Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Tonsvis af bilister fanget - her bliver fartbøder fordoblet

Politi

26/05/2023 06:12

J. Bøgen

På en enkelt dag fik 37 bilister en betinget frakendelse af kørekortet for at køre for stærkt netop der.

Det går stærkt på motorvejen, og under normale forhold er det også meningen. Men i tilfælde af vejarbejde bliver hastigheden sat ned – med en forventning om at bilisterne følger trop.

Desværre er det ikke altid tilfældet, og langs et større vejarbejde på E45 ved Aarhus har Vejdirektoratet kæmpet ekstra hårdt for at få bilisterne ned i fart.

”Bilisterne – og særligt lastbilerne – kører simpelthen for stærkt, og det skaber utryghed blandt vores vejarbejdere. Derfor har vi forsøgt at tage skrappere midler i brug med blandt andet vejbump og smallere kørespor, så bilisterne bliver tvunget ned i fart. Derudover har vi indsat flere skiltevogne for at beskytte vores vejarbejdere,” siger projektchef i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen.

Vejdirektoratet og dets entreprenør Arkil har gentagne gange været ude med opråb til trafikanterne, og de seneste nætter har Østjyllands Politi haft færdselsbetjente til at udføre fartkontrol på strækningen. Tiltagene har haft en positiv effekt, og de fleste trafikanter ser ud til at have forstået budskabet. Men der er stadig for mange, der kører for stærkt.

Flere lastbilchauffører blev blitzet

Efter første nat med fartkontrol rapporterede Østjyllands Politi, at hele 132 bilister blev målt til at køre for stærkt forbi vejarbejdet, der bliver udført som aften- og nattearbejde i midterrabatten for at være til mindst mulig gene for trafikanterne. Den efterfølgende nat faldt antallet af fartsyndere drastisk, men nu er det desværre steget igen.

Blandt de blitzede trafikanter er også en del lastbilchauffører, og undervejs har der været flere episoder med lastbiler, der har påkørt kegler.

”Det ser ud til, at vores skærpede tiltag og Politiets tilstedeværelse har haft en vis effekt. Vi fortsætter med at råbe op og krydser fingre for, at vi snart får trængt igennem til de sidste trafikanter med budskabet om at vise hensyn, sænke farten og holde fokus. Ikke mindst nu hvor politiet er færdige med deres kontrol i denne omgang,” siger Robin Højen Madsen.

Hvis du mangler lidt ekstra incitament til at lette foden fra speederen, når du kører forbi et vejarbejde, så tænk på det økonomiske aspekt af det.

I 2014 vedtog Folketinget nemlig, at fartbøder, der bliver tildelt i forbindelse med vejarbejde, skal fordobles. Så hvor du måske normalt kan "slippe" med 1000 kroner i bøde, koster det altså pludselig 2000 kroner, hvis du laver samme forseelse ved et vejarbejde.

Sådan kører du sikkert forbi et vejarbejde

  • Koncentrer dig om din kørsel

  • Vær opmærksom på ændringer på vejen

  • Respekter hastighedsgrænsen

  • Hold afstand til forankørende

  • Hold din vognbane frem til flettepunktet

  • Vær opmærksom på udrykningskøretøjer

Resultat af Østjyllands Politis fartkontrol

Mandag 22. maj 

  • Kørte for stærkt: 132

  • Betinget frakendelse af kørekortet: 37

  • Klip i kørekortet: 19

Tirsdag 23. maj

  • Kørte for stærkt: 22

  • Betinget frakendelse af kørekortet: 1

  • Klip i kørekortet: 1

Onsdag 25. maj 

  • Kørte for stærkt: 40

  • Betinget frakendelse af kørekortet: 7

  • Klip i kørekortet: 4

Læs mere om vejarbejdet ved E45 Aarhus

Mest Læste

Annonce