Foto: Shutterstock

Overvægt hos børn og unge kræver handling

Sundhed

23/06/2021 14:49

LTT

Overvægt er en udfordring, der kræver handling. Derfor har Region Hovedstaden nedsat et såkaldt opgaveudvalg, hvor en gruppe engagerede borgere sammen med regionsrådspolitikere har kigget på, hvordan vi kan forbedre det forebyggende arbejde, så børn og unge får et godt liv og undgår, at deres overvægt udvikler sig til svær overvægt.

Sundhedsvæsenet skal blive bedre til at række ud og hjælpe de børn og unge, der har problemer med deres vægt. Man skal turde tale om overvægten, og det er borgerne selv, der definerer, om de har brug for hjælp eller ej og ikke et bestemt BMI-mål. Sådan lyder det i anbefalingerne til regionsrådet i Region Hovedstaden fra det opgaveudvalg, som har drøftet handlingsmåder for at sikre bedre forebyggelse af overvægt blandt børn. Hjælpen skal også være relevant og adressere dét, som er den egentlige årsag til overvægten. Det kræver bedre samarbejde på tværs af kommuner og regioner, flere forskellige tilbud og bedre opfølgning efter vægttabet. Gevinsten ved en sådan øget, forebyggende indsats kan ikke undervurderes, for det giver færre kroniske sygdomme på længere sigt.

En god proces
Regionsrådsmedlem Karin Friis Bach (R) har været formand for opgaveudvalget, og hun er begejstret for processen:

- Det har været en stor gave at få input fra en gruppe enormt engagerede mennesker på det her område. For mig som politiker er der stor læring i at sidde ved et bord med mennesker, der har oplevet problemet på nært hold. Det giver en uvurderlig indsigt i, hvordan vi bedre kan tilrette forebyggelsen af overvægt blandt børn.

Bedre samarbejde
Opgaveudvalget peger konkret på en række forhold, som kan gøres bedre for at forebygge overvægt. Det påpeges f.eks., at det er vigtigt at afstigmatisere området, så det bliver mere normalt at tale om – især blandt sundhedspersoner, der har kontakt til overvægtige børn og deres familier. Der peges desuden på, at et styrket samarbejde på tværs af hospitaler, almen praksis og kommunens sundhedsplejersker skal sikre en rød tråd i et forebyggelses- eller behandlingsforløb."Jeg er rigtig glad for de meget brugbare input fra opgaveudvalget, og jeg glæder mig til at være med til at arbejde på at få dem implementeret, så de gode ideer kommer ud og gør en reel forskel for de børn, der har brug for det. Vi kan se, at der er nogen knapper, vi kan dreje på, som sandsynligvis vil gøre en stor forskel for børn, der lider af overvægt, så det skal vi da kigge hurtigt og seriøst på," siger Qasam Ahmad (AL), formand for udvalget for forebyggelse og samarbejde i Region Hovedstaden.

Mest Læste

Annonce