Foto: National enhed for Særlig Kriminalitet
Foto: National enhed for Særlig Kriminalitet

Er du blevet snydt? 4 anholdt for svindel for mere end 500 millioner kroner

Politi

17/01/2024 15:30

J. Bøgen

Politiet mener, der har været tale om et såkaldt ponzi-scheme.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK, også kendt som Bagmandspolitiet) har onsdag morgen anholdt fire personer i en sag om investeringsbedrageri for mere end 500 millioner kroner gennem en spilleforening.

Det skete i en koordineret aktion, hvor også ni adresser på Sjælland er rangsaget.

De anholdte omfatter ledende personer i en spilleforening, som mistænkes for at bedrage sine investorer.

Det skriver NSK i en pressemeddelelse.

Et såkaldt ponzi-scheme

Spilleforeningen har opereret gennem en lukket hjemmeside og en app, og har over for investorerne oplyst, at deres indskud blev sat på væddemål på blandt andet tennis- og fodboldresultater hos en etableret spiludbyder.

NSKs mistanke er, at der ikke bliver spillet på sportsresultater, men at spilleforeningen fungerer som et såkaldt ponzi-scheme, hvor eksisterende investorers afkast består af nye investorers indskud.

Efterforskningen af spilleforeningen er sat i gang, efter flere banker har foretaget indberetninger om mistanke om hvidvask.

Er du blevet snydt?

Politikommissær hos NSK, Kasper Olander Jensen, siger:

”Med dagens aktion håber vi at have stoppet et igangværende svindelnummer. En spilleforening kan være ganske lovlig, men i denne sag mistænker vi, at investorerne er blevet ført bag lyset, og der er begået investeringsbedrageri for minimum en halv milliard kroner.”

Tre af de anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby i onsdag eftermiddag klokken 16. Her vil anklagemyndigheden anmode om dørlukning. Den fjerde anholdte blev løsladt efter endt afhøring.

Personer, der mener, at de er blevet svindlet i forbindelse med investeringer i spilleforeninger på nettet,  kan anmelde det på politiets anmeldelsesportal for investeringsbedrageri.

Mest Læste

Annonce