Boris Johnson kæmpede mandag aften for sit politiske liv, da der var indkaldt til en mistillidsafstemning mod hans lederskab. Foto: Shutterstock
Boris Johnson kæmpede mandag aften for sit politiske liv, da der var indkaldt til en mistillidsafstemning mod hans lederskab. Foto: Shutterstock

Boris Johnsons egne satte ham i fare med mistillidsafstemning: Sådan endte det

Politik

06/06/2022 22:51

J. Bøgen

Det var folk fra Boris Johnsons eget konservative parti, der havde indkaldt til mistillidsafstemningen. 359 skulle stemme, så Johnson havde brug for mindst 180 af dem for at overleve som konservativ formand og engelsk premierminister.

180 stemmer.

Så mange skulle Boris Johnson bruge for at overleve den mistillidsafstemning, han stod ansigt til ansigt med mandag aften.

Mistillidsafstemningen var orkestreret af kræfter fra Johnsons eget konservative regeringsparti, og det var netop de 259 konservative parlamentsmedlemmer, der kunne stemme. Et simpelt flertal ville afgøre afstemningen ...

Og Boris fik 211 støttende stemmer. 148 stemte for at vippe han af pinden.

Så briternes premierminister er stadig en konservativ politiker med viltert hår, men resultatet kan vise sig at blive en massiv udfordring for Johnson:

For hvordan skal han forholde sig til, at næsten halvdelen af de konservative parlamentsmedlemmer ikke har tillid til ham som hverken leder for partiet eller premierminister?

Et politisk døgn, der er Hitchcock værdig

Mandag morgen sprang bomben: Selvsamme dag skulle de konservative parlamentsmedlemmer afgøre, om de fortsat ville have Boris Johnson som formand og premierminister.

Og det var noget af en bombe, da det netop var konservative parlamentsmedlemmer, der placerede Johnson i den varme stol. Mindst 15 procent af medlemmerne, svarende til 54 personer, skulle nemlig sende et brev til den såkaldte 1922-komité for at gøre afstemningen til en realitet.

Så allerede inden afstemningen kunne man regne ud, at mindst 54 konservative parlamentsmedlemmer ville af med Johnson - og resultatet udstillede i endnu højere grad den dybe splittelse blandt de britiske konservative, og mange mener, at det er en vingeskudt premierminister, der står tilbage.

Hvordan samler man et parti, hvor mere end 40 procent vil af med en?

De 148 stemmer imod Boris Johnson svarer til 41,2 procent af de konservative parlamentsmedlemmer. Det er en meget stor del af ens politiske gruppe, der åbenvart ikke har tillid til, at man kan varetage jobbet som partiformand længere.

Det ligner en noget nær umulig opgave for Johnson at samle partiet efter denne afstemning, og før du tænker, at han bare kan skille sig af med kritikerne, skal det lige siges, at afstemningen var helt og aldeles anonym - og at stemmesedlerne efter optælling er blevet destrueret.

Den alenlange liste af møgsager

Uroen i det konservative parti har ulmet gennem længere tid, men man mener, at det er den såkaldte "Partygate-sag", der for alvor har fået taburetten til at vakle under Johnson.

Den handler om, hvorvidt Johnson og kompagni rettede sig efter de meget strikse corona-regler, den britiske befolkning led under i løbet af 2020 og 2021. Men noget tyder på, at premierministeren ikke mente, de regler også gjaldt for landets politiske kransekage.

Listen over de gange, Downing Street nummer 10 (den britiske premierministers embedsbolig) har dannet ramme om festligheder og muntre begivenheder er så lang, at man kan skrive en artikel bare om dem. Men af de mest alvorlige kan man nævne:

14. december 2020, den konservative fest

I det konservative partis hovedkvarter i centrum af London bliver der afholdt fest midt under den strikse corona-nedlukning. Et billede fra festen viser over 20 personer stå skulder ved skulder i et lille lokale med et buffetbord.

18. December 2020, julefesten

Dusinvis af ansatte holder julekomsammen med vin og selskabslege i netop Downing Street nummer 10. Et par dage efter joker Johnsons pressesekretær om festen, og et år senere bliver en video lækket, hvor Johnsons pressefolk angiveligt øver, hvad de skal svare, hvis de bliver spurgt til rygterne om festen.

16. april 2021, fest under landesorg

Alle regeringsbygninger flager på halvt, og der gøres klar til at bisætte dronning Elizabeths afdøde mand, prins Phillip, den følgende dag. Men denne aften bliver der afholdt hele to personalefester i Downing Street, og ifølge den britiske avis The Telegraph, går et antal af de ansatte undervejs ned i et supermarked for at fylde en rullekuffert med vin.

Ved de to første fester var der forbud mod indendørs sammenkomster, og ved begravelsen af prins Phillip var der en begrænsning på 30 deltagere ved fest og sammenkomster. Begge dele skyldtes coronasmitten, der i høj grad hærgede England i den periode.

Johnson bliver siddende - men hvor længe?

Men Boris Johnson vandt altså afstemningen og kan derfor ånde lettet op. I hvert fald for nu.

For historisk set er det et tegn på, at enden nærmer sig, når en konservativ leder bliver udsat for en mistillidsafstemning, uanset udfaldet.

Det kan prominente navne som Theresa May, Margaret Thatcher og John Major skrive under på. De vandt alle mistillidsafstemningen i første omgang, men endte siden med at miste magten - både i partiet og i landet.

Mest Læste

Annonce