Per Zeidler nægter sig skyldig i rufferi. Foto: Shutterstock
Per Zeidler nægter sig skyldig i rufferi. Foto: Shutterstock

Gangbang-politikeren skal i retten igen - for gangbangs

Politi

10/06/2022 13:43

J. Bøgen

Den tidligere kommunalpolitiker, Per Zeidler, er allerede en gang blevet dømt for rufferi ved at tjene penge på gangbangs. Og nu er han tiltalt for at gøre præcis det samme igen.

Gangbangs og politik. Sjældent to ord, der går igen i samme sætning, men når man samtidig nævner navnet Per Zeidler, er situationen en anden.

Den tidligere kommunalpolitiker fra Syddjurs Kommune blev nemlig for tre år siden dømt for rufferi, da han havde tjent penge på at arrangere netop gangbangs, hvor flere personer har sex med hinanden.

Nu skal Zeidler så i retten igen, denne gang i Aalborg. Og anklagen? Rigtigt gættet: At tjene penge på at arrangere gangbangs.

Det skriver TV2 Østjylland.

I gang igen otte dage efter første dom

I anklageskriftet beskrives en lang række gangbangs helt tilbage til februar 2020, som Per Zeidler angiveligt har tjent penge på. Oprindeligt skulle sagen have været for retten i januar 2021, men her meldte Zeidler sig for syg til at kunne deltage via sin advokat.

Siden er der tilføjet endnu et forhold til anklageskriftet, fordi det angiveligt har vist sig, at Per Zeidler i maj 2020 har annonceret for seksuelle ydelser og arrangeret såkaldt seksuelle møder. I alt med en omsætning på 56.000 kroner, hvoraf han selv skal have modtaget 34.000.

Ifølge det nye anklageskrift gik der da også kun otte dage, fra han blev dømt, til han igen var i gang med at arrangere gangbangs. Anklageskriftet beskriver, at Zeidler blandt andet har arrangeret gangbangs på sin egen adresse i Mariagerfjord Kommune, ligesom det formodes, at nogle er foregået i kystbyen Øster Hurup.

Og nu er der altså en ny dato for sagen, der er planlagt til at køre ved Retten i Aalborg fra 13. til 16. juni Anklageren i sagen har på forhånd bekendtgjort, at man går efter en fængselsstraf til Per Zeidler.

Erkendte 73 gangbangs

Da Zeidler fik sin dom i 2019, erkendte han at have arrangeret 73 gangbangs i samarbejde med en anden mand. Dengang lød dommen i Retten i Randers på seks måneders betinget fængsel.

Pengene blev tjent ved at arrangere de omtalte gangbangs, hvor mænd kunne betale sig til at have sex med en eller flere kvinder. Indkomsten blev så delt mellem kvinderne, Per Zeidler og hans samarbejdspartner.

Ifølge rufferiparagraffen kan man straffes for at drive virksomhed, hvor en anden, mod betaling eller løfte om betaling, har seksuelt forhold til en kunde - altså præcist det, Zeidler tjente sine penge på op til den første dom.

Zeidler og hans makker formodes at have tjent omkring 200.000 kroner på de omtalte gangbangs.

Tidligere formand for familieudvalget

I løbet af sin politiske karriere nåede Per Zeidler at være formand for familieudvalget og byrådsmedlem i Syddjurs Kommune.

Da sagen op til den første dom kom frem under optakten til kommunalvalget i 2017, sygemeldte Zeidler sig på ubestemt tid og trak sin lokalliste, Social Liberal Borgerliste, fra valget. Han trak sig efterfølgende helt ud af politik.

TV2 ØSTJYLLAND har forsøgt at få en kommentar fra Per Zeidler til den aktuelle sag, men han har ikke ønsket at stille op til et interview. Over for Ekstra Bladet har advokat Henrik Garlik tidligere fortalt, at Per Zeidler nægter sig skyldig i anklagerne.

Mest Læste

Annonce