmen.   Det siges, at alt godt kommer til den, der venter, men alligevel føler mange elever sig naturligt nok mest trygge ved det, de kender. Det har således ikke været nogen helt nem opgave at forberede stedets faste klientel på fremtidens Kofoeds Skole.   ”Der er jo stadig nogen, som brummer lidt i krogene, for det er ikke alle, der bryder sig om for store ændringer. Det ville være utopi, hvis alle råbte ”juhuu”. Vi har at gøre med udsatte mennesker, som har bestemte holdninger til ting og også nogle gange andre verdensopfattelser end du og jeg, men når det er sagt, så har vi gjort et stort arbejde for at være ude at kommunikere om de her ting.   Jeg har blandt andet holdt 45 oplæg i kursuslokaler i alle tænkelige undervisningssituationer for at nå ud til flest muligt, så i dag ved folk på skolen godt, at der er en stor omstilling undervejs. Men selvfølgelig – når man kommer til en dør, der i går var åben, men som i dag er lukket, så bliver folk jo noget usikre. Men der er heldigvis også mange som synes, det er spændende, at der sker noget, så på den måde har vi begge lejre repræsenteret”, fortæller forstanderen.   Dårlig tilgængelighed Ombygningen af Kofoeds Skole bygger grundlæggende på tre overordnede visioner. Dels ønsker man at åbne sig mere op for lokalområdet, dels ønsker man en mere bæredygtig og grøn skole og endelig handler det om at skabe en såkaldt storbylandsby.   ”Kofoeds Skole og andre sociale institutioner har generelt en tendens til at lukke sig lidt om sig selv. Der er porte ind til områderne, der er mørkt og det virker ofte ikke særligt tilgængeligt udefra. Hele processen, vi er i gang med nu, handler blandt andet om at åbne os mere op og gøre Kofoeds Skole til en større del af det samfund, vi lever i. Jeg kan godt lide at se ting i et historisk perspektiv, og hvis vi lige går nogle år tilbage et kort øjeblik, så lå der engang et herberg som en del af Kofoeds Skole, der var en klassisk institution med døgnvagt, kontrol og relativt snævre rammer for, hvad adfærden måtte være for borgeren. I 1998 fjernede man institutionsbegrebet i lovgivningen, og i 2005 besluttede man så at afvikle herberget og det traditionelle institutionsbegreb på Kofoeds Skole og lægge det ud i nogle små decentrale enheder, hvor man havde de unge (udsatte unge i alderen 18 til 29 år, red.) boende. De fik større autonomi, der var ikke døgnvagt på, der var færre konflikter, de fik bedre muligheder for at bo-træne og de havde større chance for at komme ud og klare sig på længere sigt. Der er mange store fordele ved det, og den udvikling, vi har gang i i øjeblikket, handler lidt om det samme”, fortæller Robert Olsen.   Han betoner, at lige så vel som at Kofoeds Skole har masser at byde på i forhold til de socialt udsatte via hjælp, rådgivning, arbejdstræning og undervisning, så har de mennesker, som har deres faste gang på Kofoeds Skole, også masser at byde på. Det kan udnyttes i forhold til at føre strategien om at åbne sig mere op mod omverdenen ud i livet.   ”Eleverne producerer jo ting, som vi nu i højere grad end tidligere kommer til at sælge i egne butikker. Butikker, der lige nu er ved at blive bygget ud mod Nyrnberggade. Dermed bliver de en metode til at åbne skolen op. Man kan også sige, at når vi for eksempel laver et æblemosteri, som vi gjorde i 2017, så er det ikke bare for at have et æblemosteri for sjovs skyld, men for at producere noget, der giver mening og som kan bruges som springbræt til nye samarbejder med lokalmiljøet. Vi forsøger at lave relationer ud i lokalsamfundet og blive en integreret del af det – både her og også på de andre skoler i Århus, Aalborg og Nuuk.   Hele det der med åbenhed og butikker handler om at gå i en retning, hvor vi prøver at lave noget socialøkonomi og hvor man så får nogle indtægter, der kan være med til at gøre hverdagen bedre for de elever, vi har her på Kofoeds Skole”.   Servicefag i fokus Den anden strategi, der ligger bag Kofoeds Skole version 2,0, handler om at gøre skolen mere grøn og bæredygtig. Robert Olsen peger i den forbindelse på en væsentlig forskel i måden at drive værksteder og betragte socialøkonomi på.   ”Vi er i gang med at ændre måden at tænke værksted på. Mange af de værksteder, vi har haft tidligere, har peget lidt tilbage mod industrisamfundet – blandt andet håndværkerhus med tømrer og snedker samt et metalværksted. Fremover forsøger vi at tage mere hensyn til, at mange af vores elever i dag har været uden job i flere år og at mange er ufaglærte. Derfor handler det om at give dem nogle opgaver, de bedre kan involvere sig i – f.eks. servicefaget – og også at skabe nogle arbejdsprocesser, som måske er lettere at håndtere for folk uden en faglig uddannelse.   I dag har vi et værksted med Redesign, der måske ikke er så kompliceret at arbejde på som at være på et tømrerværksted.  Vi har et cykelværksted, der er mindre avanceret at have med at gøre end et metalværksted. Vi har også havearbejde som en del af den grønne strategi, så på den måde drejer vi vores værkstedsindhold i en mere bæredygtig retning, samtidig med at vi så også løfter det op pædagogisk som en del af arbejdet”, siger Robert, der i samme moment stolt beretter, at nogle af de tiltag, man for længst har iværksat, bestemt ikke har været forgæves.   ”Overordnet som institution har vi også investeret meget for at spare energi. Fra 2014 til 2016 sparede vi 40 procent i vores energiudgifter, og det er altså kun sket, fordi vi har en meget klar strategi på området”.   Den sidste af de tre hovedstrategier handler om at skabe en storbylandsby.   ”Det vigtige ved en storbylandsby er, at man får lavet miljøer, hvor der er nogle baser – dels hvor eleverne kan samles, men hvor også andre kan mødes. I vores visionsplan snakker vi om ”base, skole, by”. Den enkelte elev skal have mulighed for at være i en base, hvor han/hun føler sig tryg. Fra de baser skal vi udfordre vores elever på skolen til at gøre noget sammen med andre, arbejde sammen med andre og være fælles med andre via værksteder, undervisning og arbejde på skolen. Målet med det er i sidste ende at ruste eleverne til komme ud i byen og kunne agere derude. Det er alligevel dér, de befinder sig de fleste timer i døgnet”, fortæller Robert Olsen.   Lukkethedskulturen skal væk Men begrebet storbylandsby handler også om, at man som skole kan blive interageret i – og interagere med lokalområdet på en helt anden måde end tidligere. På Kofoeds Skole har man for længst set i øjnene at den karré, man ligger placeret i, bliver totalt bebygget eller ombygget som led i byfornyelsen i området. Derfor er det en nødvendighed, at man får lavet nogle gunstige samarbejder med de mennesker, der af den ene eller anden grund opholder sig i karréen i det daglige, så skolen på den måde fremstår som et gode for lokalområdet.   For hvem er man egentlig? Hvad står Kofoeds Skole for? Er det lukket land for omverdenen eller tager man imod sine naboer med åbne arme? Lukketheds-kulturen har, uden at man har villet det, altid hængt som en tung dyne over stedet, men med storbylandsbyen, hvor alle er velkomne til at kigge forbi, skal dét prædikat helt væk.   ”Da vi i sin tid lavede visionsplanen, som blev til i samspil med både elever, lærere og naboer, så sagde naboerne mange gange: ”Vi ved godt, at Kofoeds Skole ligger der, men vi ved ikke rigtig, hvorfor vi skulle gå derned”. Hvis vi laver nogle mødesteder for vores naboer og nogle tiltag, så man får lyst til at gå herned – det kunne være en butik og et sommermarked eller boligforeninger og måske AA-grupper, der låner vores faciliteter til at holde for eksempel generalforsamlinger – så sørger vi for at få lokalsamfundet inviteret inden for og indbyder dem til at være en del af skolen på den ene eller anden måde.   Vi skal overleve på at have et godt omdømme, men hvis man ikke fortæller om os til nogen, så dør man. Så vi skal have nogle ambassadører i vores lokalområde og nogle ambassadører blandt politikere både lokalt og nationalt, som gør, at Kofoeds Skole har muligheder for at fungere også i fremtiden. Det gør vi blandt andet ved at vise alle, at vi kan lave godt socialt arbejde og udvikle os – ikke ved at isolere os selv og kigge os tilbage.   Omstillingsprocessen for Kofoeds Skole handler i høj grad om at sørge for, at vi ikke bliver en del af lokalområdet som det var, men som det kommer til at blive”.