Vi bruger, vi swiper – og nogle gange opdager vi først for sent, at pengene fosser ud.
For mange kan privatøkonomi være en uhåndgribelig størrelse, og overforbrug kan snige sig ind på selv de mest budgetbevidste.
Det amerikanske erhvervsmedie Businessinsider har derfor spurgt fire økonomiske rådgiverer, hvad deres største 'røde flag' i kunders forbrug er.
Ifølge alle de fire erfarne finansielle rådgivere er ét rødt flag særligt tydeligt: kreditgæld.
Alle de eksperter, mediet talte med, var enige: Hvis du ikke kan betale hele din kreditkortsaldo eller kassekredit hver måned, bør alarmklokkerne bimle.
"Når man ikke kan betale hele saldoen, er det et klart tegn på, at udgifterne er løbet løbsk," forklarer Alvin Carlos, økonomisk rådgiver hos District Capital Management.
Det er dog ikke nødvendigvis katastrofe efter første regning. Christopher Stroup fra Silicon Beach Financial giver sine kunder tre måneder med minimumsbetalinger, før han griber ind. For som han påpeger, kan nødsituationer få selv de bedste til midlertidigt at gå i minus.
Men hvis saldoen stiger måned efter måned, er det på høje tid at ændre kurs. "Det fortæller mig, at man konsekvent bruger mere, end man tjener," siger Angela Moore fra Fruitful.
Og kreditgæld er ikke bare irriterende – den er rasende dyr.
En normal rente på en kassekredit i Danmark ligger typisk mellem 8% og 15% om året – afhængigt af bank, beløb og din kreditvurdering.
For kreditkort er renten generelt højere. Her ligger den normalt mellem 15% og 25% om året, igen afhængigt af udsteder og korttype.
Så hvad gør man, hvis plastikkortet har fået overtaget? Første skridt er at få styr på budgettet. Små justeringer som at opsige unødvendige abonnementer kan hjælpe, men er gælden større, kan det kræve større ændringer som at finde billigere bolig eller dele udgifter med en roommate.
Budget-apps kan være en hjælpende hånd, men som Angela Moore understreger, handler det i sidste ende om at lægge en plan – og holde sig til den.