Arkivfoto: Shutterstock

Pensionsselskab og fond vil bygge plejehjem i 10 kommuner

Sundhed

10/09/2020 11:23

Pelle Lindegaard Bügel

Pressemeddelelse: Pensionsselskabet PFA og OK-Fonden vil i fællesskab med interesserede kommuner i de kommende år skabe en række helt nye velfærdstilbud i form af friplejehjem, seniorboliger og seniorbofællesskaber til en sum på over 2 milliarder kroner.

Pensionsselskabet PFA og non-profit omsorgsorganisationen OK-Fonden indgår et joint venture, der skal etablere friplejehjem, seniorboliger og seniorbofællesskaber i 10 større danske byer.

Byggerierne forventes at blive igangsat over de kommende år, og der er i alt afsat en samlet investeringssum på 2,5 milliarder kroner.

Allerede på nuværende tidspunkt er der dialog med flere interesserede kommuner, og forventningen fra PFA og OK-Fonden er, at der hvert sted skal opføres cirka 70 til 100 plejehjemsboliger samt 40 til 50 seniorboliger som ”Boliger for Livet”.

En del af seniorboligerne vil fungere som seniorbofællesskaber.

-Hos PFA har vi et stort ønske om at skabe gode og trygge rammer, der kan være med til at sikre det gode seniorliv. Det gælder både i forhold til overgangen fra arbejdsliv til pension, men også ved at udvikle nye og attraktive boligformer.

- Den demografiske udvikling betyder, at der kommer til at mangle plejehjemspladser, og som stort pensionsselskab ved vi, at det samtidig er et stadie i livet, som kan være forbundet med mange bekymringer og utryghed.

- Med vores partnerskab med OK-Fonden vil vi skabe en højkvalitetsløsning, som kan være med til at supplere det offentlige, og som samtidig sker i en konstruktiv dialog med de interesserede kommuner. På den måde kan vi i fællesskab være med til at sikre, at flere bliver tilbudt netop dén plejehjemsplads, de ønsker, siger Allan Polack, Group CEO i PFA.

Det bliver OK-Fonden, der som privat non-profit omsorgsorganisation, skal drive de fremtidige plejehjem samt administrere seniorboligerne og seniorbofællesskaberne, som det fælles selskab skal etablere og udleje.

Kommunerne betaler det samme for en borger på et OK-friplejehjem som for en borger på et kommunalt plejehjem.

- Vi er meget glade for partnerskabet med PFA. PFA har stor kompetence inden for investering og i at rådgive fremtidens seniorer og ældre. Der er stor søgning til vores eksisterende plejehjem og til vores seniorboliger, og vi håber, at PFA’s kunder vil søge i retning af netop vores fælles værditilbud.

- Med det fælles selskab bliver vi i stand til at tilbyde endnu flere kommuner at levere velfærdsløsninger – og dermed til at tilbyde endnu flere mennesker OK-Fonden som en valgmulighed.

- Vi lægger vægt på, at vores tilbud skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov, og at der skal være så mange valgmuligheder som muligt hos os, siger Ulrik Ahrendt-Jensen, administrerende direktør i OK-Fonden.

PFA, der er et kundeejet pensionsselskab, bliver majoritetsinvestor i det fælles selskab, samtidig med at PFA-kunder vil få fortrinsret til det fælles selskabs boliger og friplejehjem. Dermed går værdiskabelsen også videre til de mennesker i Danmark, som de to partnere bag det fælles selskab begge arbejder for. Både PFA og OK-Fonden har allerede stor erfaring med at opføre seniorboliger og seniorbofællesskaber.

Realiseringen af det fælles selskab er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Fakta

De nye plejehjem:

Plejehjemmene bliver friplejehjem med mellem 70 og 100 boliger hvert sted.

Enhver, som er visiteret til en plejehjemsplads, kan søge om en bolig – også selvom man kommer fra en anden kommune.

Det koster det samme at bo på OK-Fondens friplejehjem som på tilsvarende kommunale plejehjem.

Kommunerne betaler for borgerens ophold på et friplejehjem på samme vis som for en borger på et kommunalt plejehjem.

Det er vores ønske, at man kan fortsætte sit liv, som man ønsker det. Plejehjemmene tilbyder derfor – ud over den offentligt betalte service – muligheden for private tilkøb.

De kan benyttes af såvel beboerne på plejehjemmet som af beboerne i seniorboligerne, seniorbofællesskabet og andre interesserede. Det kan f.eks. være wellness, ledsagelse, pasning af kæledyr, catering eller hjælp til praktiske opgaver.

Boliger for Livet:
Boliger for Livet er fleksible seniorboliger til mennesker, som gerne vil have mulighed for at blive boende i deres eget hjem hele livet – også hvis der opstår behov for hjælp og pleje.

Beboerne i seniorboligerne kan bruge plejehjemmets fællesfaciliteter som café og wellness i det daglige. Herudover kan man også vælge at bestille og få leveret privat betalte tilkøb som f.eks. mad, rengøring og ledsagelse. Servicen gøres fleksibel og tilpasses den enkelte beboers behov, i tæt dialog og efterhånden som behovene opstår.

Boligerne er velindrettede og gennemtænkte, så de kan indrettes efter den enkelte beboers behov.

Boliger for Livet henvender sig til mennesker, der ønsker tryghed, har nedsat funktionsevne, eller som blot ønsker at leve livet hele livet – med mulighed for at modtage hjælp, hvis det bliver nødvendigt.

Læs mere her                                                                                                    

Seniorbofællesskaberne:
En del af de opførte Boliger for Livet etableres som seniorbofællesskaber, hvor beboerne har hver deres individuelle bolig samt et fælleshus.

Her er man mere end blot gode naboer – idet man indgår i et forpligtende fællesskab, der skaber og vedligeholder tryghed og godt naboskab for og med hinanden. Beboerne er fra 50 år og uden hjemmeboende børn.

Mest Læste

Annonce