De fleste ved, at der i alle brancher, faggrupper og arbejdspladser findes mennesker, som ikke har de kompetencer og de evner, der skal til for at bestride deres arbejde. Mange vil kunne skrive under på, at de har haft en kollega, som var uduelig, ubrugelig og inkompetent, og gjorde mere skade end gavn.
Nyhedsbrev 2
100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste?
Det er gratis
Næsten alle lønmodtagere og ledere er dygtige, kompetente og leverer høj faglighed i hverdagens dont. Men der findes nogle få procent, som trods faglig sparring, efteruddannelse og kompetenceløft ikke magter opgaven alligevel.
Det ser vi eksempler på i dokumentaren ”Daginstitutioner bag facaden”. Men trods TV2’s sensationsagtige foromtaler kommer dokumentaren ikke til at vise substans, som vi ikke allerede kendte til. Tværtimod. De fleste kommuner, herunder Københavns Kommunes Børne- og ungdomsforvaltning, har nemlig godt styr på, hvor der er skoler og daginstitutioner, der er udfordret på deres faglighed, samarbejde og kerneopgaven.
TV2 fandt de institutioner, de valgte at lave skjult kamera fra, via kommunens egne tilsynsrapporter. De samme tilsynsrapporter har ført til indsatser i de pågældende institutioner. Det betyder, at der arbejdes intensivt på at rette op på forholdene, og at dokumentaren er forældet, før den nogensinde bliver sendt.
Støj for balladens skyld
Så hvad er formålet med at lave en udsendelse med skjult kamera, må man spørge.
Udsendelsen rammer forbi skiven, hvis formålet er at støtte kampen for minimumsnormeringer eller at give opbakning til forældrenes og det pædagogiske personales kamp for et værdigt børneliv. Hvis det handler om børnene, er det vældig svært at forstå, at den pågældende pædagog/journalist og produktionsselskabet ventede henholdsvis syv og fire måneder med at gøre kommune, forældre og ledelse opmærksomme på, at der var iagttaget og filmet helt uacceptabel adfærd fra pædagogisk personale.
Undlader fagpersoner at reagere på åbenlyst dårlige forhold er det et brud på fagpersoners underretningspligt. Lov om social service siger, at man har pligt til at underrette til kommunen, hvis man får kendskab til, at et barn eller en ung udsættes for vanrøgt, vold, mishandling, seksuelle overgreb med videre eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare. Men hensynet til udsendelsen vejer åbenbart højere end børnenes tryghed og trivsel.
Uacceptable forhold
Ingen tvivl om, at dokumentaren viser situationer, som er helt uacceptable. Forhold som helt grundlæggende er udtryk for lav relationskompetence. De omtalte daginstitutioner har været udfordret over længere tid. Derfor har der også været en længere indsats med at skabe fælles forståelse af kerneopgaven i ord og handling. Der er siden efteråret 2018 arbejdet på at vende kulturen til fælles pædagogisk praksis på stuerne og mellem stuerne. Fraværet af et bæredygtigt arbejdsfællesskab har været markant, til skade for børnenes hverdagsliv, samarbejdet og arbejdsmiljøet. Der har været eksempler på en forråelse blandt nogle medarbejdere.
Læs mere fra Jan Hoby
Næstformand i LFS, Jan Hoby, skriver om arbejdsfællesskaber og meget andet. Find alle hans indlæg her.
Det vil dog være ærgerligt, hvis enkeltstående situationer betyder, at vi nu skal tvivle på alle pædagogiske medarbejdere og kvaliteten i alle daginstitutioner. Med forældre og tilsynsrapporter og dokumentationskrav som konstante vidner ved vi jo godt, at den pædagogiske velfærd leverer god kvalitet inden for selv meget pressede rammevilkår.
Heldigvis er intet så dårligt, at det ikke er godt for noget. Optagelserne tydeliggør, at vi har brug for stærke arbejdsfællesskaber, og at feedbackkulturen mellem personalet er afgørende. Man skal tale højt og blive ved, hvis man ser noget, der ikke er i orden – uanset om det handler om børn eller kolleger.
Vi skal bruge ytringsfriheden aktivt
Derfor skal vi kræve en åben, fordomsfri og demokratisk debat på alle offentlige arbejdspladser – og opfordre alle, både ledere og medarbejdere til at turde tale højt og tage ytringsfriheden tilbage. Der skal nemlig, som det står sort på hvidt i vejledningen om offentlige ansattes ytringsfrihed, være nultolerance overfor alle, der angriber ytringsfriheden - også i den offentlige sektor. Så behøver vi måske heller ikke i fremtiden at lave skjult kamera.
Psykologen Dorthe Birkmose har beskrevet, hvordan der kan opstå forråelse i arbejdsmiljøet, og det er ligeledes belyst i arbejdsmiljøforskningsprojektet Pionerprojektet, som blev gennemført i Københavns kommune i årene 2010 til 2013, samt i KIDS, kvalitetsudvikling i daginstitutioner af Charlotte Ringsmose, som blev gennemført i 2017 og 2018 i københavnske daginstitutioner.
Arbejdsfællesskabet er afgørende
Presset på rammevilkårene presser medarbejderne, som risikerer at presse børnene. Men der er visse handlinger, uanset hvor pressede rammevilkårene er, som ikke kan eller skal forsvares. Jeg har de seneste tre år rejst den offentlige sektor tyndt og har holdt oplæg om arbejdsfællesskab for mere end 13.000 offentligt ansatte. De steder, hvor jeg laver ”Arbejdsfællesskab som teambuilding”, skal alle medarbejdere komme med tre eksempler på fravær af arbejdsfællesskab.
Her et par eksempler, som viser, at fravær af arbejdsfællesskab og forråelse kan ske i alle afkroge af den offentlige sektor. For fravær af arbejdsfællesskab har store konsekvenser for både medarbejderne og i dette tilfælde børnene. Det gode er, at medarbejderne altid ved, hvor udfordringerne er. De mangler blot et legitimt, trygt og fagligt rum, hvor de kan tale om det. Desværre er der mange arbejdspladser, der ikke har aftalt og øvet sig i at give og modtage professionel feedback, kritik og undring. Og så vælger mange at stikke hovedet i busken.
1. En mail kom i indbakken fra en pædagogisk leder: Tak for dit oplæg i går. Det var lige det startskud, der var brug for, og personalet i Den Orange Elefant udtrykte efterfølgende og til morgen, at det havde været godt! Nu har jeg læst alle deres besvarelser igennem, ift de spørgeskemaer de har udfyldt. Og jeg må sige – at selv om jeg vidste det og har arbejdet med det i over et år – så er niveauet af sladder, personlige konflikter samt manglende fællesskab så stort i deres besvarelser, at jeg kan se, at opgaven med at løse det kalder på kreativitet.
2. ”Vi er på legepladsen. En kollega står i nogle udfordringer med en børnegruppe. Børnene løber rundt om hende og slår de andre børn. Kollegaen råber af børnene: NU STOPPER I. Børnene griner bare og løber videre. Kan mærke, at min kollega er meget oprevet, og har svært at komme ud af konflikten. Jeg går over til hende og prøver at få øjenkontakt. Kollegaens øjne flakker. De er bare nogle lorteunger siger hun højt. Jeg tager kollegaen på armen og siger, nu tager jeg over. Det bliver min kollega meget sur og vred over og siger, hvem FANDEN TROR DU, DU ER. TROR DU, AT DU ER BEDRE END MIG. Hun vender sig og går væk. Jeg går tilbage til børnene og får ro på. Dagen efter snakker jeg med min kollega og siger, at jeg faktisk ikke syntes, at det var rart at blive talt sådan til. Min kollega trækker på skulderne og siger: Sådan er det.”
Min pointe er, at det kræver en helhjertet indsats parret med mod, ærlighed og faglighed, hvis der er opstået negative kulturer på en arbejdsplads. Det er naivt at tro, at det er nok med minimumsnormeringer, hvis vi skal løfte den faglige kvalitet i daginstitutionerne. Er kulturen blevet syg, kan det ikke helbredes med at ansætte flere mennesker. Der skal skabes et godt arbejdsfællesskab. Jeg har aldrig mødt nogen, som ikke ønsker, at deres arbejdsplads skal være et trygt og bæredygtigt arbejdsfællesskab med masser af professionel uenighedskultur. Tværtimod!
I det perspektiv er det svært at forestille sig, hvilken gavn danske børn har af, at en journalist lader sig ansætte proforma i to børnehaver, udelukkende med det formål at filme kolleger uden deres viden. Det skaber utryghed hos både medarbejdere og forældre generelt. Og det gavner ikke kampen for minimumsnormeringer eller bedre vilkår på det pædagogiske områder iøvrigt.
