I øjeblikket er der skoledistrikter for folkeskolerne, og hvis man ikke ønsker barnet i den pågældende skole, er det meget bureaukratisk og besværligt – hvis overhovedet muligt - at få lov til at sende sit barn i en anden offentlig skole.
Frihed frihed frihed
Men hvorfor ikke bare sætte det hele frit? Så kan forældrene selv vælge, hvilken skole deres barn skal gå i, og skolerne vil givetvis udvikle sig til at tilbyde noget specielt og med en høj kvalitet. Udover basisfagene vil en folkeskole i et frit konkurrerende marked sandsynligvis udvikle særlige fag/linjer, som kan lokke børn til med disse specielle interesser. Derved får hver skole sin egen unikke profil, og hvad er der egentlig galt i dette? Skal det hele være gråt og ens? Og det samme gør sig vel gældende for vuggestuer og børnehaver.
Vi bør derfor lade pengene følge barnet, uanset om der er tale om vuggestue, børnehave, skole eller ungdomsuddannelse. Det bør også gælde private tilbud, eller hvis man selv ønsker at passe sit barn før skolealderen.
F.eks. bør man have mulighed for at passe sit barn hjemme det første år efter endt barsel, hvis en sådan ordning passer bedst ind i ens familiemønster og karriere. De penge, som barnet ellers ville få med sig til betaling for en vuggestueplads kunne derved udbetales til den hjemmegående som kompensation for at passe barnet hjemme i stedet. Det er ikke meningen at hjemmepasning skal gøres til en levevej. og måske endda udløse et større tilskudsbeløb end man kan tjene ved ”normal” fuldtidsbeskæftigelse. Det er derfor rimeligt at sætte grænsen ved f.eks. 1 år efter endt barselsperiode.
Skal enkelte gymnasiers problemer koste friheden for alle?
Det har været fremlagt, at enkelte gymnasier har et flertal af unge med en anden etnisk baggrund end dansk, og at dette kan være et problem for integrationen. Det centrale spørgsmål er, om et problem for de få skal betyde indskrænket frihed for de mange. Integration af indvandrere er en proces, som ikke klares på et øjeblik, og som bestemt ikke kun handler om skoletiden.
Mine bedsteforældre kom hertil for hundrede år siden, og de første mange år var disse indvandrere ikke integrerede. De boede i bestemte kvarterer i byen, og omgangskredsen var helt overvejende deres egne. Med tiden integreres man dog i det omgivende samfund. Det kan simpelt hen ikke undgås. Grunden til at jeg skriver dette er for at sige, at vi som samfund skal have lidt tålmodighed. Det kan sagtens tage et par generationer, før indvandrere er integrerede i en grad, at vi ikke omtaler det som et problem længere.
Populært sagt kan man sige ”ro på”. Det skal nok løse sig med tiden. Vi har en tendens til at bekymre os meget om integration, men man kunne i stedet lade det gå sin gang uden for meget indblanding. Det er klart, at vi ikke kan tillade kriminalitet og andre lovbrud, hverken af etnisk dansker eller af invandrere, men om der lige går xx% flere eller færre elever af anden herkomst på et gymnasium kan ikke rigtig få mit blodtryk til at stige.
Lad os komme i gang
Dette her handler om frihed. Frihed til at vælge den løsning som passer bedst ind i den enkelte lille familie. Dette her er et eksempel på, at vi kan øge kvaliteten, øge den personlige frihed, og gøre det uden at det koster ekstra. Lad pengene følge barnet, uanset om man vælger den ene eller den anden vuggestue, børnehave eller skole, eller om man vil passe sit barn derhjemme i en periode.
