Rusland og Ukraine har vidt forskellige syn på, hvad der skete i shoppingcentret. Foto: Screenshot, Twitter
Rusland og Ukraine har vidt forskellige syn på, hvad der skete i shoppingcentret. Foto: Screenshot, Twitter

Begår Putin et terrorangreb her? Se optagelserne og bedøm selv

Politi

28/06/2022 22:16

J. Bøgen

Påstandene ryger frem og tilbage, efter en eksplosion satte shoppingcenter i Ukraine i flammer.

Det var et russisk missil, og der var 1000 mennesker inde i centret!

Nej, det var en brand fra et ammunitionsdepot, og centret var tomt!

Der er meget forskellige meninger om, hvad der skete mandag aften dansk tid, da et shoppingcenter i Ukraine blev forvandlet til et frådende flammehav.

For mens Ukraine og Vesten fordømmer det, de kalder et russisk angreb på civile, holder russerne stædigt fast i, at der ikke var tale om et angreb mod civile mål. Deres version er i stedet, at de angreb et våbenlager, og at en brand herfra spredte sig til shoppingcentret.

På Twitter kan man finde optagelser fra nærliggende overvågningskameraer, der viser eksplosionsøjeblikket.

Var der nogen mennesker i centret?

Det næste stridspunkt i informationskampen er, om der var mennesker i centret eller ej. Ukraines præsident Zelenskiy har været ude og sige, at der var omkring 1000 mennesker i centret.

Russerne siger derimod, at centret har været lukket siden marts, og at der ikke var nogen mennesker i bygningen.

Der er ikke kommet nogen overvågningsoptagelser inde fra centret, der blev ramt kl. 17 lokal tid mandag.

Vidner fortæller om uhyggelige scener både i og omkring centret i forbindelse med eksplosionen, men der er altså stadig ikke dukket nogen optagelser inde fra centret op.

Russisk frustration i fuldt flor

Ifølge Jakob Kaarsbo, der er senioranalytiker ved Tænketanken Europa, er de sidste dages angreb på civile mål et udtryk for russisk frustration - særligt fordi de ukrainske styrker nu har taget langtrækkende missilsystemer i brug, som de har fået af vesten.

"Med en rækkevidde på 85 kilometer presser HIMARS-systemerne de russiske stillinger ved frontlinjen i Donbas. Ukrainerne har ramt nogle russiske knudepunkter, og derfor udfører russerne nu disse terrorbombninger på tilfældige civile mål," siger analytikeren til TV 2.

Jacob Kaarsbo forventer, at USA og NATO i løbet af få dage vil vedtage at sende nye, avancerede luftforsvarssystemer til Ukraine for at dæmme op for de russiske missilangreb. Og måske vil vi inden længe se en markant ukrainsk optrapning af modangreb rettet mod de russiske styrker.

"De seneste analyser tyder på, at ukrainerne vil begynde at angribe mere bredt. Lige nu har de gang i en offensiv omkring storbyen Kherson i syd, der er under russisk kontrol. Her kunne nogle af de resterende HIMARS-systemer blive afgørende for ukrainsk succes," lyder analysen fra Jacob Kaarsbo.

Mest Læste

Annonce