Arkivbillede. Foto: Shutterstock
Arkivbillede. Foto: Shutterstock

Ib betaler 10.000 kroner i bøde - hver måned

Politi

24/04/2023 08:22

J. Bøgen

Og det bliver han nok nødt til en rum tid endnu ...

Hvis man vil bygge noget på sin grund, skal man have tilladelse fra den kommune, man gerne vil bygge i.

Ender man med at bygge noget, som man ikke har fået tilladelse til, kan man risikere at skulle rive det ned igen.

En hamrende irriterende ekstraudgift (for både byggeriet og nedrivningen), men man kan også tage en alternativ tilgang til det: Og det er netop, hvad den nordjyske bilforhandler, Ib Jensen, har gjort.

En tilgang, der koster ham 10.000 kroner om måneden, og der er ikke meget, der tyder på, det ændrer sig foreløbig.

Kommune mod borger

Hele sagen handler om den del af hans bygning, som han bruger til at udstille de biler, han har til salg.

Aalborg Kommune vil nemlig have bygningen revet ned, og faktisk har kommunen endda fået landsrettens ord for, at bygningen er ulovlig.

Men den kendelse er Ib Jensen langt fra enig i, og derfor nægter han at rive byggeriet ned - hvilket altså koster ham 10.000 kroner i bøde hver eneste måned.

Grunden til, at Ib Jensen vælger den månedlige udgift, i stedet for at rive bygningen ned, er, at han mener, kommunen simpelthen tager fejl, når man vil have bygningen fjernet.

Derfor fortsætter han kampen for at kunne beholde den omstridste bygning.

"Jeg regner med at få en tilladelse til at beholde min udstillingsbygning. Jeg mener, jeg har gjort det rigtigt, og at kommunen er forkert på den," siger han til Nordjyske.

Og indtil Ib Jensen enten får tilladelsen, eller bygningen faktisk bliver revet ned, må han altså af med en bøde på 10.000 kroner hver måned.

Mest Læste

Annonce